Langtur: Skovshoved-Barsebäck

Bor man i Danmark, er den korteste vej til Sverige Helsingør-Helsingborg, men da det farvand indgår i et trafiksepareringssystem, er svømning både farligt og forbudt pga den tunge trafik.

Vil man krydse den svenske grænse med både hovedet og r…. i vandskorpen, må man altså finde andre veje. For at opfylde drømmene om krydsning af farvand og landegrænse på en og samme svømmetur, har min svømmemakker, Jens Bjørn Andersen, og jeg længe talt om at svømme til Sverige. Som sagt, så gjort: Den 17. august 2013 stod vi klar i Skovshoved Havn.

Udover en erfaren og skarp skipper kræver svømning over en befærdet sejlrende en hurtig følgebåd, egnet til at samle svømmere op. Jens søgte med lys og lygte og fandt en dygtig skipper med båd. Med udsigt til følgeskab af Nicos båd med Nico ved roret og Anne-Marie Mortensen (erfaren sygeplejerske) og Mette Pedersen (erfaren havsvømmer) om bord, manglede vi kun én ting: Godt vejr og svømmevenlig strøm. Nåja, og så lidt træning. Eller meget, for 20 km svømning er ikke noget, man bare kan.

Nicos båd er sikkerhedsmæssigt veludstyret og før afgang sørgede Nico for at orientere marinetrafik og relevante myndigheder om, at vi ville svømme over. I ugen op til turen fulgte Jens vejrudsigterne for Øresund tæt, men den endelige beslutning om afgang kunne først tages aftenen før, når Nico ud fra vejrudsigter og strømprognoser med sindsro kunne afgøre, om ruten ville være svømbar eller ej. Det var den, heldigvis!

Det regnede en del, da vi mødtes i Skovshoved Havn kl 7.30. Det var temmelig diset, men selvom vi ikke kunne se målet, skulle Nico og hans gps jo nok sørge for, at vi svømmede den rigtige vej. Regnen stilnede af, da vi svømmede ud, og de første timers støvregn gjorde ingen skade, for Nico havde sikkerhedsdragter med til Anne-Marie og Mette, så ingen frøs undervejs. Heller ikke Jens og jeg, for vandet var fint og lige tilpas til svømning i våddragt.

Vi gik i vandet fra “slæbestedet” i Skovshoved havn. Svømmede ud af havnen. Syd om bananen. Og så ud, hvor vi aldrig har været før, mange svømmede kilometer i Øresund til trods. Vi så en del brandmænd den første kilometer eller to, men de generede ikke.

En overgang gyngede vi ret meget i nogle halv-høje dønninger, jeg ved ikke hvor de kom fra, måske fra et af de store skibe derude. Efter et par timers svømning blev det tørvejr, vindstille og så meget havblik, der overhovedet kan være på Øresund, så vi havde noget meget, meget dejligt vand at svømme i!

Vi svømmede. Og svømmede. Og svømmede. Efter hver 1500 meter holdt vi pause og fik lidt at styrke os på. Der er grænser for, hvad man kan spise, når man svømmer crawl i længere tid og har munden i saltvand, men noget må der i maven.

Jens fulgte Bo Steenhuus’ anbefalinger om langtursforsyninger og lod sig forkæle af noget magisk energidrik, blandet og serveret fra båden af Mette. Med mellemrum krydret med gels (med koffein, lidt koffein-afhængig er man vel!) og små chokolader til at holde humøret oppe.

Fortyndet juice (5:1) og fint udskåret frugt er mine favorritter. Gels er et nødvendigt onde for at kunne holde dampen oppe i mange timer og skumbananer er hyggelige, fordi de hjælper med at holde humøret oppe. Så jeg fik udskåret frugt, fortyndet juice og gels, serveret fra båden af Anne-Marie. Da trætheden begyndte at indfinde sig, lå morbær med chokolade og skumbananer parat i båden. Morbærrene var for tørre til min saltvandsmund, så jeg måtte nøjes med en skumbanan i ny og næ.

Det var en ny og meget stor oplevelse at svømme så langt ude. I sikker afstand til, men dog forunderlig tæt på meget store skibe. Danmark en smule længere væk, for hver gang vi holdt pause og kiggede os tilbage. Sverige og Barsebäck, der langsomt sneg sig ud af disen. Langt, langt fra land. Lidt skræmmende, og så alligevel ikke. For vi var langt fra land, men vi følte os ikke alene. Vi svømmede jo sammen, som vi plejer, og følgebåd og den muntre crew om bord passede på os.

Så vi svømmede. Og svømmede. Og svømmede. I sejlrenden lå et græsk tankskib forankret. Tanker for anker. Det havde ligget der i flere dage og blev liggende bomstille, da vi svømmede forbi. Det eneste, der rørte sig, var røgen fra skorstenene. En ret surrealistisk oplevelse, så vi MÅTTE bare foreviges med den tanker i baggrunden!

Vi krydsede den svenske grænse i havblik. Både smukt, sjovt og sælsomt. At svømme så langt, så langt fra land i næsten blikstille vand var helt, helt specielt. Næsten meditativt. I hvert fald indtil trætheden begyndte at melde sig efter 14-15 kilometer.

Hvornår det præcis var, husker jeg ikke, men jeg er ret sikker på, det var efter sejlrenden og på svensk territorium, Nico spottede en ret stor olie-pøl, lige før vi svømmede ind i den. Den var dog ikke større, end at vi kunne svømme en bue udenom den, men bvadr alligevel. Hvorfor sørger dem, der lækker olie på havet, ikke for at få det fjernet igen? Bvadr. Bvadr. Bvadr.

Jens og jeg har svømmet mange, mange kilometer sammen i naturen. Vi svømmer altid ved siden af hinanden, hvilket giver en stor tryghed derude. Vi har før svømmet 20 kilometer sammen, så vi var forberedte på, at humør og entusiasme på et tidspunkt ville dale. På langtur bliver man træt, sådan er det. Trods træthed, både hos svømmere og crewet i båden, var der godt humør og plads til smil hele vejen. En meget, meget dejlig oplevelse!

Nogle hundrede meter før Barsebäck havn forlod vi følgebåden for at kunne gå i land ved stranden syd for havnen, imens Nico og crew sejlede ind i havnen. På stranden blev vi modtaget af en munter svensker, der lige havde været ude at bade og kom løbende med let-øl, da vi gik i land. Sådan er svenskere åbenbart, gæstfrie og imødekommende – for ham, der kom med let-øl, da brødrene Damgaard gik i land efter samme tur (uden våddragt!) i 2012, var ikke ham, der kom med let-øl til os. Så lærte man også noget om svenskere!

Glade og trætte klædte vi om og blev sejlet tilbage til Skovshoved Havn, en stor oplevelse og en masse erfaring rigere.

I Skovshoved blev vi modtaget af Jens’ familie med blomster til Anne-Marie og Mette.

Det var en uforglemmelig og meget dejlig dag i vandet. Og nej, vi gør det nok ikke igen. Been there, done that.

Men men … Svømme-udfordringer kan man aldrig få for mange af, så hvem ved, hvad fremtiden bringer på den front.

TAK til båd og crew for at gøre Skovshoved-Barsebäck muligt. TAK til Pernille H. Andersen for billeder taget på land. Og TAK til Mette for at være kamera-fører på følgebåden og holde de nysgerrige ajour på SwimOuts Facebook-side, imens Jens og jeg lå og svømmede.

Skulle du få lyst til at svømme langtur, så vid, at det koster tid, penge og energi. Det gælder (selvfølgelig!) om at få trænet nok til at klare den fysiske side af udfordringen, men også om at kende dine reaktioner på fysiske udfordringer, have den rigtige følgebåd, den/de rigtige svømmemakker(e), den optimale forplejning undervejs og så sidst, men ikke mindst: Have realistiske forventninger til vejret. Vær forberedt på at skulle vælge en uønsket plan B, når naturen er lunefuld. En langtur kan ikke nødvendigvis gennemføres den dag, du har tænkt dig, så vær forberedt på aflysning, udskydelse – og ventetid.

Skovshoved-Barsebäck blev foreviget med mit Garmin 910xt-gps-ur. Jeg stoppede ikke uret undervejs, så hvor længe jeg holdt pause, er lidt usikkert. Fordi strømmen skubbede noget rundt på os i pauserne, kunne uret selvfølgelig ikke gætte, hvornår jeg svømmede og hvornår jeg holdt pause.

Klikker du på billedet for at se detaljer, så klik på “Vis i km/meter” øverst til højre for at se detaljerne i danske mål.

Fra følgebåden optog Mette nogle film med Jens’ GoPro-kamera, et par af dem ligger nu på youtube og er embeddede herunder. Som det vist fremgår af filmene, svømmer Jens og jeg ret forskelligt. Jeg tager for eksempel 1½ gange så mange tag som Jens. I svømmehallen og på kortere ture svømmer Jens væsentligt hurtigere end mig, men på en eller anden måde finder vi hurtigt samme tempo, når vi svømmer ude. På langture er det svært praktisk at svømme samme tempo, når træthed indfinder sig, for det er når man er allermest træt, det er allermest anstrengende enten at skulle vente på den anden eller kæmpe hårdt for at følge med.

På den første video forlader vi Skovshoved havn.

På den anden nærmer vi os Barsebäck.

Svøm godt, derude. Sammen, synligt og sikkert!