Esrum OW 2011: X-treme

Carsten Jørgensen var også med ved det sidste store åbent-vand-arrangement i Danmark i sæson 2011: Esrum Open Water. Carsten valgte den længste distance, X-treme, og her er hans beretning fra en kølig svømmetur i meget smukke omgivelser:

Serien af årets Open Water arrangementer 2011 blev lørdag den 10. september afsluttet med Esrum Open Water. Esrum Open Water blev afholdt første gang i 2010, hvor jeg desværre ikke kunne være med.

Esrum Sø er kun Danmarks næststørste sø, men er til gengæld den mest vandrige sø i Danmark. Søen er godt 8 km lang og ca. 3 km på det bredeste sted. På det dybeste sted i søens nordlige ende er der mere end 22 meter til bunden. Esrum Sø er indehaver af en spøjs verdensrekord: Den mest videnskabeligt undersøgte sø i verden 🙂 Alt dette og meget mere er at læse i det digre værk Esrum Sø til vands og land.

Esrum Open Water 2011: Startområdet i NødeboEsrum Sø sætter en spektakulær ramme om arrangementet med Gribskov på vestsiden og Fredensborg Slotspark på østsiden. Der var 3 distancer at vælge imellem på hhv. 925, 1.750 og 3.000 meter. Man krydser kun søen på de to længste ruter. Jeg havde tilmeldt mig X-treme, dvs. den længste distance. Jeg faldt i snak med en lokalkendt, der kunne fortælle, at vandtermometeret ved bøjen i Esrum Sø de seneste dage havde vist 15,6 grader. I arrangørens email dagen før blev der lovet vandtemperatur på 17 grader. Vandet føltes ganske friskt, så mon ikke temperaturen har ligget et sted mellem de 15,6 og 17 grader?

De 2 længste ruter havde start ved kajakklubben i Nødebo. Der herskede en del forvirring om hvor man skulle svømme, og det gjorde det ikke bedre, at stævnespeakeren også virkede tvivlende. Hvor var det nu præcis man skulle svømme for de 2 ruter? Ude på ruten var afmærkningen heller ikke optimal, da bøjerne lå så langt fra hinanden, at de var svære at se. Bedste bud var at svømme efter andre deltagere på samme distance. Det var nu også en lidt tvivlsom løsning, da der i samme heat var flere forskellige farver badehætter. Jeg har ikke deltaget i mange open water arrangementer, men ved Vikinge Svøm 2011 var stævnespeakerens formidling af informationer både lettere at høre og lettere at forstå.

Esrum Open Water 2011: Starten fra NødeboTilbage til selve svømmeturen: De tre ruter kan ses her, X-treme-ruten, som jeg var tilmeldt, er den gule rute. For lidt over en måned siden svømmede jeg 2.000 meter distancen ved Amager Open Water. Her var mit fokus helt klart at få en så hurtig tid som muligt. På Esrum Sø var formålet primært at få en god oplevelse. Jeg lagde derfor ikke specielt hårdt ud, og tog mig også tid til flere gange at stoppe op og nyde udsigten. Jeg har aldrig oplevet Gribskov fra den vinkel! Efter turen over søen var der vendepunkt ved Kongebroen. Her blev det også tid til et kort ophold for at betragte den smukke bro. Den nuværende Kongebro er anlagt i 1996, men der kan spores en bro helt tilbage til 1723 på stedet. Efter Kongebroen svømmede vi langs østsiden af søbredden til Esrum Sejlklub i Sørup. Jeg kom i mål på 52:02, hvilket jeg er ganske godt tilfreds med, mine små stop undervejs taget i betragtning.

Esrum Open Water 2011: Carsten går i land efter X-treme-turenTil trods for min kritik at visse praktiske forhold ved arrangementet, vil jeg til hver en tid deltage igen. Der er helt specielt ved at svømme i søerne fremfor saltvand og Esrum Sø er nogle fantastiske rammer – et smukt arrangement.

Vi ses til Open Water stævnerne i 2012!

Amager OW 2011: 10 km

Ved Amager Open Water 2011 var Stig Haldan ude på sin første 10 kilometers svømmetur. Modigt gjort, Stig, og godt svømmet! Stig er triatlet, har svømmet Christiansborg Rundt 3 gange og er ikke bleg for at dele sine oplevelser fra en svømmetur, de færreste af os får trænet os op til at gennemføre. Så her er hans historie om 10 kilometers svømning, bogstavelig talt i bølgen blå, for det var blæsevejr på Amager den dag.

Amager Open Water, 10 km. Beretning fra en debutant, Stig Haldan (45 år)
Lørdag den 20. august 2011 deltog jeg i mit første langdistanceløb, Amager Open Water, 10.000m, som i dagens anledning også var DM på distancen. Min beretning fra dagen:

Valgte tidligt check-in og var i startområdet kl. 12.30, dvs. godt 1,5 time før start. Gik lidt omkring og forsøgte at forestille mig svømmeruten omkring Amager Strandpark. Frisk vind fra nordvest, ca. 7-10 sek/m,  spredte skyer, betød, at der var bølger i Lagunebassinet for enden af Jollevej (startområdet for Challenge Copenhagen). Tjekkede DMI for en opdatering af bølger og strømforhold. 2-3 knobs strøm, sydgående.

Var overbevist om, at vi ville svømme mod nord først og dermed svømme i modvind, modstrøm og modbølger de første 1,5 km inden i lagunen, for derefter at have medstrøm og medbølger på den åbne strækning på ca. 2,5 km ude i Øresund. Viste sig at være en korrekt antagelse; den endelige rute blev først meldt ud ca. 15 minutter før start 🙂

Lidt overraskende for mig var der ikke lagt bøjemarkering ud på selve ruten. Det var således op til svømmerne selv at navigere rundt om lavvandsområderne i den nordlige del af kanalen og ikke mindst ved Nordmolen og derefter. Forstår at ledelsen i KVIK (den arrangerende klub) mente, at det ville være let at svømme rundt om Amager Strandpark…. 🙂 Dét kan jeg så oplyse, IKKE er tilfældet. Var dog glad for, at selve Lagunen er “hjemmebane” i min træning, så jeg var i kendt farvand på første del af ruten.

Selve starten gik fint. “Turbosvømmerne” lagde voldsomt ud, og jeg holdt mig pænt i læsiden af feltet og lod mig på ingen måde rive med af den hurtige start. Fandt min egen rytme og holdt fokus på at svømme den direkte linje mod første bro.

Danielle Kellers billede af to overdommere i en gummibåd på havet ved Amager OW 2011

Rundede Nordmolen sammen med to andre svømmede, som jeg valgte at lægge mig på fødder af. Det viste sig at være et uklogt valg. Den første svømmede i retning tæt ind mod stranden, og den anden valgte at svømme længere ud… hmm. Var nu alene med kurs mod “Pynten”. Det var virkelig en udfordring, fordi det var rigtig svært at se Pynten, mens jeg svømmede, så jeg måtte stoppe op og strække hals et par gange for at sikre mig, at jeg var på rette kurs. Det var en smule stressende, fordi jeg ikke var forberedt på navigations-problemer efter blot 2 km svømning.

Nåede Pynten og skulle derefter finde molen ved “Anløbskajen”. Som det fremgår af kortet fra Challenge Copenhagen, skal der svømmes i en direkte linje og ikke ind langs med kysten. Det vidste jeg på forhånd og havde da også før starten udset mig Marriott-hotellet og kontrol-tårnet i lufthavnen som pejlemærker. Selv om jeg var overbevist om, at jeg var på rette kurs, var det alligevel underligt at svømme i blinde. Det var skyet og med bølger på 25-35 cm er det langt sværere at navigere, end de fleste forestiller sig. Og det var helt umuligt at se molerne, idet de flyder 100% sammen med baggrunden. Der var da også et par uheldige svenskere som svømmede forbi – suk!

Svømmere i våddragt der svømmer hen mod kameraet efter 5/første halvdel af 10 km ved Amager OW 2011Vel rundt om molerne kom jeg igen ind i kanalen og her ventede et kajakpolohold i fuldt sving. De viste sig heldigvis meget hensynsfulde og gav mig plads. Tusind tak. Passerede derefter Lagunebroen og kunne se frem til første pit-stop efter 5.000m, herligt. Det gav fornyet energi.

Selve pit-stoppet forløb fint. Mellemtid på 1 time 25 min. for de første 5 km, helt efter planen. Var på rette kurs mod målet: 10.000m på under 3 timer!

Ud af vandet – op på stranden, fat i min vanddunk og en gel strategisk placeret i en plastikkasse ved mellemtidsmåtten – og derefter retur til anden runde. Det var faktisk rigtig dejligt at komme i gang igen efter blot 1 minuts pause. Svømmede med overskud og en følelse af, at nu går det virkelig fremad. Var ikke længere nervøs, fordi jeg nu vidste, hvad der ventede mig, og vel også fordi jeg for hvert svømmetag kom tættere og tættere på målet. En rigtig dejlig følelse. Ingen midtvejskrise, tværtimod. Svømmede nu helt alene, da langt hovedparter af deltagerne enten svømmede 2.000 m, 5.000 m, var foran mig eller skulle det senere vise sig… havde valgt at stoppe halvvejs pga. af vind, kulde og vanskelige navigationsforhold.

Det lyder underligt, men jeg nød virkelig de næste 3 km. Var 100% i “zonen” og svømmede uden at tænke over det. En dejlig følelse. Løbere kalder det for “runner’s high”, vi kan vel kalde det for “swimmer’s high”: Endorfiner udskilles ved hårdt arbejde der påvirker hjernen, så Endorfiner kaldes med rette kroppens egen narkotika 🙂 Bare herligt.

Nåede vendepunktet mod nord og kunne nu glæde mig til det vanskelige stykke, idet jeg var overbevist om, at jeg nu kunne finde vej. Første rigtige krise kom, da jeg følte, at “Pynten” pludselig var længere og længere væk, selv om jeg svømmede imod den. Lidt diskussion med mig selv.Tilbage til positiv fokus. Fokus på at nyde turen. Og fokus på den lille belønning, der ventede mig ved Pynten i form af endnu en isotonic gel, jeg havde placeret i mit højre ben under dragten.

Rundede Pynten. Gel ned. Fik vinket til et vennepar (strategisk godt placeret) og derefter videre mod målet. Nåede ”Anløbet” i fin form og følte virkelig overskud, lige indtil jeg kom ind i kanalen og igen fik modvind og modstrøm. Jeg følte næsten, at jeg stod stille… Hurtigt tidscheck, kl. var 2.30. OK, jeg kommer ind under 3 timer. Hold fokus på Lagunebroen, du er næsten i mål!

Igennem Lagunebroen og igen var vennerne godt placeret til lige at give det ekstra. Fokus nu rettet mod mål, hvilket gav ekstra energi og glæde, selv om jeg har træt i armene. Endelig kom strandbunden – bare 3 tag til og jeg kunne sætte fødderne på bunden og løbe i mål…! En fantastisk følelse, bare vidunderligt. Træt og glad, men også lidt underligt. Er det virkelig allerede overstået…?

Stig Haldan med sin søn efter10km svømning ved Amager OW 2011Tid: 2.54.34

Placering: Nummer 9 ud af de 15 der gennemførte. Og nummer 5 i min aldersklasse på 5.000m – master!

Mod nye mål
Eneste mén er en meget træt venstre arm. Det føles som om, jeg har lavet alt for mange armbøjninger. Er allerede nu ved at sætte mig et nyt mål… kunne vel blive 20 km open water eller Challenge Copenhagen.

Erfaringer:
Carbo-loadede som var det et maratonløb.

Drak rigeligt med vand de sidste 24 timer. Stoppede 2 timer før start (ingen grund til at svømme med vand i maven og tisse i bukserne:) Ca. 200 ml energidrik og en isotonic gel efter 5 km. Endnu en isotonic energigel efter 7 km (havde den i mit højre ben under våddragten, fastholdt af dragten) Svømmede med neoprenhætte, badehætte, vandskyende vat i øret (vist en af de eneste der svømmede med neoprenhætte, klogt valg). Havde smurt nakke, hænder og fødder ind i et tykt lag vaseline. Havde “anti-chaff” cream på kraveben og under armene. Havde svømmet 3 gange om ugen de seneste 2 måneder, samlet set tilbagelagt godt 90 km i åbent vand fordelt på 27 træningspas (svømmer ikke i klorvand om vinteren, bruger rulleski til at vedligeholde formen). Længste tur: 6 km (Charlottenlund – Skovshoved – Bellevue). Standard træningstur: 3-4 km.

Hvad ville jeg gøre anderledes næste gang:

– Gennemsvømme ruten mindst én gang før, dvs. 5 km

– Anmode arrangørerne i god tid om at afmærke ruten (kan jo ikke skade at spørge)

– Anmode arrangørerne om i god tid at sende rutekort ud (et ret banalt krav)

Link til Amager Strandpark. Noget bedre end det på www.openwater.dk – sorry.

—-

Tak for beretning og billeder! Billedet af den gæve 10 km-svømmer og søn har Stig selv leveret. De to billeder af dommere på vand og svømmere på vej mod 5 km pitstop er leveret af Danielle Keller. Læs hendes beretning om en lidt usædvanlig midnatstur i Luleå på Danielles egen hjemmeside.