Våddragt

En svømmevåddragt bliver hurtigt din allerbedste ven, for vandtemperaturen når sjældent ret meget over 20 grader i de danske farvande, og selv ved 20 grader sker der en vis afkøling af kroppen, hvis du svømmer i almindeligt badetøj. En våddragt holder dig dejlig varm, den holder dig oppe og den kan få dig til at svømme (endnu) hurtigere end du kan svømme i badetøj.

wetsuits_2015Den skal passe!
Det allervigtigste for en svømme-våddragt er, at den passer godt. Det finder du kun ud af ved at prøve den på. Butikker, der sælger svømmevåddragter, er ofte fulde af praktiske og personlige råd, men personlig betjening kan selvfølgelig ikke være gratis. Derfor er det ofte billigere at købe en våddragt over nettet, men enhver krone for personlig og saglig våddragts-rådgivning er som regel givet godt ud.

Det kan være svært at begribe, at en svømmevåddragt skal være SÅ stram, så mange (inklusiv mig selv) køber den første svømmevåddragt lidt for stor. En våddragt skal sidde stramt. Meget stramt. Helst over det hele, for ved alle løse steder er der plads til vand under dragten, der kan være svært at varme op og tungt at trække med sig.

Er du til førstegangs-våddragtsprøvning, så regn med at svede som en hest i de 10-20 minutter det let kan tage at få en ny våddragt på og få den til at sidde som den skal. En våddragt kan stramme ubehageligt meget om halsen, når man står op, men det går over, når den bliver våd og kroppen går fra lodret til vandret. Medmindre du står i et prøverum, er det derfor mest behageligt først at lukke våddragten lige før, du går i vandet.

Et par tommelfingerregler:

– En våddragt skal sidde stramt og helt tæt til hele kroppen

– En våddragt må gerne stramme i halsen, når du står op

– Kan du selv lukke en ny svømmevåddragt, er den sikkert for stor

– Føles en ny, lynet våddragt totalt komfortabel, når du står op, er den sikkert for stor

– Tager det mindre end 2 minutter at tage en ny våddragt på, er den sikkert for stor

– Hellere for kort på ben og ærmer end for bred på kroppen

– Jo tyndere en våddragt er, jo mindre holdbar er den

– Tag producenternes størrelse-skemaer med et gran salt (jeg svømmer i S og XS, selvom jeg ifølge måleskemaer passer str M)

Hvilken slags våddragt?
Du kan i princippet svømme i en hvilken som helst våddragt, men en svømmevåddragt er uden sammenligning det bedste at svømme i. Rigtige svømmevåddragter er tyndere end andre typer våddragter, dvs. typisk 2-3 mm tykke omkring krop og arme og 3-5 mm omkring underkroppen.

Våddragter til andre former for vandsport kan være 4-5-7 mm tykke over det hele og er lavet af tungere og grovere materiale. Vigtigst er det dog, at en svømmevåddragt både er ekstra tynd og ekstra fleksibel omkring skuldrene og dermed er både meget lettere og mere behagelig at svømme i end våddragter til anden vandsport. Selvom du svømmer i en svømmevåddragt, vil det nok alligevel føles lidt hårdere for skuldrene og overarmene (især triceps) end at svømme med bare skuldre, men det vænner man sig hurtigt til.

Svømmevåddragter kan gnave på halsen og i nakken, men risikoen er større og gnavsårene ofte værre, hvis du svømmer i en ikke-svømmevåddragt. Gnavsårene ligner og føles som brandsår, så det er værd at undgå dem! Husk at smøre vaseline eller andet “smørelse” på halsen, evt. også ved håndleddene, især hvis du skal ud på en længere tur i en våddragt, du ikke har prøvet før eller du svømmer i en ikke-svømmevåddragt. Undgå vaseline på svømmebrillerne, brug evt. en plastikhandske til vaselinen.

Våddragt til crawl
Vil du svømme crawl hele den danske udendørs-sæson skal du gå efter en heldragt, dvs. en våddragt med lange ben og lange ærmer (på engelsk en Long john). Noget at det første, du vil lægge mærke til, når du svømmer i våddragt er den ekstra opdrift, særlig omkring hofter og ben. Har du lært at svømme crawl som voksen er det sikkert lettere for dig at svømme crawl med våddragt end uden. Er du en meget dygtig crawler eller lærte du crawl som barn, betyder opdriften omkring benene ofte mindre, og du vil muligvis opleve, at dragten mest gørsig bemærket ved at hæmme bevægelse i skuldrene. Læs evt. mere om crawl og forskellen på udendørs og indendørs svømmeteknik her.

Hvis du finder det meget ubehageligt at have noget omkring skuldrene, eller får du det for varmt i en heldragt, kan du kigge efter en våddragt med lange ben, men uden ærmer. Det er lidt svært at få sådan en til at holde tæt omkring skuldrene, så udover, at dine arme bliver kølet af, er det også lidt køligere for din krop. Det er dog stadig meget varmere end at svømme i almindeligt badetøj.

De første år svømmede jeg enten i almindeligt badetøj eller i hel neoprendragt, men i 2012 anskaffede jeg en dragt med korte ben og uden ærmer. Den svømmer jeg mest i, når det er for varmt til våddragt og jeg følges med nogen, der svømmer lidt langsommere end mig, når vi begge svømmer i heldragt – for sammenlignet med heldragt er en short john langsommere at svømme i.

Brystsvømning i våddragt
Svømmer du brystsvømning, er en våddragt med korte ben bedst (På engelsk: short john). Det er ganske behageligt med mere opdrift i benene i crawl, men ikke så rart i brystsvømning. Mange brystsvømmere føler, de tipper forover (=hovedet ryger ned under vandet!) i dragter med lange ben. Det kan også føles som om bensparket ligger i eller over vandoverfladen, og så kommer man jo ingen vegne. Tilvænning hjælper, så hvis du vil svømme brystsvømning i en heldragt, kan det godt lade sig gøre at lære.

Brystsvømmere kan opleve, at der løber vand ind ved ærmegabene i dragter med korte eller ingen ærmer. Måske fordi man i brystsvømning bevæger armene på tværs af svømmeretningen?

Vil du gerne svømme i det fri, men ikke har mod på at lære at svømme crawl, vil du måske blive glad for en våddragt med lange ærmer og korte ben, dvs. så dragten slutter lige over knæene – men dem er det er nærmest umuligt at opdrive. Så: hvis du ikke kan leve uden en dragt med korte ben og lange ærmer, kan du klippe noget af benene på en heldragt. Måske får du brug for lidt heksesnot/sort neoprenlim, hvis du skal klippe i en søm, men i de fleste dragter er det uproblematisk at klippe noget af benene – våddragt-ben er jo fx. ikke “sømmet op”, de slutter bare.

Og hvilken farve vil du så gerne have – vi fører den i sort og i sort!
Jeg ville gerne kunne anbefale våddragter i stærke farver, da det gør svømmere lettere at få øje på i vandet. Desværre er de fleste svømmevåddragter sorte, i bedste fald med reklamefarve på brystet. Producenterne er blevet bedre til at putte farver på deres våddragter, og jeg håber, de bliver endnu bedre de næste år. Hvis der er tæt løb i valget mellem en sort våddragt og en våddragt med klare farveaftegninger på ærmer og/eller mave og ryg, så vælg den med farverne.

Lån dig frem i starten
Hvis du aldrig har svømmet i en våddragt og ikke ved, om svømning i det fri er noget for dig, så start med at låne eller leje en våddragt. Spørg dig for i din omgangskreds eller i diverse facebookgrupper for svømmere/triatleter. I større byer er der forår/forsommer en del arrangementer, hvor man gratis eller mod betaling kan prøvesvømme våddragter ude eller inde.

Mere om våddragter:

– Reparer din våddragt (2015) 

Forårsklargøring (2015)

Synlige våddragter (2013)

Gnavsår 2 (2012)

Våddragtscrawl (2011)

Gnavsår (2011)

Stram våddragt? (2011)

Træk den på (2011)

Opdateret 29. juni 2015

Follow

Get every new post delivered to your Inbox

Join other followers:

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig bedre oplevelser på hjemmesiden. Mere information

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig en bedre oplevelse på hjemmesiden. Klik "Accepter" på banneret herunder, hvis du synes, det er OK. Accepterer du ikke cookies, vil der være ting på SwimOut.k, der måske ikke bliver vist rigtigt eller slet ikke bliver vist.

Luk vindue