Sæson 2013 går på hæld

Sommeren går på hæld. Den 14. september afholdt Dansk Svømmeunion sin sidste udendørs svømmebegivenhed 2013 og regn og rusk og kulde i går efterlod vist ingen tvivl om, at den udendørs svømmesæson i Danmark går på hæld. Øresund er heldigvis stadig 16 grader og svømbart, især midt på dagen i solskin. I dag var vandet fantastisk: Klart og stille og mine hænder virkede (næsten) med det samme bagefter.

De senere år har glædet jeg mig så meget om foråret, at jeg har kastet mig ud i vand på 8-10 grader i slutningen af april. Korte ture, et kvarter, max en halv time og en masse om-på-ryggen-for-at-få-hænder-og-ansigt-væk-fra-det-kolde-vand. Om efteråret kan jeg, mæt af en sommer med mange, dejlige svømmeture, finde på at luske ind, før vandtemperaturen når under 13-14 grader. I år er det dog som om vandet ikke vil give slip. Så måske bliver sæsonen lidt længere i år. Måske.

Store Okssø 14. september 2013

Svømmer du i koldt/køligt vand, så vær forberedt på, at dine hænder måske strejker, så finmotoriske opgaver som at dreje nøgler og lukke knapper bliver en udfordring i op til en halv time efter du har forladt vandet. Bliver du rigtig kold, kan fødder stivne og gøre ondt, kranier kan kuldereagere med brain freeze. Er der hverken sauna eller varmt bad ved dit svøm-ud-sted og har du udsigt til mere end fem minutters transport, så tag håndklæder og ekstra varmt tøj med, når du svømmer i køligt/koldt vand. Gerne tøj, der ikke kræver så meget finmotorik at få på, jeg kan fx. ikke lukke en BH med meget kolde hænder. Varm te eller kaffe er heller ikke så ringe endda.

Det er ikke nødvendigvis sundt for hænder og fødder at blive så afkølede, at de strejker. Om afkøling af hænder og fødder på længere sigt kan have negative konsekvenser, ved jeg ikke, men det er sandsynligt. Tag det med i din risikovurdering, hvis/når du vælger at lade din krop afkøle ved at svømme i køligt/koldt vand.

Kropsafkøling er ikke risikofrit, så husk at lytte til din krop. Sender din krop smertesignaler til din hjerne, betyder det sikkert nej tak, gå venligst op. Lyt til den.

Kuldetolerance er subjektivt, ophold i koldt vand kræver tilvænning og fedt varmer. Derfor kan din kuldetolerance være meget anderledes end min, som er beskrevet her. Prøv dig frem.

Trods masser af udendørs svømmekilometer er jeg ikke i svømmetopform, når svømning flytter indendørs. Indendørs svømmer jeg nemlig sammen med "mit" masterhold, og vi giver den meget mere gas, end jeg gør ude. Mere intervaltræning, mere fokus på hastighed. Mit indendørs tempo er væsentligt nedsat efter sommersæson i naturen. Både fordi jeg ikke intervaltræner ret meget udenfor, og fordi core- og benmuskler bliver slappe af at svømme i våddragt. Det kan heldigvis trænes væk. Indendørs.

Svøm ud: Store Okssø
Beretning: Anholt rundt 2013
Follow

Get every new post delivered to your Inbox

Join other followers:

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig bedre oplevelser på hjemmesiden. Mere information

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig en bedre oplevelse på hjemmesiden. Klik "Accepter" på banneret herunder, hvis du synes, det er OK. Accepterer du ikke cookies, vil der være ting på SwimOut.k, der måske ikke bliver vist rigtigt eller slet ikke bliver vist.

Luk vindue