OL i svømning

Det kan ikke være gået ret mange næser forbi, at London i disse uger er vært for De olympiske Lege 2012. Danmark har sendt flere svømmende OL-medalje-håb af sted end vanligt, så det er intet mindre end helt vildt spændende, hvad Lotte, Jeanette, Rikke og alle de andre mon præsterer i London.

Vil du informeres om de danske svømmeres præstationer af folk, der faktisk VED noget om dansk svømning (nej, det ser IKKE ud til, nogen har besværet sig med at lære Sisse Fisker på DR noget om den danske svømmeverden), så kig på svoem.org, Simma.nu og SwimNews.dk. Der er også masser af spændende svømme-læsning på legenes egen svømme-side.

OL i svømning kan ses på både danske og udenlandske tv-kanaler, så hvis du arbejder på at crawle flydende og let, så se det hele. Er du i tidsnød, så prioriter de indendørs crawl-løb. Der er lækre undervands-billeder fra det olympiske stadion, så hvis du optager både indledende og finaler, kan du i ro og mag studere, hvordan effektivt, lækkert og hamrende hurtigt crawl kan se ud nede fra. Jo mere lækkert crawl du ser, jo bedre forstår både dit hoved og din krop, hvad det egentlig er, du gerne vil kunne.

Måske vil du bemærke, at en stor del af sprinterne (dvs. 50 og 100 meter-specialisterne) er imponerende store i overkroppen, de svømmer med forholdsvis høj tag-frekvens og bruger benene meget energisk hele vejen. Mellem- og langdistancesvømmerne er typisk lidt mindre voluminøse (men stadig bredskuldrede, for svømning gør bredskuldret!), de svømmer ofte lidt mere glidende, har en lidt lavere tag-frekvens og bruger benene knapt så energisk som sprinterne.

Drømmer du om at svømme glidende crawl så kig med, når kvinderne svømmer 800 fri (Indledende: Torsdag den 2. august, formiddag. Finaler: Fredag den 3. august, aften), og når herrerne svømmer 1500 fri (Indledende: Fredag den 3. august, formiddag. Finaler: Lørdag den 4. august ca. 20.30). Finalen i kvindernes 800 m fri bliver formentlig så nervepirrende, at jeg påregner at få skreget mig selv hæs af fjern-hepning på Lotte Friis – GO GO GO, Lotte!

Når 10 km svømning i det fri afvikles i Hyde Park ved OL i London, er det kun 2. gang, 10 km svømme-maraton er en olympisk disciplin. Svømmerne skal rundt på den samme afmærkede bane 6 gange, så det må blive muligt at følge med på live-timing. Det bliver meget, meget spændende at se der, men vi får nok ikke serveret helt lige så crawl-teknik-venlige billeder over og under vandet af de udendørs optagelser, som vi får af optagelserne fra indendørs svømning. At få lejlighed til at se og blive klogere af, hvordan verdens bedste åbent-vand-svømmere navigerer, lyder nu heller ikke så ringe endda … så uanset om jeg får lejlighed til at sidde klistret til skærmen fredag den 10. august eller ej, har jeg helt sikkert haft en finger på optageknappen.

Jeg har desværre hverken billeder af det olympiske svømmestadion eller af søen i Hyde Park, men for nu at afslutte en hel masse tekst med lidt vand og lidt London, er her et billede fra en tur til London i 2009.

Præstø Fjordsvømning 2012
Svøm Ud: Nordsjællands nordkyst
Follow

Get every new post delivered to your Inbox

Join other followers:

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig bedre oplevelser på hjemmesiden. Mere information

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig en bedre oplevelse på hjemmesiden. Klik "Accepter" på banneret herunder, hvis du synes, det er OK. Accepterer du ikke cookies, vil der være ting på SwimOut.k, der måske ikke bliver vist rigtigt eller slet ikke bliver vist.

Luk vindue