Ind i varmen

Den udendørs svømmesæson 2016 er ved at være forbi, men heldigvis har det været en både dejlig og lang sæson.

Maj og juni var vandet omkring Danmark dejligt tidligt-på-sæsonen-svømme-lækkert, men så gik der lidt du-danske-sommer-du-har-sveget-mig i den i juli og august. Heldigvis er dansk sommervand aldrig koldere, end man kan svømme i det, næsten uanset hvad vejrguderne finder på af sommerløjer. Det værste ved køligt sommervejr er, at det ofte hænger sammen med vind fra vest eller nord. Vestenvind i dagevis betyder brandmandsalarm på min hjemmebane, så der har været en del øv-dage med brandmand. Heldigvis er de danske søer 100% brandmandsfrie.

2016 har været lidt back to basics. Jeg har svømmet meget uden våddragt, uden kamera, uden ur (mere af nød end nødvendighed = lang historie!) og svømmet mange korte, laaangsomme, nydelsesfulde ture. Jeg har feriesvømmet lidt i Vesterhavet, Limfjorden, Aarhus-bugten og det sydfynske øhav – og NYDT det hele max. 2016 var også det år, jeg fik svømmet mit næst-langsomste Christiansborg Rundt nogensinde og selvom 10k-turen et par uger efter gik fint, skal jeg nok gå lidt mere til den i bassinet, hvis jeg ikke skal sakke helt agterud i 2017. Det handler vist om prioriteringer her …

2016-06-05-esrum-so

September 2016 har været fortryllende med varmere septembervand og -luft, end jeg kan huske. Og så, næsten fra den ene dag til den anden, faldt vand- og lufttemperaturerne til almindeligt oktober-niveau. Onsdag den 5. oktober svømmede jeg godt en kilometer uden våddragt i køligt vand og besluttede, at det var sidste bikini-svøm til mig i år. To dage efter var vandet ikke bare køligt, men så koldt, at selvom jeg havde våddragt på, er det (indtil videre!) min allersidste tur derude i år.

Den 2016-oplevelse, der kommer til at gå mest over i min private svømmehistorie, bliver nok den døde sælunge, der skyllede op for enden af Bengtasvej midt i september: En hovedløs sælunge i vandkanten, lige så død som de ofre for sælpesten, vi så på Anholt i 2002. Dagen efter var den skyllet helt op på den lille strand og der blev den liggende. Selvom det var en unge, var den for stor til at blive flyttet med de bare hænder, og hvor skulle vi også gøre af den, så efter nogle dage ringede jeg til kommunen og klagede min nød. To timer efter baksede to mænd sælunge-kadaveret, indhyllet i plastik, op til et køretøj på vejen og kørte det væk. De havde aldrig prøvet sådan noget før, men serverede alligevel flere røverhistorier om eksploderende vanddyr. De fik heldigvis fjernet sælen uden at efterlade (ret mange) spor, TAK!

Jeg har ikke taget så mange svømmebilleder i år, men en dejlig juni-dag havde jeg GoPro-kameraet med til Fredensborg og kunne tage hjem med en lille times pandeholdte video-optagelser med Carsten Jokumsen som svømmeturs-guide i Esrum sø. Optagelserne ligger stadig og venter på at blive redigeret og delt, en dag får jeg kigget på dem. En dag. Jeg har (heldigvis!) ingen billeder af den døde sælunge, så årets 2016-svømmebillede er fra den junidag i Esrum Sø.

TAK til alle I dejlige svømmevenner for samvær og samsvøm igennem (endnu) en dejlig udendørs svømmesæson i Danmark. Svøm godt derinde – vi ses derude i 2017!

Bassin-færdselsregler, 2
Christiansborg Rundt 2016
Follow

Get every new post delivered to your Inbox

Join other followers:

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig bedre oplevelser på hjemmesiden. Mere information

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig en bedre oplevelse på hjemmesiden. Klik "Accepter" på banneret herunder, hvis du synes, det er OK. Accepterer du ikke cookies, vil der være ting på SwimOut.k, der måske ikke bliver vist rigtigt eller slet ikke bliver vist.

Luk vindue