Forår og forsommer er højsæson for svømning i de danske søer. Hen på sommeren kan de blive lidt lumre og der kan dukker grønalger op, der ikke er så hyggelige at svømme med. Men her i forsommeren er mange søer klare og indbydende, og så er de øverste vandlag ofte lidt lunere end havet omkring Danmark. Har man kun prøvet saltvand, skulle man give sig selv den oplevelse, det er at svømme i en sø – om ikke andet så for at svømme med brandmandsfri garanti!
Der er mange søer i Nordsjælland, de fleste kan man svømme i. Er man vant til at blive overhalet både uden- og indenom af diverse motorbåde i Øresund, er det en stille og virkelig dejlig oplevelse at svømme i en sø hvor motorfærdsel er forbudt. Husk at tjekke vejr-, vand- og trafikforholdene før du springer i en sø.
Under billedet er et par ord om et udpluk af Nordsjællands søer. Først de grønne, dem man kan svømme i. Jeg har ikke prøvet dem alle sammen, men det håber jeg at gøre i løbet af sæson 2012.
Esrum Sø
Esrum Sø er en stor, smuk sø. Så stor, at den har fået sin egen hjemmeside, med alt hvad hjertet kan begære af vandtemperatur, vejrforhold og en masse andet. Med Esrum Open Water er Dansk Svømmeunion og en række nordsjællandske svømmeklubber gået sammen om at lave en rigtig dejlig eftersommer-sammenkomst. Læs mære om det under Carstens oplevelser fra Esrum Open Water 2011.
Furesøen
Furesøen er en stor og dyb sø. Så stor, at den breder sig ud i 3 kommuner, der hver for sig holder øje med vandkvaliteten. Furesøbadet, det bedste sted at svømme, ligger heldigvis i en kommune, der er rigtig god til at kommunikere vandkvalitet og som sørger for, der er kystlivreddere omkring Furesøbadet i sæsonen (juni-august). Tjek Furesø kommunes Vild med Vand-oplysninger før du springer i Furesøen og læs, hvad jeg allerede har skrevet om Furesøbadet. I dag (den 18. maj 2012) kunne Michael Olsen, daglig leder af Furesøbadet, fortælle, at vandtemperaturen lige nu er omkring 10 grader og dermed lidt lavere end normalt. Bøjerne er ikke lagt ud endnu, de kommer meget snart.
Søndersø
Søndersø er en fin, lille og ren sø (ca. 1.7 km lang), jeg endnu mangler at prøve at svømme i. Der er adgangsforhold på nordsiden, sikkert også andre steder.
Farum Sø
Farum Sø er også en fin lille sø, som for mig desværre endnu er svømme-uprøvet (ca. 2.3 km lang). Der skulle være adgangsforhold på nordsiden.
Sjælsø
Sjælsø er en smuk, ca. 3 km lang sø. Der er toiletforhold og adgang til søen i området omkring Jægerhytten, midt på søen ved søens sydlige side, men sikkert også flere steder. Jeg ser frem til at prøvesvømme en dag.
Bastrup Sø
Bastrup sø er en lille sø i et område, der desværre er blevet rendt lidt over ende af at lægge vand til det årlige DM for triatlon i juni. Mere om Bastrup sø.
Buresø
Buresø er den kæreste lille aflange sø, hvor man kan svømme midt på søen, fra den ene ende til den anden uden at komme ret langt fra kysten. Tur-retur ca. 3.5 km. Mere om Buresø.
Og så de røde, hvor naturstyrelsen fraråder svømning på grund af dårlig vandkvalitet: Arresø (info), Bagsværd sø (info) og Lyngby sø (info).
Mange har spurgt hvor, hvordan og hvornår jeg eller andre underviser i svømning i det fri. Der er undervisningstilbud flere steder (USG, Team Bade, Frederikshavn Kommune, triatlon-klubber), men da der er et begrænset antal pladser, har jeg besluttet at oprette et svømmemakker-mødested i det fri.
Fredag er sådan en dejlig dag at svømme ud i det fri, så fra fredag den 1. juni 2012 og et endnu uvist antal fredage frem, er der Fredags-SvømUd med svømmemakker i Charlottenlund. Jeg vil være ved Palo-plænen i den sydlige ende af Charlottenlund Strandpark kl. 17, klar til at hjælpe alle med at finde en svømmemakker. Jeg er let at kende med våddragt og en stor, gul svømmetorpedo.
Vis Palo-plænen i Charlottenlund Strandpark på et større kort
Fredags-SvømUd med svømmemakker er helt på eget ansvar. Jeg håber alle, der dukker op, svømmer med ud i svømmemakker-ånd. Har du ingen svømmemakker, dukker der forhåbentlig en op, der mangler præcis dig at svømme med. Jeg skal nok være behjælpelig! Brug eventuelt Svømmemakker-Facebook-gruppen til at finde en makker.
Som udgangspunkt koster Fredags-SvømUd med svømmemakker ikke noget. Hvis du synes, Fredags-SvømUd med svømmemakker er værd at betale for, kan du sende et bidrag via Paypal til paypal@swimout.dk. Alle bidrag, store som små, modtages med tak ( – og opgives selvfølgelig til skattevæsenet.)
Tags: fredags-svøm, svømmemakker
En oversigt over de danske OW-begivenheder i 2012, jeg kender til, med link til mere oplysning om hver enkelt begivenhed. Oversigten bliver opdateret, når jeg får nys om nyt. Så giv lyd, hvis noget ikke er nævnt her.
Hvis ikke andet er nævnt, foregår tilmelding via Dansk Svømmeunion.
Opdateret 15. maj 2012: Stævnet ved Søerne i Maribo den 10. juni og Fredags-svøm den 1. juni.
- 6. maj 2012: Svøm Ud
Uofficiel indvielse af åbent-vand-sæsonen. Hvor vides endnu ikke, det bliver nok en uorganiseret-på-eget-ansvar-event i temmelig koldt vand (forventet vand-temperatur 10-14 grader) - bare for at vi sammen kan glæde os over, at nu er sæsonen på vej.
- 1. juni – ??: Fredags-SvømUd
0 – ?? m
Fra fredag den 1. juni 2012 og et endnu uvist antal fredage frem vil jeg/Ellen Garne være at finde ved Palo-plænen i den sydlige ende af Charlottenlund Strandpark kl. 17. Jeg håber, mange svømmere vil dukke og at alle finder nogen at svømme med. - 10. juni 2012: Stævnet ved Søerne
3000 m
Fra Maribo Roklub en tur over Søndersø.
Tilmelding via DGI's hjemmeside: senest 3. juni 2012 - 23. juni 2012: Randers Open Water
5400 og 1200 meter
Med strømmen ned ad Gudenåen, mål i Randers tæt på Randers regnskov
Tilmelding: 1. april – 22. juni
- 30. juni 2012: Palmestranden Open Water
500 m (?), one-mile (1609 m) og ca. 6000 m
De korte på en rute mod, den lange en rute rundt om Deget, en lille ø ud for Frederikshavn
Tilmelding via arrangørs hjemmeside: 16. april – 30. juni
- 1. juli 2012: Vikinge Svøm
2500 m
Syd over Roskilde fjord, mål i havnen ud for Vikingeskibsmuseet.
Tilmelding: nu – 20. juni
- 5. august 2012: Præstø Fjordsvømning
4700 m
Fra Elnasminde på nordkysten af Præstø fjord mod Præstø Roklub på sydkysten
Tilmelding: Fra 15 marts, gennem Præstø Fjordsvømnings egen hjemmeside
- 11. august 2012: Silkeborg Open Water
1500, 2500, 5000 og 10.000 m
1250 meter rute til og fra springvandet ved Silkeborg Kommune
Tilmelding via arrangør: Nu – 1. august. Tilmelding på dagen muligt. - 18. august 2012: Amager Open Water
2000, 5000 og 10000 m motion/DM for masters (?), DM/NM i 100000 m
Gennem lagunen og rundt om "øen" i Amager Strandpark
Tilmelding: 1. maj – 17. august
- 19. august 2012: Vejle Fjordsvøm
1300 m
Fra sydsiden af Vejle Fjord mod badestranden Albuen på nordsiden af fjorden
Tilmelding: 1. maj – 26. juli
- 25. august: Christiansborg Rundt
2000 m, Krüger-staffetn som holdkap 4 x 500 m
Gennem kanalerne rundt om Christiansborg Slot.
Tilmelding: 16. april – 24. august
- 26. august 2012: Aarhus Open Water
4200 og 6000 m
Mellem Egå Marina og Skødstrup Strand på Djursland – retning afhænger af vindforholdene
Tilmelding: 1. maj – 25. august
- 31. august 2012: Holstebro Open Water
1900 m
I medstrøm ned ad Storåen fra Vandkraftsøen til Holstebro centrum
Tilmelding: 15. maj – 30. august
- 1. september 2012: Limfjordskrydseren
600 og 1500 m
Over Limfjorden fra kanalen i Aalborg vest mod Nørresundby Lystbådehavn
Tilmelding: 1. maj – 29. august
- 8. september 2012: Esrum Open Water
925, 1750 og 3000 m
Den korte langs østkysten, den mellemste over Esrum sø, den lange skråt over søen og mod syd langs østkysten
Tilmelding: 1. maj – 7. september
- 30. september 2012: Svøm Ind
Uofficiel afslutning på en forhåbentlig uforglemmelig åbent-vand-sæson 2012. Hvor vides endnu ikke, det bliver formentlig en uorganiseret-på-eget-ansvar-event i koldt vand (forventet vandtemperatur 10-14 grader) – bare for at vi sammen kan græde lidt over, at en dejlig sæson i det fri er ved at gå på hæld.

Tags: open water 2012
Belært at dette forårs erfaringer med at svømme i koldt vand har jeg opdateret et tidligere indlæg om svømning ved forskellige vandtemperaturer.
Skal du ud for første gang og/eller føler du dig utryg eller bange ved tanken om at svømme i det fri, så vent med at svømme ud til vandtemperaturen når op omkring 18 grader. Selvom det er sjovt at svømme i koldt og køligt vand, er der ingen grund til at give kroppen mange forskellige chok på én gang.
