Neoprenhætte-overtræk

Os, der haft med små børn at gøre, har fået ørerne tudet fulde med, at spædbørn afgiver meget kulde fra hovedet, og hvor vigtigt det derfor er at holde små børns hoveder varme. Selvom hovedet udgør en forholdsvis mindre del af kropsoverfladen hos voksne end hos småbørn, så sker der stadig en meget stor varmeafgivelse fra hoved/isse hos voksne. Det betyder en del, når man stikker hovedet ned i køligt vand.

Hvornår vand opleves som køligt er nok individuelt, men badevand under 16 grader oplever jeg som køligt. Derfor tyr jeg til neoprenhætte forår og efterår, men med en almindelig badehætte trukket ud over. Det er lidt irriterende, at det er nødvendigt med en ekstra badehætte. Dels ser det ikke særlig fikst ud, dels burde det være nok med en neoprenhætte, da den er varm nok i sig selv.

Jeg har prøvet to forskellige neoprenhætter og kigget på mange flere, både på nettet og i virkeligheden, og udover at de fleste er sorte og derfor både kedelige at se på og svære at få øje på, er de tilsyneladende skåret over nogenlunde samme læst. Dvs. efter min smag går de ikke langt nok ned, hverken i nakken eller i panden.

Både pande og nakke er meget kuldefølsomme, i hvert fald hos mig, og det er altså irriterende at være nødt til at gå op længe før kroppen er træt, fordi man er ved at få forfrysninger i nakken og i panden.

Den måde, neoprenhætterne er skåret på, har sikkert noget at gøre med, at man skal kunne bøje nakken frit og der skal være plads til kæmpe-tri-briller i ansigtet. Men altså. Bare én lille centimeter neopren mere i nakken og i panden ville være dejligt, tak.

Det hjælper lidt at trække en almindelig badehætte ud over neoprenhætten, da den kan trækkes længere ned i pande og nakke – men sådan en varmer jo ikke nær så meget som en neoprenhætte. Fordi en almindelig badehætte sidder strammere til i kanten, hjælper den også med at forhindre koldt vand i at løbe ind og ud af ørerne, hvilket er et absolut plus, når vandet er koldt. En tredje grund til at svømme med en almindelig badehætte udenpå neoprenhætten er, at neoprenhætter sjældent optræder i stærke farver – og man bør jo a-l-t-i-d svømme med en badehætte i en synlig farve, når man svømmer i det fri, så de øvrige vandtrafikanter kan få øje på en.

 

2 kommentarer

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig bedre oplevelser på hjemmesiden. Mere information

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig en bedre oplevelse på hjemmesiden. Klik "Accepter" på banneret herunder, hvis du synes, det er OK. Accepterer du ikke cookies, vil der være ting på SwimOut.k, der måske ikke bliver vist rigtigt eller slet ikke bliver vist.

Luk vindue