Svømmemakker

En svømmemakker er en svømmer, du følges med og holder øje med på din svømmetur. Til gengæld følges din svømmemakker med dig og holder øje med dig undervejs. Win – win!

En svømmemakker er det allervigtigste at have med, når du svømmer ud i det fri. Lær at svømme er godt nok baderåd nummer 1, men der er vist ikke mange, der kaster sig ud i længere svømmeture i naturen uden at kunne svømme. I mine 7 svøm-ud-råd har jeg derfor opgraderet Trygfondens baderåd nummer 2 til at være nummer 1: Svøm aldrig alene. Det primære og vigtigste råd for sikker svømning i det fri. Men også det mest besværlige, når man står og tripper for at komme ud at svømme. Alligevel kan jeg ikke anbefale det kraftigt nok: Brug tid og energi på at finde nogen at svømme ud med.

Svømmemakkere i morgensol ved Charlottenlund Strandpark

Her blot 3 ud af mange gode grunde til aldrig at svømme alene:

1.
Det er svært at redde sig selv og tilkalde hjælp, hvis man skulle få et ildebefindende i vand. Selv raske, unge svømmere kan få et ildebefindende. Selvfølgelig går det for det meste godt, men uheldet kan være ude, og især i vand kan det være fatalt at føle sig usårlig. Sker der noget uventet er det altid bedre at være to end at være alene, især når gælder om at få tilkaldt hjælp.

2.
Fire øjne er bedre end to til at få øje på medtrafikanter i vandet og to svømmende kroppe er mere synlige end en enlig svømmende svale. To svømmere fylder mere, larmer mere og gør vandet mere uroligt. Alle former for synlighed øger chancen for, at andre trafikanter får øje jer i tide, og derfor ikke kommer til at sejle jer ned.

3.
Det kan godt være dejligt at glide af sted i sine helt egne tanker, men det er både mere hyggeligt og bedre træning at følges med nogen. Passer I godt sammen, holder det tempoet og entusiasmen oppe at være to eller flere, ingen har jo lyst til at komme sidst.

Svømmemakker

Det optimale er en svømmemakker med samme ønsker og evner med hensyn til tempo, tid, sted, intensitet og svømmerute som en selv. Men livet er ikke altid optimalt.

Hvis du ikke har nogen at svømme med, kan du starte med at spørge dem, du kender. Du kan også melde dig på et svømme- eller trihold, der har fokus på svømning i åbent vand. Ikke kun for at blive bedre til at svømme, men også for at møde nogen at svømme ud med. Undersøg, hvad der tilbydes i din omegn. Vær tålmodig! Det tager tid at finde en eller flere svømmemakkere, der passer i hastighed og ambitioner.

I facebook-gruppen Svømmemakker i det fri og andre svømme- og triatlonggrupper på Facebook er der gode chancer for at møde nogen at svømme ud med, men uanset hvordan I mødes, så husk at det kan kræve tid og omtanke at finde svømmemakkere, der passer til dig. Det kan koste dig nogle ture, der ikke forløber helt efter dit hoved, men det er alt besværet værd.

Svømmer du ud med en, du har mødt via nettet og ikke kender på forhånd, så brug lidt tid på at lære hinanden lidt at kende, før I svømmer ud. Aftal reglerne: At I følges ad, også hvis den ene af jer indimellem må vente, mens den anden synes, det er svært at følge med. Svømmer du ud med en gruppe, er det det sikreste, at I før I svømmer ud fordeler jer i svømmemakker-par, så I holder øje med hinanden 2 og 2, evt. 3 og 3.

Trækker I vejret til hver sin side, så placer jer, så I ser på hinanden, og ikke væk fra hinanden, når I svømmer side om side. At følges ad betyder dog ikke nødvendigvis at ligge skulder ved skulder hele tiden. Det betyder, at begge svømmere hele tiden befinder sig indenfor hinandens syns- og råbevidde. Husk, at både syns- og råbevidde er kortere i vand end på land. Og jo værre vejr og jo mere trafik, jo tættere bør I svømme på hinanden.

Er du så heldig at finde en svømmemakker, der gerne vil svømme på samme tidspunkt og på samme sted som dig, skal du være endnu mere svært heldig, hvis vedkommende også svømmer i præcis samme tempo som dig. Det er selvfølgelig bedst, hvis I svømmer bare nogenlunde lige hurtigt, men selvom der er forskel på jeres tempo, kan I godt få noget ud af at følges ad. Den, der svømmer langsomst, kan tage svømmefødder / finner / zoomers på. Er det ikke nok, kan den hurtigste af jer svømme i volter, dvs. svømme et stykke foran og svømme i en bue til siden og bagud, udenom og forbi svømmemakkeren, for derefter at overhale, svømme et stykke forud, svømme i volte igen etc. Eller den hurtigste kan lave intervaltræning ved fx. at svømme 50-100 tag med fuld gas og så puste ud, imens han/hun venter på den langsomste af jer.

Opdateret 21. september 2013

Follow

Get every new post delivered to your Inbox

Join other followers:

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig bedre oplevelser på hjemmesiden. Mere information

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig en bedre oplevelse på hjemmesiden. Klik "Accepter" på banneret herunder, hvis du synes, det er OK. Accepterer du ikke cookies, vil der være ting på SwimOut.k, der måske ikke bliver vist rigtigt eller slet ikke bliver vist.

Luk vindue