Forår og forsommer er højsæson for svømning i de danske søer. Hen på sommeren kan de blive lidt lumre og der kan dukke en del alger op, der ikke er så hyggelige at svømme med. Men her i forsommeren er mange søer klare og indbydende, og så er de øverste vandlag ofte lidt lunere end havet omkring Danmark. Har man kun prøvet saltvand, skulle man give sig selv den oplevelse, det er at svømme i en sø – om ikke andet så for at svømme med brandmandsfri garanti!
Der er mange søer i Nordsjælland, de fleste kan man svømme i. Er man vant til at blive overhalet både uden- og indenom af diverse motorbåde i Øresund, er det en stille og virkelig dejlig oplevelse at svømme i en sø hvor motorfærdsel er forbudt. Husk at tjekke vejr-, vand- og trafikforholdene før du springer i en sø.
Under billedet er et par ord om et udpluk af Nordsjællands søer. Først de grønne, dem man kan svømme i. Jeg har ikke prøvet dem alle sammen, men det håber jeg at gøre i løbet af sæson 2012.
Esrum Sø
Esrum Sø er en stor, smuk sø. Så stor, at den har fået sin egen hjemmeside, med alt hvad hjertet kan begære om vandtemperatur, vejrforhold og en masse andet. Med Esrum Open Water er Dansk Svømmeunion og en række nordsjællandske svømmeklubber gået sammen om at lave en rigtig dejlig eftersommer-sammenkomst. Læs mære om det under Carstens oplevelser fra Esrum Open Water 2011.
Furesøen
Furesøen er en stor og dyb sø. Så stor, at den breder sig ud i 3 kommuner, der hver for sig holder øje med vandkvaliteten. Furesøbadet, det bedste sted at svømme, ligger heldigvis i en kommune, der er rigtig god til at kommunikere vandkvalitet og som sørger for, der er kystlivreddere omkring Furesøbadet i sæsonen (juni-august). Tjek Furesø kommunes Vild med Vand-oplysninger før du springer i Furesøen og læs, hvad jeg allerede har skrevet om Furesøbadet. I dag (den 18. maj 2012) kunne Michael Olsen, daglig leder af Furesøbadet, fortælle, at vandtemperaturen lige nu er omkring 10 grader og dermed lidt lavere end normalt. Bøjerne er ikke lagt ud endnu, de kommer meget snart.
Søndersø
Søndersø er en den fineste, lille, rene sø (ca. 1.7 km lang) tæt på Værløse. Der er adgangsforhold på nordsiden, fra parkeringspladsen på Ballerupvej i det sydøstlige hjørne og sikkert også andre steder. Fordi søen er et drikkevands-reservoir er de eneste, der må færdes i og på søen, det naturlige dyreliv. Heldigvis indgår svømmere som en del af det naturlige dyreliv, så man må gerne svømme der, dog ikke i fuglereservatet i det sydvestlige område. Fuglekvidder er det eneste, man hører, når man svømmer i Søndersø, så hvis man ikke bryder sig om støj og om at møde fartøjer på vandet, er Søndersø det rigtige sted at svømme ud. Mere om Søndersø
Farum Sø
Farum Sø er også en fin lille sø, som for mig desværre endnu er svømme-uprøvet (ca. 2.3 km lang). Der skulle være adgangsforhold på nordsiden.
Sjælsø
Sjælsø er en smuk, ca. 3 km lang sø. Der er toiletforhold og adgang til søen i området omkring Jægerhytten, midt på søen ved søens sydlige side, men sikkert også flere steder. Jeg ser frem til at prøvesvømme en dag.
Update: Sjælsø blev prøvesvømmet i 2015, og der var DEJLIGT! Foreløbigt eneste indlæg om svømning i Sjælsø er her: Fortæl du er derude
Bastrup Sø
Bastrup sø er en lille sø i et område, der desværre er blevet rendt lidt over ende af at lægge vand til det årlige Sprint-DM i triatlon i juni. Mere om Bastrup sø.
Buresø
Buresø er den kæreste lille aflange sø, hvor man kan svømme midt på søen, fra den ene ende til den anden uden at komme ret langt fra kysten. Tur-retur ca. 3.5 km. Mere om Buresø.
Og så de røde, hvor badning/ svømning frarådes på grund af dårlig vandkvalitet Arresø (info), Bagsværd sø (info) og Lyngby sø (info).