Rundt om bøjer

Det er højsæson for udendørs svømmekonkurrencer, men hvordan kommer egentlig hurtigst rundt om de bøjer, der er lagt ud?

Det er lidt svært at forklare med ord, så den 16. juni 2015 mødtes Lærke Lilleøre og jeg ved Svanemøllen for at filme* hvordan man kommer rundt om en bøje uden at tabe rytme og fart.

Der findes (mindst) to slags bøje-vendinger: Træstamme-vending og polocrawl-vending.

Træstamme-vending  – når der er god plads
Træstammen-vendingen er den hurtigste måde at runde en bøje på, når der ikke er for meget trængsel omkring bøjen. Med et par træstammer ved en bøje-vending, gerne først-den-ene-vej-så-den-anden-vej, kan en svømmer med lidt træde-vande-hjælp fra benene skifte retning hurtigt uden at miste hverken rytme eller fart.

Lærke svømmer en “træstamme-bøjevending”:


Lærke fortæller: Ved en træstamme-vending skiftes fra crawl til rygcrawl og tilbage igen uden at ændre armenes rytme. En træstamme-bøjevending kræver øvelse OG en sikker og stabil kropsposition i vandet.

“Træstamme-svømning” (aka “fedtmulecrawl”): Med hjælp fra både arme og krop at rotere kroppen fra ryg til bryst og uden at ændre rytme, svømmes skiftevis et crawl-tag og et rygcrawl-tag. Træstamme-svømning kan laves ved at rotere samme vej mange gange (og måske blive lidt svimmel de første gange) eller vende rundt mod uret fra bryst til ryg og med uret tilbage på brystet (eller omvendt). Når man ikke drejer hele vejen rundt, men frem og tilbage, bliver man ikke så let svimmel.

For at kunne vælge den hurtigste vej både højre og venstre rundt om en bøje, skal der øves træstamme både med og mod uret, uanset om der drejes hele vejen rundt eller frem og tilbage. Det kan være en fordel at dreje indad mod bøjen (så du kigger ind mod på bøjen ved første drejning fra bryst til ryg) og modsat vej bagefter. Prøv det, mange gange, og find ud af hvordan træstamme-vendinger fungerer bedst for dig.

Fordi træstamme-vendinger kræver sikker kropsposition og god balance i vandet, skal de to ting være på plads for at få en træstamme-vending til at sidde lige i skabet. Både benspark på siden og træstamme-svømning/fedtmulecrawl styrker kropposition og balance i vandet, så udover at være gode øvelser til træstamme-vendinger, er det gode øvelser for alle, der gerne vil være (endnu) bedre til at svømme crawl.

Polocrawl-vending – når der er trængsel om bøjen
Er mange svømmere på vej om en bøje samtidig, kan en polocrawl-vending være et bedre valg. Det er svært at se på videoen, men Lærke bruger benene til at hjælpe kroppen med at skifte retning.

Lærke svømmer en polocrawl-bøje-vending:


Lærke fortæller: Polocrawl er crawl med hovedet over vandet. Hvis man svømmer i en klump, der runder bøjen samtidig, kan polocrawl-vending være det bedste valg. Polocrawl svømmes med korte armtag med den arm, der vender ind mod bøjen og lidt længere armtag med armen væk fra bøjen, så man ligesom “padler” sig rundt. Forskellen justeres efter hvor skarpt, der skal drejes. Polocrawl kræver en god spænding i mavemuskulaturen, så husk at træne mave- og rygmuskler. At mestre polocrawl er også vigtigt for at kunne orientere sig i vandet, så husk at træne polocrawl ofte, både når du svømmer ude og inde.

 

laerke_lilleore

Om Lærke Lilleøre:
24 år, fysioterapeut og “gammel” konkurrence-svømmmer, der nu giver den gas som triatlet.

Så meget gas, at Lærke i august 2015 stiller op ved VM på den halve Ironman-distance i Zell-am-See i Østrig.

Lærke underviser hos Formel76 i Snekkersten, læs mere om Lærke her: Formel76.dk/laerke-lilleore

 

 

 

 

 

*at filme: Betyder her at mine pølsefingre gør hvad de kan for at ramme de rigtige knapper på min telefon. Som det fremgår, vægtede vi muligheden for overhovedet at kunne filme højere end forventninger til fremragende film-kvalitet.

Havfriluftsliv.dk
Med kamera på panden
Follow

Get every new post delivered to your Inbox

Join other followers:

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig bedre oplevelser på hjemmesiden. Mere information

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig en bedre oplevelse på hjemmesiden. Klik "Accepter" på banneret herunder, hvis du synes, det er OK. Accepterer du ikke cookies, vil der være ting på SwimOut.k, der måske ikke bliver vist rigtigt eller slet ikke bliver vist.

Luk vindue