Svømmefødder naturel

Har du svømmefødder*? TIL LYKKE med dem!

Har du løbefødder? Stræk dem!

De fleste af os fødes med svømmefødder, men så snart vi begynder at gå og stå, sker der noget med vristen. Smart nok, sådan set: En cirka ret vinkel mellem fod og ben er jo glimrende, både til at holde balancen og til at bevæge sig i oprejst tilstand.

Jo mindre fod og vrist befinder sig i strakt position, jo strammere bliver vristen og jo mindre bliver vinklen på overgangen mellem ben og afslappet fod. Intensiv løbetræning og sidden-stille-på-stolen har det med at forvandle svømmefødder til løbefødder.

Billederne herunder er et forsøg på at vise forskellen mellem løbefod og svømmefod. Selvom løbeføddernes ejer sidder ned og svømmeføddernes ejer står op, håber jeg, det fremgår, at vinklen mellem afslappet løbefod og ben er mindre end vinklen mellem afslappet svømmefod og ben (og ja, løbefodsejeren slappede af det bedste han kunne!).

Løbefod, afslappet og straktSvømmefod, afslappet og strakt

At svømme crawlben med løbefødder og strakt vrist og afslappet, strakt fod, kan være svært. Mange løbefødder kan strækkes, så de ligner svømmefødder, når tæerne krummes. Men: Tæer, der krummes for at svømme crawlben med strakt fod, giver (meget ofte) krampe. I læggen eller tæerne eller foden eller alle tre steder på én gang. Av!

Nogle gange betyder krampe slut med crawlben for den dag, fordi krampen blusser op, så snart foden bevæges i vandet. Efter sådan en omgang kan man godt få lyst til at opgive det der med crawlben. Det går jo også fint med pull buoy eller våddragt og hvad skal man dog også bruge sine ben til i crawl?

Glem det. Crawl bliver a-l-d-r-i-g rigtig godt uden crawlben. Husk dine crawlben! Fødder strækkes efterhånden, helt af sig selv, når du svømmer crawlben, da crawlben bevirker et vist vandpres på fodens overside, der er med til at strække foden. Løbefødder kan altså godt svømmes om til svømmefødder, men det kan tage laaang tid, koste meget energi og mange kramper undervejs.

Gør løbefod til svømmefodHeldigvis er der andre måder at få has på en stram løbefod på: Strækøvelser.

Strækøvelsen her kan laves siddende eller stående, helst uden sko. Lav den foran tv’et. Når du børster tænder. Skræller kartofler. Hvorsomhelst. Nårsomhelst. Flere gange om dagen.

Strækker du forsiden af lårene ud efter løb, så stræk foden med ved at tage fat i skoens tå. Skosnavs på bukserne kan jo vaskes af …

Hav tålmodighed, det tager tid at trylle løbefødder om til svømmefødder, men det er DEJLIGT, når det en dag lykkes!

 

 

 

 

* Her betyder svømmefødder ikke dem af gummi eller plastik, men dem af kød og blod: Svømmefødder er fødder, der danner en næsten lige linje mellem ben og fod, når et ben løfter en afslappet fod opad/fremad.

Dansk Svømmeunion 2013
Slip våddragten

Trackbacks

  1. Svømmefødder naturel, indlæg fra swimout.dk siger:

    […] http://swimout.dk/2013/svommefodder/ […]

Follow

Get every new post delivered to your Inbox

Join other followers:

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig bedre oplevelser på hjemmesiden. Mere information

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig en bedre oplevelse på hjemmesiden. Klik "Accepter" på banneret herunder, hvis du synes, det er OK. Accepterer du ikke cookies, vil der være ting på SwimOut.k, der måske ikke bliver vist rigtigt eller slet ikke bliver vist.

Luk vindue