Tørre HIKO sport neoprensokker

HIKO Sport neoprensokker:


  • Sidder godt fast på både fod og ben
     
  • Kan bruges med og uden våddragt
     
  • Giver opdrift til fødderne
     
  • Gode at svømme crawl med
     
  • Ikke så gode til brystsvømning 

 

HIKO Sport Neoprensokker kan bl.andet købes i Kano og Kajak Butikkens webshop, samt i de to fysiske Kano og Kajak Butikker i Skovshoved og Herlev.
Pris (pr 26. februar 2011): 129 dkk + evt. porto. 

 

Uddybning
Det skulle en kajak-roer til at overtale mig til at svømme med sokker. Jeg var egentlig i Kano og Kajak Butikken i Skovshoved for at kigge på vandtætte poser, men så kom vi til at snakke om kolde fødder. Ifølge butiksindehaver Peter Lillelund sælger de mange HIKO-sokker til åbentvand-svømmere. Så hvorfor ikke prøve dem?  

Som sagt så gjort: Først prøvede jeg sokkerne sammen med våddragten: Højre sok udenpå og venstre sok inde under dragten. Det er bedst at have sokkerne inde under våddragten, for ellers ender det vand, der ligger inde i våddragten, når man svømmer, nede i sokkerne, når man stiger op af vandet.    

Det er en lidt sjov fornemmelse at svømme med sokker, når man er vant til bare fødder, men begge sokker blev siddende, hvor jeg havde sat dem. Jeg svømmede også med sokker, men uden våddragt, og sokkerne sad stadig rigtig godt fast om både benet og foden. Dvs. at man også kan have glæde af sokkerne, når man svømmer uden våddragt eller i en våddragt med korte ben. 

HIKO neoprensokkerne er konstrueret af 3 stykker 3 mm neopren: Oversiden af foden/ forskaftet, bagskaftet samt sålen, der er beklædt med et blankt materiale, der gør sålen lidt stivere end resten af sokken. Jeg valgte den mindste størrelse, jeg kunne få på, for at der ikke skulle være plads til ret meget vand indenbords. 

Sokkerne er nogenlunde lette at få på, når både fødder og sokker er tørre, det bliver lidt sværere, når fødderne er våde. Hvis fødderne er våde, er det lettest at få sokkerne på, hvis de også er våde. 

At svømme med HIKO neoprensokerne føles som … at svømme med sokker på. Man mangler selvfølgelig vandføling på fødderne, fordi den velkendte fornemmelse af vand, der glider over fod, er væk, når man har sokker på.

Våde HIKO sport neoprensokker

Sokken sidder stramt uden at snære, og når man først har vænnet sig til den manglende vandføling, er det en god følelse af svømme med dem. Faktisk føles vandet koldt, når man tager dem af!

Da sokkernes bund er stivet af, er de mindre fleksible under foden end over foden og på skaftet. Det er lidt irriterende i starten, men man vænner sig hurtigt til det i crawl. Det er straks noget sværere at svømme brystsvømning. Dels er den lidt stive bund irriterende under brystsvømningsbensparket, dels får sokkernes opdrift fødderne så højt op i vandet, at bensparket nærmest ligger over vandoverfladen. Det kan man muligvis vænne sig til, hvis man virkelig vil. 

Peter Lillelund mente, at sokkerne bliver lidt større, når de bliver våde. Det er nu ikke meget, men selvfølgelig føles det anderledes, når der er vand i sokkerne, end når de er tørre. Der trænger vand ind i sokkerne, især i hulrummet under foden. Hvor der luft, når sokkerne er tørre, vil der være vand, når du svømmer med dem. Sokkerne er forholdsvis smalle over tæerne, så medmindre du har meget smalle fødder, kommer du nok til at vælge mellem bevægelsesfrihed til tæerne og ikke-så-meget vand i sokkerne. 

Alt i alt kan HIKO neoprensokkerne anbefales til svømmetræning i åbent vand.


 

Ellen Garne, februar 2011

   

  

Skriv et svar

*

<