Tæl tag

DPS og at tælle armtag må være den naturlige efterfølger til et indlæg om frekvens.

DPS er en forkortelse af distance per stroke og svømmejargon for, hvor langt en svømmer bevæger sig fremad i vandet ved hvert enkelt svømmetag. Med andre ord: Hvor effektive er svømmerens svømmetag.

DPS afhænger til en vis grad af, hvor høj, langlemmet og stærk du er, men din svømmeteknik er helt afgørende: Jo mere du har fat i vandet og jo bedre du glider, jo færre tag og jo mindre energi bruger du på at bevæge dig fremad. Så det giver rigtig god mening at stræbe efter at tage så effektive svømmetag som muligt.  

Den simpleste måde at finde ud af, hvor effektive dine svømmetag er, er at tælle hvor mange armtag, du bruger på at svømme en bane. Hvis du vil øge din DPS, skal du reducere det antal armtag, du bruger på at svømme en banelængde. Om du tæller, hver gang du trækker armen ud af vandet, eller når du putter en hånd i vandet er lige meget, bare du gør det samme måde hver gang.   

For at øge din DPS kan du prøve at svømme 4 banelængder med faldende antal armtag. På den første bane svømmer du som du plejer, men tæller dine armtag. På de næste tre baner forsøger du at reducere antallet af armtag. Bruger du fx 21 tag på at tilbagelægge den første 25 meter (en del flere, hvis du svømmer på langbane …), skal du på de næste 3 baner bruge 20 eller færre tag på at tilbagelægge en bane.

Der er flere måder at reducere antallet af armtag på. Først dem, der gør dig bedre til at svømme crawl: Tag bedre fat i vandet, tag længere armtag, stræk dig mere, glid mere, brug benene mere.

Og så dem, der er muligvis gør dig bedre til noget andet, men ikke øger din DPS reelt: Kraftigere afsæt fra kanten, crawlben på siden mellem tagene, længere glid ud fra eller ind mod væggen.  

Svøm godt!

 

PS til jer, der har set mig svømme: Nej, min egen DPS er ikke imponerende, men min frekvens … den er. 

2 kommentarer

  1. Hej Ellen.
    Jeg har et spørgsmål til den førende svømmers DPS i nedenstående klip:



    Ved minut 2.11 og og 2.20 ser det for mig ud, som om han okser af sted og har en meget ringe DPS ?! Hvilket bare ikke kan passe, da han har en svømmebaggrund og – som det også fremgår af klippet – kommer op ad vandet, som nummer 2 i en tid på 22.19 for 1.9 kilometers svømning. Kompenserer han simpelthen for en ringe DPS med en enormt god frekvens, eller tager jeg helt fejl, hvad hans DPS angår?
    Tak for en god hjemmeside!

  2. Du har helt ret i, at at hvis man ikke får "så meget" ud af sine tag (=lav DPS), så kan man kompensere med en høj frekvens. DPS er afhængig af kropsbygning og svømmestil og måske også af temperament, så det giver ikke så meget mening at sammenligne sin DPS / sine antal tag pr bane med andres. Til gengæld giver det rigtig god mening at prøve at få mest muligt ud af lige præcis den slags tag som DU tager, og der er tæl tag en rigtig god øvelse.    

    Selvom gode svømmere ofte har "godt fat i vandet"  (= høj DPS / få tag), findes der også superstjerner med lav DPS / høj frekvens. Janet Evans og Laure Manaudou har fx. begge haft verdensrekorder  i mellem- og langdistancecrawl i bassin. De svømmer crawl med høj frekvens og mange tag pr bane. Manaudous stil kan du fx. se i den nederste video på siden "Crawl: Se og lær": https://swimout.dk/2011/02/23/se-og-laer). Hun catcher (begynder sit træk)  i det øjeblik hun sætter hånden i vandet og glider stort set ikke. Janet Evans, der var helt helt suveræn i 4-8-1500 fri i slutfirserne, blev kaldt vindmøllen pga. sin vildt høje frekvens og sine mange armtag pr bane. Hun kunne bare blive ved og ved og ved. Noget skyldes nok, at hun ikke var ret stor og det derfor ikke tog så lang tid for hende at føre armene frem, men jeg tror måske lige så meget det var et temperaments-spørgsmål: En kombination af, at hun kunne lide at piske af sted  og at hun rent faktisk var i stand til at holde en tårnhøj frekvens i ufattelig lang tid, gjorde at det var mere effektivt for hende at svømme på den måde, end at glide mere og dermed få mere ud af hvert enkelt armtag.

    På trods af min svømmebaggrund  har jeg ret lav DPS og ret høj frekvens, også selvom jeg øver mig i at få mere ud af hvert enkelt armtag . Jeg (og også bedre ow-svømmere end jeg)  har derudover en højere frekvens og en lidt anden svømmestil udendørs end indendørs. Det skyldes formentlig, at et langt glid og en langsom fremføring over vandet gør dig mere udsat for at blive skubbet ud af kurs af vind og bølger. Hurtig fremføring og nedsat glid giver næsten automatisk en højere frekvens.  

    Det er godt at øve sig på at få mest muligt ud af sine armtag, at øve sig i at glide, tage godt fat i vandet ved hvert eneste armtag og at spare på kræfterne ved at tage færre armtag pr bane. Men konkurrer med dig selv om antallet af armtag, ikke med andre 😉

    God svømning.  

    Ellen

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig bedre oplevelser på hjemmesiden. Mere information

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig en bedre oplevelse på hjemmesiden. Klik "Accepter" på banneret herunder, hvis du synes, det er OK. Accepterer du ikke cookies, vil der være ting på SwimOut.k, der måske ikke bliver vist rigtigt eller slet ikke bliver vist.

Luk vindue