
Str. L. Afprøvet indendørs.
- Løfter ben og hofter
- Påvirker ikke kropspositionen i øvrigt
Bukserne kan købes i Vandsport og Triatlons netbutik, som har en bod ved mange af Dansk Svømmeunions åbent-vand-arrangementer.
Pris (13. maj 2011): dkk 450, -
Uddybning
Dette er mere en omtale end en egentlig test, da jeg ikke har prøvet et par bukser, der passer mig. Jeg har prøvet et par i herrestørrelse L, hvilket var lige i overkanten. Til gengæld har jeg lokket 3 forskellige mænd til at prøvesvømme bukserne. De tre herrer er alle voksne triathleter, der har lært crawl som voksne eller er i gang med at lære det. Fælles for de tre er, at de har "tunge tri-ben", dvs. de løber og cykler meget, og der er ikke et gram overflødigt fedt at spore nogen steder. De kom alle både synligt og mærkbart højere op i vandet med underkroppen, og fik dermed mere fat i flyde-glide-fornemmelsen i crawl.
Som nævnt i indlægget om flydeevne har mænd med løbeben og meget lille fedtlag ofte en temmelig dårlig flydeevne. Det gør det sværere, men ikke umuligt at lære at svømme crawl. Noget af det lækreste ved at svømme crawl er fornemmelsen af at glide gennem vandet, ja nogle gange kan man næsten få fornemmelsen af at glide oven på vandet – og så bliver det bare ikke bedre. Ligger man tungt med benene, ligger det også tungt med at få den lækre flyde-glide-fornemmelse, og så er det bare hårdt arbejde at lære at svømme crawl.
Mormaii neoprenbukserne er lavet af 2.5 mm neopren og ligner almindelige badebukser. De virker som et par centimeters fedtlag om hofterne. Dvs. du får løftet hofter og lår højere op i vandet, og får derved mere fat i fornemmelsen af at flyde og glide. Lidt ligesom en pull buoy, men bukserne løfter mere naturligt og påvirker hverken kropsposition eller benspark på samme måde som en pull buoy. Sammenlignet med at træne i våddragt, så varmer bukserne ikke nær så meget som en hel våddragt, så det er til at holde ud at træne med dem i svømmehallen
Jeg har ikke lang erfaring med neoprenbukser, men jeg tror, de kan gøre det lettere for svømmere med tunge tri-ben at lære at crawle på den dejlige måde. Jeg vil tro, det kan være en god ide at bruge dem i de første måneder, når man lærer at svømme crawl. Når så kroppen har lært, hvordan crawl føles, når man ligger højt i vandet, så er bukserne sikkert slidt op og man kan klare sig uden.