
Nineteen Frequency svømmevåddragt
Kvindemodel, str WS.
- Super-fleksibel omkring skuldrene
- Virkelig god opdrift i underkroppen
- En hurtig dragt
- Lav, blød halskant uden sømme
- Meget delikat, elastisk og
tynd neopren i overdelen
- Forholdsvis synlige farver
Nineteen Frequency kan købes via nettet på DDTri.dk, der også lejer våddragter ud.
Pris (14. juni 2011): på tilbud til dkk 3495, normalpris 4295,-
Uddybning
Nineteen Frequency er Nineteens top-model, og med en normalpris på 4295,- kan man tillade sig at forvente noget særligt. Og den er da også noget særligt, Nineteen Frequency: Materialet omkring skuldre og arme er meget tyndt og blødt, næsten delikat at røre ved. Præcis skulderpartiet er jo det sted på en svømmevåddragt, hvor man ikke ønsker sig opdrift og varme, men udelukkende fleksibilitet.
Våddragtens underdel er mærkbart tykkere end den smidige overdel. Specifikationerne siger, at underdelen er syet i 5 mm neopren, dog bortset fra et lidt tyndere panel bag på underbenene. Overdelen er syet i 1.5 mm neopren, hvilket er så lidt, at man ikke kan andet end at behandle den forsigtigt – ikke noget med at rive, flå eller sætte neglene i.
Der er selvfølgelig skrå åbning ved foden, så dragten ryger forholdsvis let over fødderne. Den glider også let over lår og hofter, måske fordi jeg efterhånden har fået taget på at trække Nineteens ret tykke neopren på med fingerspidserne.
Dragten er lidt smallere om hofter, lår og arme og den er lidt længere i benene end de øvrige Nineteen-modeller. Dragten passer mig nærmest perfekt, den sidder helt tæt, men uden at snære. Jeg er dog lige nødt til at trække dragten et lille stykke op af benene, men det er bare mit lod i livet.
Bag lynlåsen sidder en bred flap, der vel skal mindske vandindtrægning ved lynlåsen. Det er fint nok, men flappen sidder lidt i vejen for lynlåsen. Med lidt tålmodighed kan jeg, på grund af både dragtens og mine egne meget fleksible skuldre, alligevel lige præcis lukke dragten selv – hvilket jeg ikke kan med de øvrige Nineteen modeller.
Halskanten er god. Den er blød og lav og helt uden sømme. Så lav, faktisk, at den ikke klemmer på min hals, selvom jeg står på land med dragten lukket helt i nakken. En ekstra neoprenflap placeret mellem lynlås og nakke forhindrer lynlåsen i at gnide mod nakken, så der er bestemt tænkt over, hvordan man kan forhindre gnavsår. Træerne er høje i Canada (hvor Nineteen har hovedsæde), men de vokser nu ikke helt ind i himlen, så husk vaselinen på lange ture, især i starten af sæsonen.
Nineteen Frequency er super-skøn at svømme i. Så kort kan det siges. 5 mm neopren giver virkelig god opdrift i underkroppen, måske lige lovlig meget efter min smag. På lange ture kommer jeg til at dovne den så meget med benene, at fødderne bliver kolde og stive. Men det er nok bare noget, jeg må arbejde på

Skulle man ønske sig noget, når det nu ER en topmodel, så er det en lidt bedre finish i limningerne. Især den søm, der går hen over brystet, kunne trænge til lidt mere kærlighed i produktionsprocessen.
Jeg kunne også ønske mig et lille stykke velcro at "hvile" halslukningsvelcroen på, når man tager dragten af og i øvrigt håndterer den (transport, skylning, hænge på bøjle). Der sidder et lille stykke velcro for enden af lynlåssnoren, man kan bruge, men det kan man først håndtere, når dragten er kommet helt af – og da er det for sent, for da har velcroen allerede bidt sig fast i indersiden af dragten. Dette har jeg ikke oplevet som et problem ved andre dragter, man river jo bare velcroen af, men fordi Nineteen Frequency er så tynd i overdelen, føles det som om den ikke skal rives for meget i.
Til sidst undrer det mig, at der ikke er nogen, der snart finder på noget smart med lynlåssnoren, mens man svømmer. Hvorfor skal den hænge og dingle? Jeg bryder mig ikke om at have den oppe i badehætten, der er allerede rigeligt til at skarve og genere i den region, der må da kunne opfindes andre løsninger – måske noget med små stykker velcro bag den yderste lynlåsflap?
Alt i alt er Nineteen Frequency en virkelig dejlig våddragt, der både giver rigtig god opdrift i underkroppen og en fantastisk bevægelsesfrihed omkring skuldrene. Det er vist også en hurtig dragt. I hvert fald blev både dame- og herreklassen ved DM i Triathlon-sprint 2011 vundet med Nineteen Frequency-dragter. Line Jensen og Emil Dalgaard vandt hhv. dame- og herreklassen. De lagde endda begge ud med at svømme dagens hurtigste tid for hhv. damer og herrer, begge svømmende i Nineteen Frequency.
Ellen Garne, juni 2011