Frie svømmefugle

Det er mindre end fem år siden, svømmere i Øresund ikke mødte andre svømmere end dem med gæller eller vinger og det kunne koste mange overtalelser at lokke en svømmemakker med ud. Nu skal man nogle steder sno sig for ikke at kollidere med andre frie svømmefugle med havtasker, våddragter og glade smil eller sammenbidte miner.

Svømning i naturen er i imponerende fremgang, de sidste fem år har været én stor svøm-ud-bølge. Derude møder man både svømmefugle, der svømmer sig fri af bassinerne og landkrabber, der bare må lære at svømme, fordi hav og sø trækker i dem. Alle kaster de sig mere eller mindre frygtløst ud i vand, der ikke er pakket ind i fliser. Svøm-ud-bølgen er slet ikke færdig med at vokse, i 2015 bliver den helt sikkert større end nogensinde før.

De danske svømmeklubber er lidt usynlige i svøm-ud-bølgen. I “min” svømmeklub handler det primært om, at det er for svært at flytte sikkerheden med ud i naturen. Et bassin er et overskueligt område for livreddere, pårørende, trænere, og instruktører, men princippet om, at en svømmer altid er under opsyn og hurtigt kan komme på land, eksisterer ikke i hav eller sø. Det er måske netop derfor, det er så skønt at svømme ude – fordi ingen holder øje med en? Fordi alt er på eget ansvar og ingen andre bestemmer? Fordi den eneste forpligtelse er at agere, så både du og din svømmemakker kommer i land igen?

Men NU vil de frie svømmefugle organiseres. Copenwater, med Amager Strandpark som foreløbig hjemmebane, Kystsvømmeklub Hornbæk og Svømmeklubben Nord/Spring i baljen i Aalborg konkurrerer lidt om at kunne kalde sig den første svømmeklub, der hører til i åbent vand. Det er måske lidt lige meget, hvem der kommer først – men spændende bliver det helt sikkert at følge med i, hvad klub-initiativerne udvikler sig til og hvordan frie svømmefugle vil tage imod dem.

Den 4. marts 2015 bliver der afholdt stiftende generalforsamling i Copenwater. Den 15. februar 2015 er der stiftende generalforsamling i Kystsvømmeklub Hornbæk. Indtil videre eksisterer klubberne kun på Facebook og i initiativtagernes hoveder. Følg deres udvikling her:

Svømmeklubben Copenwater

Kystsvømmeklub Hornbæk

Spring i baljen/Svømmeklubben Nord

frie_svoemmefugle_i_klub

 

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig bedre oplevelser på hjemmesiden. Mere information

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig en bedre oplevelse på hjemmesiden. Klik "Accepter" på banneret herunder, hvis du synes, det er OK. Accepterer du ikke cookies, vil der være ting på SwimOut.k, der måske ikke bliver vist rigtigt eller slet ikke bliver vist.

Luk vindue