Den første gang

Min første gang var i en norsk fjord. Uden våddragt. Det var stort og fantastisk. Men også meget, meget overvældende. Og fremmed. Og lidt skræmmende.

Uanset om du føler dig draget mod at svømme i naturen eller er “kommet til” at tilmelde dig et triatlon-stævne eller en åbent vand-begivenhed, så gør din første gang til en god oplevelse FØR du stiller op i noget. Allerhelst sammen med en, der har prøvet det før. En, du er tryg ved, som kender det sted, I svømmer ud og som er parat til at give dig en god førstegangs-oplevelse. Et roligt sted uden alt for meget hurlumhej og uden forventninger til højt tempo og lange distancer. Mærk vandet, himlen, luften og NYD DET!

Især de første gange kan pulsen stige meget, når du går i vandet, især hvis vandet er køligt. Det er der sikkert nogle fysiologiske og psykologiske forklaringer på, men det er meget almindeligt og er som udgangspunkt ufarligt. Høj puls kan dog bevirke, at det kan føles som du nærmest ikke kan trække vejret, når du svømmer crawl. Kuren er: Vent! Gå roligt i, få hænder, krop og ansigt under vandet, men vent med at starte med at svømme, til pulsen er faldet igen. Tag et par svømmetag og mærk, om det er blevet bedre. Hvis ikke, så skift mellem at holde pause og svømme et par tag, indtil puls og vejrtrækning kan følge med, når du svømmer.

Kroppens reaktion på afkøling og den uvante situation kan kropsligt ligne en angstreaktion. Sammen med det sammensurium af nye sanseindtryk du får den første gang derude, kan krop og hjerne ret let blande angst- og kuldereaktioner sammen og fejlagtigt tro, der er grund til at være bange, selvom du “bare” har valgt at at lade dig køle lidt af i en uvant, og måske lidt skræmmende situation.

Er du det mindste utryg ved tanken om at svømme ud for første gang, så vent til vandet har en tålelig temperatur, dvs. ca. 18 grader eller over.

Vær forberedt på at svømme pilskævt den første gang. Det gør ingenting, du skal nok lære at navigere efterhånden! I naturen er der hverken banetove eller streg i bunden at navigere efter, så det gælder om at orientere sig over vandet. Hele tiden. Er din første gang med en erfaren udendørs svømmer, er din primære navigeringsopgave at svømme og holde dig tæt på din svømmemakker. Det er mere end rigeligt at skulle koncentrere sig om første gang.

Udstyr, du har brug for (i prioriteret rækkefølge, klik på fed tekst for at læse mere):

1. Svømmemakker eller kystvagt
2. Badetøj
3. Badehætte i stærk farve
4. Svømmebriller
5. Havtaske
6. Evt. våddragt

Ja, du læste rigtigt. Det vigtigste er have en at svømme med eller en til at følge dig på land. Svøm aldrig alene!

Om du har brug for våddragt afhænger af din kuldetolerance, dine mål og hvor og hvornår du svømmer ud. En våddragt gør det lettere at holde varmen i vand under 19 grader, så langt de fleste, der svømmer i Danmark, svømmer i våddragt. At en våddragt også gør noget godt ved flydeevnen gør den endnu mere attraktiv, især hvis man har lært at svømme crawl som voksen.

Uanset hvordan din første gang bliver svømmet, så svøm ud med De 7 Svøm-ud-råd in mente.

Den første gang

 

Follow

Get every new post delivered to your Inbox

Join other followers:

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig bedre oplevelser på hjemmesiden. Mere information

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig en bedre oplevelse på hjemmesiden. Klik "Accepter" på banneret herunder, hvis du synes, det er OK. Accepterer du ikke cookies, vil der være ting på SwimOut.k, der måske ikke bliver vist rigtigt eller slet ikke bliver vist.

Luk vindue