Det er ikke vanvittig behageligt at få koldt vand i ørerne. Nogle mennesker kan ligefrem blive utilpasse eller føle sig søsyge, hvis de får en masse koldt vand ind i ørerne.

Heldigvis hjælper en badehætte rigtig meget på det problem, og af hensyn til synlighed bør du alligevel altid svømme med en badehætte i en synlig farve, når du svømmer i det fri. Træk badehætten godt ned over ørerne, så bliver det vand, der trænger ind under badehætten, efterhånden varmet op af din kropsvarme. Hvis du stadig synes, du får ubehageligt meget koldt vand i ørerne, kan du enten tage en ekstra badehætte eller en neoprenhætte på inde under din "trafiksikkerheds"-badehætte.

Får du stadig for meget koldt vand i ørerne, har du tendens til svømmer-ører eller hader du bare at have vand i ørerne under og efter træning, er der ingen vej uden om ørepropper. Man kan få ørepropper specielt udviklet til svømmebrug (søg på nettet eller spørg, der hvor du køber svømmeudstyr), men man kan også bare købe nogen i et supermarked, på apoteket eller hos en materialist. Risikoen for svømmer-ører skulle i øvrigt være størst, når man svømmer i ferskvand, så måske kan dit svømmer-øre godt tåle, at du svømmer i saltvand. 

Ulempen ved ørepropper er, at det nedsætter din hørelse. Det betyder måske ikke så meget i en svømmehal, men udendørs er det ret praktisk at kunne høre, hvis der er nogen, der råber efter dig eller hvis en motorbåd nærmer sig. Så hvis du kan klare dig med to badehætter er det mere sikkert end ørepropper. Hvis det kun er et af dine ører, der driller, kan du også eksperimentere med at have en øreprop i det ene øre, så du kan høre med det andet.        

       

Skriv et svar

*

<