DR1: Nakskov Fjord

Den 26. april 2012 svømmede jeg over Nakskov fjord. Næsten. Vandet var kun 9 grader varmt (koldt!) og DRs plan var at vi skulle svømme en historisk rute på 3 km, en rute den danske grønlandsfarer Peter Freuchen svømmede i 1900-et-eller-andet. Freuchen svømmede sin tur længe før neopren og våddragt blev opfundet, så jeg formoder han var snedig nok til at kaste sig ud på turen lidt længere hen på året. 3 km i 9 grader vand skal der en hel del mere end vilje til at kunne gennemføre, selv med våddragt på!

Trods kulden var det en herlig oplevelse at svømme ud med et filmhold. Det er svært at fotografere selv, mens man svømmer, men heldigvis har jeg fået lov at vise nogle af de billeder, der blev taget af Otto Paludan, vandpostbud i Nakskov og kaptajn på en af filmholdets følgebåde. Som det fremgår af Ottos billeder, er et filmhold beredt på at filme under vanskelige omstændigheder!

Filmholdets varmest påklædte må være undervandsfotograf Jesper Kikkenborg. Jesper er ikke med på billederne, for han dykkede under overfladen længe før vært, kamerahold, tilrettelægger og havsvømmer vovede sig ud i den kolde fjord. Jesper fortalte bagefter, at med den dragt han havde på, kunne han filme i timevis i meget koldere vand end de halvlunkne 9 grader i Nakskov fjord den dag. Gys siger jeg bare!

Peter Freuchen svømmede fra Lindelse på Lolland, over småøerne Vejlø og Rommerholm og videre ud til øen Enehøje midt i Nakskov fjord, hvor han kækt erklærede sig konge. Detaljerne om den historie bliver forhåbentlig afsløret i Danmark kyst til kyst-afsnittet om kysterne mellem Nakskov og Stubbekøbing. Nakskov til Stubbekøbing sendes på DR1 mandag den 9. juli kl. 20 og genudsendes på DR2 den efterfølgende lørdag.

Om programmets vært, havbiolog Anders Drud, der svømmede i Peter Freuchens fodspor (kan man egentlig det, svømme i fodspor?) lod sig rive med af historiens vingesus og erklærede sig vor tids konge over Enehøje, forventer jeg afsløret i programmet. Viser det sig, at Anders undlod at erklære sig konge, kan det muligvis have at gøre med, at hans hænder (og mine!) efter en times ophold i fjorden var så kolde, at han ikke ville have været i stand til at sætte en krone på sit hoved. Godt vi havde våddragter og lidt mere på til i det mindste at holde kroppen lidt varm! 

Vi var som sagt ikke de første i fjorden. Undervandsfotografen havde for længst lagt sig i stilling længere ude i fjorden, da Anders og jeg gik ud, men han var noget så eminent til at gemme sig under overfladen og er derfor ikke at se på billederne. 

Uhhh jeg glæder mig til at se hvad optagelserne af vores svømmetur er blevet til. Du kan allerede nu få en lille forsmag, for traileren om Nakskov-programmet, der vises allersidst i programmet om kysten fra Thyborøn til Filsøviser hvordan Anders og jeg svømmer ud i fjorden. OK, så, jeg råber også lidt efter Anders, men det var altså venligt ment. Anders svømmede nemlig, præcis som alle debutanter i det fri gør, temmelig pilskævt indimellem.

Oversigt: OW-events 2012
VikingeSvøm 2012
Follow

Get every new post delivered to your Inbox

Join other followers:

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig bedre oplevelser på hjemmesiden. Mere information

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig en bedre oplevelse på hjemmesiden. Klik "Accepter" på banneret herunder, hvis du synes, det er OK. Accepterer du ikke cookies, vil der være ting på SwimOut.k, der måske ikke bliver vist rigtigt eller slet ikke bliver vist.

Luk vindue