Christiansborg Rundt 2008

Dette indlæg blev oprindelig udgivet på Ellens Blog d. 1. september 2008

Ellen Garne i gang med at iføre sig våddragt før Christiansborg Rundt 2008Så blev det atter sæson for Christiansborg Rundt. Den 30. august 2008 afholdt Dansk Svømmeunion for 3. gang kollektiv svømmetur rundt om Christiansborg. Jeg var med for 2. gang, og i modsætning til 2007, som jeg mest oplevede som en iskold stroppetur, der alene havde til formål at bevise overfor mig selv, at jeg ikke er bange for at svømme i Københavns kanaler, var 2008 en helt igennem dejlig oplevelse.

Der var masser af sol og god stemning ved verdens måske mest spektakulære åbent-vand-svømme-arrangement: Tænk at kanal-vand i en storby kan være så rent, at man kan svømme rundt om landets parlament. Det er stort!

Årets største, udendørs svømme-event var mindst lige så godt arrangeret som sidste år, men jeg synes, vandet var mere klart end sidste år. Den største forskel for min personlige oplevelse af svømmeturen var dog nok, at jeg i 2007 tog turen i badedragt, mens 2008 var en decideret luksustur i våddragt.

Det er lidt tungere at svømme i våddragt, men det opvejes så rigeligt af den komfort, våddragten giver. Sidste år var jeg så kold på de sidste par hundrede meter, at jeg ikke kunne mærke mine ben. I år svedte jeg, da jeg kom i mål, hvilket ikke havde noget at gøre med vandtemperaturen: vandet var ca. 18 grader, både i år og sidste år.

Udsigt over kanalen med svømmere. Langebro i baggrunden

151 kvinder og 411 mænd gennemførte de 2 km i stærkt skiftende tempo: Nogle var med for at komme først, men de fleste var nok mest med for at konkurrere med sig selv og for, ja for den gode oplevelses skyld. Smukt så det i hvert fald ud, med alle de svømmere i det blå, blå vand.

Mens jeg gik rundt og var både varm og lige tilpas dejlig-mat efter de 2 km, var der nogle virkeligt seje svømmere, der deltog i 10.000m DM. Uden våddragt. De fleste af dem så – forståeligt nok! – både forfrosne og forkomne ud, da de kom i mål, og jeg er i dén grad imponeret over dem, der gennemførte. Fra 2 timer og 14 minutter til 2 timer 39 minutter lå de og kæmpede mod kulde og træthed. Giv dem en hånd derude, det er simpelthen SÅ sejt!

Olivia, Caroline, Sarah, Lasse, Julie, Emilie og Ellen. Gentofte Svømmeklubs hold ved Christiansborg Rundt 2008

Gentofte Svømmeklubs deltagere efter veloverstået svømmetur …

Stor tak til Helle & Henrik Bjørner Søe for lån af de fine billeder!

2 kommentarer

  1. Pingback: Christiansborg Rundt 2008 « Kultur « Ellens blog

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig bedre oplevelser på hjemmesiden. Mere information

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig en bedre oplevelse på hjemmesiden. Klik "Accepter" på banneret herunder, hvis du synes, det er OK. Accepterer du ikke cookies, vil der være ting på SwimOut.k, der måske ikke bliver vist rigtigt eller slet ikke bliver vist.

Luk vindue