Copenwater!

Uden svømbart vand og ildsjæle, ingen svømmeklub med hjemsted i naturen. Da de to ting på forunderlig vis smeltede sammen i Amager Strandpark, opstod Svømmeklubben Copenwater.

Svømbart vand er der masser af omkring Amager Strandpark: Det trygge, overskuelige vand i lagunen, det “rigtige” åbne vand i Øresund og den ret trafikerede kanal mellem lagunen og Øresund. Copenwaters ildsjæle har masser af svømmerfaring, både inde og ude, og nu har de fundet sammen for at give svømmeinteresserede københavnere noget, de hidtil kun har kunnet drømme om: En svømmeklub, hvor træning og samvær primært foregår i naturen, ikke i et bassin. En rigtig svømmeklub. Med vedtægter, bestyrelse og regnskab, præcis som en traditionel svømmeklub. En klub med mål, mission og visioner.

Blandt Copenwaters mål er at skabe bedre vilkår for svømning i åbent vand og arrangere ugentlige træninger på flere niveauer.

Copenwaters mission handler blandt andet om at være samlingspunkt for åbent-vands-svømmere og understøtte fællesskaber på tværs af svømmeevne, men også om at inspirere til lignende tiltag andre steder i landet.

En af Copenwaters mere langsigtede visioner er at få svømning i åbent vand anerkendt som en særskilt sport. Det har andre arbejdet på i nogle år, så jeg begynder at tro på, at det lykkes. Ikke kun fordi det er en af Copenwaters visioner, men fordi svømning i naturen er verdens bedste sport – så selvfølgelig skal den anerkendes som noget helt for sig selv!

Læs mere om Svømmeklubben Copenwaters bestyrelse, mål, mission, visioner og hvordan du melder dig ind her:

www.Copenwater.dk 

www.facebook.com/Copenwater

Bestyrelsesmedlem Hans Henrik Heming styrede kameraet i Amager Strandpark den 17. maj 2015 og er derfor ikke med på billedet herunder, hvor toppen af Copenwaters bestyrelse og en træner smiler til fotografen efter en forårskølig svømmetur på Copenwaters hjemmebane.

copenwater_may2015_slider

Fra venstre:

Christian Damgaard, formand for Svømmeklubben Copenwater
En garvet åbentvandssvømmer med en tur over den engelske kanal på sit svømme-cv. Uden våddragt, selvfølgelig, da det ifølge Christian er den mest naturlige måde at svømme på. Formand Christian har tidligere været træner på åbent vand-hold  i svømmeklubben USG. Når Christian ikke svømmer, arbejder han på færdiggøre sit kandidatstudium i Human Geography på Københavns Universitet.

Casper Nordahl-Meyer, kasserer i Svømmeklubben Copenwater 
En af de hurtige fisk, som de siger på Amager, og en mand med mange jern i ilden. Casper er vant til at strukturere sin hverdag som konsulent for ergonomisk tilpasning af handikapbiler, som selvstændig erhvervsdrivende, svømmetræner, sommerhusudlejer og familiefar, så en post som kasserer får han også plads til. Når Casper svømmer udenfor, fanger han gerne pigvar med hænderne – og tager dem med hjem til aftensmad!

Jesper Damgaard, næstformand i Svømmeklubben Copenwater
Bror til formanden og med et svømme-cv, der er mindst lige så langt som formandens, så selvfølgelig inkluderer det også en kølig tur over den engelske kanal. Jesper arbejder på Gentofte Rådhus, mens han færdiggør sit speciale i statskundskab. Jesper tror på, at åbent-vands-svømning er kommet for blive og brænder for at give andre svømmeglade værktøjer til at kunne svømme sikkert og godt derude.

Yderst til højre står Sophia Skou, træner hos Svømmmeklubben Copenwater. Sophia har en imponerende international svømmekarriere i Svømmeklubben KVIK Kastrup bag sig, men tabte sit hjerte til åbent-vands-svømning  i 2014. Sophia har undervist i bassinsvømning i mange år og har masser af svømmetricks at dele ud af.

På billedet savnes:
Bestyrelsesmedlem Hans Ahle Olsen, som også bliver en del af Copenwaters trænerstab. Hans har svømmet udenfor længere end nogen kan huske og synes først, man kan tale om rigtig åbent-vand-svømning, når der er solide bølger på Øresund.

Træner Trine Gudnitz er en af de ret få, der har svømmet Open Water World cup stævner for Danmark. Trine har undervist i svømning på mange niveauer, både ude og inde, så det er en særdeles erfaren kvinde, der indgår i Svømmeklubben Copenwaters trænerteam.

I 2013  startede bestyrelsesmedlem Hans Henrik Heming to ugentlige åbent-vand-fællestræninger i Amager Strandpark: “Svøm solen i sænk” onsdag aften og “Liv i lagunen” søndag morgen. Begge initiativer beholder navnet, men bliver i 2015 også til Copenwater-fællestræninger, hvor alle kan dukke op og svømme med. Regulær undervisning og vaskeægte klubånd får man dog kun, hvis man melder sig ind i Svømmeklubben Copenwater.

Da fire af de fem bestyrelsesmedlemmer indgår i svømmeklubbens trænerteam, har både trænere og bestyrelse (selvfølgelig!) været på åbent-vand-trænerkursus og har enten deltaget eller deltager snart i et af Dansk Svømmeunions Red din makker-kurser. Det er da klasse!

Som det måske fremgår, kan jeg dårligt få armene ned, når talen falder på Svømmeklubben Copenwater. Jeg tror på dem. Tror på ideen. Tror på, at bestyrelse og trænere sammen formår at igangsætte og drive den formentlig første traditionelt organiserede udendørs svømmeklub Danmark har haft i mange, mange år.

Tilbage er kun at ønske Svømmeklubben Copenwater al mulig HELD OG LYKKE!

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig bedre oplevelser på hjemmesiden. Mere information

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig en bedre oplevelse på hjemmesiden. Klik "Accepter" på banneret herunder, hvis du synes, det er OK. Accepterer du ikke cookies, vil der være ting på SwimOut.k, der måske ikke bliver vist rigtigt eller slet ikke bliver vist.

Luk vindue