Svøm Ud: Fredericia

Fredericia er en fæstningsby. Under storhedstiden i det 19. århundrede skulle byen holde tyskere og svenskere væk fra Fyn og Sjælland. Logikken bag at vælge den nordlige ende af Lillebælt som militærpost til at holde tyskerne væk fra Fyn, forstår jeg ikke, men de havde vel deres grunde dengang.

I dag er der både badestrand og strand-promenade fra kastellet ved oddespidsen øst for industrihavnen (1), forbi den gamle bydel med alle de snorlige gader (2) og videre til de nyere, nordlige bydele udenfor voldene (3-4) – klik på kortet for at se detaljer.

Lige syd for det krogede træ på kastellet (1) står der adgang forbudt mod syd. Om det betyder, at det er forbudt at svømme langs kysten ud for havnen, ved jeg ikke, men tung industri og havnetrafik gør på ingen måde den del af Lillebælt til noget, jeg får lyst til at svømme-undersøge i praksis.

Fra det krogede træ på Kastellet (1) og nord på er der mere end 3 km strand. Den “rigtige” strand i Fredericia, dvs. den med kystlivreddere, badebroer, ishus, toiletter og beachvolleybane, er Østerstrand (2).

Østerstrand ligger stik øst for centrum af den gamle bydel indenfor voldene. Voldanlægget mod kysten er stadig i behold, så der ligger fine spadsereture, både ved kysten og oppe på volden, og venter på alle, der kommer forbi.

I Fredericia går man aftentur på volden før Store Bededag, men i praksis er det ved festlighederne den 5.-6. juli, man kan møde mange mennesker på de fredericianske volde.

Jeg er vokset op på Grethevej, så for mig ligger den “rigtige” badestrand ud for Lillebælts Allé (4), hvor der i min barndom var ishus og badebroer ved stranden. Da sommerferien i år, traditionen tro, gik en tur omkring Fredericia, var det selvfølgelig der, jeg fik lyst til en svømmetur. Min familie og jeg har andet at tage os til, når vi er i Fredericia, så turen blev ikke så lang. Heldigvis var min familie så søde at følge mig på stranden, mens jeg nappede en hurtig lille medstrøms-svømmetur fra Hybylund (3) til Lillebælts Allé (4). Der er godt nok knald på strømmen i Lillebælt!

Selvom der er meget strøm og ikke ret meget varme i Lillebælt, er kyst-strækningen ikke til at stå for: Med den smukke udsigt mod både øst og vest får man lyst til bare at svømme videre og videre, derud hvor Lillebælt bliver til Kattegat, helt op til Trelde Næs (5), den lille odde, hvor Kattegat og Vejle Fjord løber sammen. En svømmetur fra Hybylund (3) til Trelde Næs (5) er en tur på 7-8km – giv lyd, hvis du vil med!

Hvorfor jeg ikke tilbragte min barndom i Lillebælt, kan godt undre mig i dag, men jeg badede ikke meget. Jeg lærte først at svømme som 11-årig, da byen fik en rigtig svømmehal med lune bassiner og saunaer, der sammen med Torben Venndt, den spritnye svømmeklubs nyansatte chef-træner, hjalp mig af med min barndoms vandskræk. Der skulle så lige gå næsten 30 år mere, før jeg fik lyst til at svømme i det fri, forstå det, hvem der kan! Min kærlighed til det at svømme i det fri går forhåbentlig aldrig over igen …

2 kommentarer

  1. Tak for anmeldelsen. Super ide at anmelde gode svømmestrande.
    En enkelt kommentar til afspæringen mod syd mod Skansehage. Strømmen ud for Skansehage er en af de stærkeste i det danske farvande. Selv i en kajak kan det være svært at ro modstrøms her. På den modsatte side af bæltet ved Strib fyr løber en lignende stærk strøm.

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig bedre oplevelser på hjemmesiden. Mere information

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig en bedre oplevelse på hjemmesiden. Klik "Accepter" på banneret herunder, hvis du synes, det er OK. Accepterer du ikke cookies, vil der være ting på SwimOut.k, der måske ikke bliver vist rigtigt eller slet ikke bliver vist.

Luk vindue