Svøm ud: Store Okssø

Store Okssø ligger i Rold Skov, tæt på Rebild bakker, hvor søen ligger omkranset af noget af Danmarks mest storslåede natur. Mange danske søer er skønnest i maj og september, men Store Okssø i Rold Skov er så fin, at den må være skøn hele året rundt.

Store Okssø, 14. september 2013. Foto af: Anne-Marie Christensen

For langt de fleste er der et stykke vej at køre eller cykle til Store Okssø, men en smuk tur gennem skoven er jo ikke så ringe endda. Det gode ved at ligge langt ude i skoven er, at der er så langt til både industri og landbrug, at Store Okssø er en af Danmarks reneste søer.

Fra den parkeringsplads, der er markeret på kortet herunder, er der et par hundrede meter at spadsere til badebroen. Under jernbanen, gennem skoven, forbi en åben plads, en træbygning med badstue (der kun står der i vintersæsonen) og så er man der. Klik på kortet for at se hele søen. Mere info på Søens Folks hjemmeside.


Klik her for at se Store Okssø på et større kort

Svømmer man langs bredden er der cirka 2 kilometer hele søen rundt.

Søvandet er rent, men det er altså ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, for vandet er sort-orange og sigtbarheden er under en meter. At se fødder og hænder blive mørk-orange og næsten forsvinde under vandet er en lidt sælsom oplevelse, jeg har prøvet nogle gange i en svensk sø. Jeg har kun oplevet Store Okssø ved Rold Skov Open Water den 14. september 2013. Den dag smagte vandet nærmest ikke af søvand, det smagte og lugtede fint og rent og var meget, meget dejligt.

På grund af den dårlige sigtbarhed er der ikke meget vegetation i vandet, det er nok derfor, det ikke smager ret meget af søvand. Lidt undervandsvegetation til fredfisk må der dog være, for der kan fanges aborrer, af og til også ål. På søens vestlige side er en åkande-koloni, det er en ret god ide at svømme udenom (her taler jeg af egen erfaring!)

Det eneste ringe at sige om Store Okssø er, at søen ligger så langt fra min hjemmebane

Sæson 2013 går på hæld

Sommeren går på hæld. Den 14. september afholdt Dansk Svømmeunion sin sidste udendørs svømmebegivenhed 2013 og regn og rusk og kulde i går efterlod vist ingen tvivl om, at den udendørs svømmesæson i Danmark går på hæld. Øresund er heldigvis stadig 16 grader og svømbart, især midt på dagen i solskin. I dag var vandet fantastisk: Klart og stille og mine hænder virkede (næsten) med det samme bagefter.

De senere år har glædet jeg mig så meget om foråret, at jeg har kastet mig ud i vand på 8-10 grader i slutningen af april. Korte ture, et kvarter, max en halv time og en masse om-på-ryggen-for-at-få-hænder-og-ansigt-væk-fra-det-kolde-vand. Om efteråret kan jeg, mæt af en sommer med mange, dejlige svømmeture, finde på at luske ind, før vandtemperaturen når under 13-14 grader. I år er det dog som om vandet ikke vil give slip. Så måske bliver sæsonen lidt længere i år. Måske.

Store Okssø 14. september 2013

Svømmer du i koldt/køligt vand, så vær forberedt på, at dine hænder måske strejker, så finmotoriske opgaver som at dreje nøgler og lukke knapper bliver en udfordring i op til en halv time efter du har forladt vandet. Bliver du rigtig kold, kan fødder stivne og gøre ondt, kranier kan kuldereagere med brain freeze. Er der hverken sauna eller varmt bad ved dit svøm-ud-sted og har du udsigt til mere end fem minutters transport, så tag håndklæder og ekstra varmt tøj med, når du svømmer i køligt/koldt vand. Gerne tøj, der ikke kræver så meget finmotorik at få på, jeg kan fx. ikke lukke en BH med meget kolde hænder. Varm te eller kaffe er heller ikke så ringe endda.

Det er ikke nødvendigvis sundt for hænder og fødder at blive så afkølede, at de strejker. Om afkøling af hænder og fødder på længere sigt kan have negative konsekvenser, ved jeg ikke, men det er sandsynligt. Tag det med i din risikovurdering, hvis/når du vælger at lade din krop afkøle ved at svømme i køligt/koldt vand.

Kropsafkøling er ikke risikofrit, så husk at lytte til din krop. Sender din krop smertesignaler til din hjerne, betyder det sikkert nej tak, gå venligst op. Lyt til den.

Kuldetolerance er subjektivt, ophold i koldt vand kræver tilvænning og fedt varmer. Derfor kan din kuldetolerance være meget anderledes end min, som er beskrevet her. Prøv dig frem.

Trods masser af udendørs svømmekilometer er jeg ikke i svømmetopform, når svømning flytter indendørs. Indendørs svømmer jeg nemlig sammen med "mit" masterhold, og vi giver den meget mere gas, end jeg gør ude. Mere intervaltræning, mere fokus på hastighed. Mit indendørs tempo er væsentligt nedsat efter sommersæson i naturen. Både fordi jeg ikke intervaltræner ret meget udenfor, og fordi core- og benmuskler bliver slappe af at svømme i våddragt. Det kan heldigvis trænes væk. Indendørs.

Beretning: Anholt rundt 2013

Svømmeturen rundt om Anholt den 11. juli 2013 er en af mine allerstørste svømmeoplevelser. Anholt er den smukkeste lille ø. Isoleret fra fastland, midt mellem Danmark og Sverige. Der er vand så langt øjet rækker, uanset hvor man vender blikket hen langs Anholts kyster, for der er ingen steder på Anholt, man kan se andet land end øen selv.

Jeg håber, min beretning om Anholt rundt 2013 kan inspirere til udforskning af mere svømmevand omkring Danmark. Tusindvis af kilometer dansk kyststrækning ligger jo bare og venter på at blive svømmet ud i! Vil du udforske nye svømmeterritorier, så husk at undersøge de lokale forhold grundigt, før du svømmer ud. Ingen kyststrækninger er ens, så søg hjælp og oplysninger hos lokalkendte.

En så enestående oplevelse kan ikke beskrives med ord alene, så min beretning er krydret med de billeder, der blev taget før, under og efter. Først sammen med ordene, dernæst alene. Vær forberedt på, at beretning og (især) billederne er “tunge” at hente, måske tager det et par minutter at åbne dem, hav tålmodighed.

Først historien. Klik på billedet herunder for at læse min beretning.

Svøm rundt om Anholt: Beretning

Flere billeder – klik på billedet herunder for at se flere billeder fra Anholt.

Rundt om Anholt 2013: Flere billeder Både tekst og billeder er lavet som pfd-filer og lagt op her efter bedste evne. Gode ideer til at gøre det lettere, pænere, hurtigere, smartere og bedre modtages med glæde.

Læs mere om Anholt-turen her:

– Rundt om Anholt
– Anholt 2
– Svøm rundt om Anholt: Done!
– Anholt, videoklip
– SwimOuts Facebook-side

Krüger Stafet og Christiansborg Rundt

Jeg elsker Christiansborg Rundt … og nu elsker jeg altså også Krüger-Stafetten!

ChristiansborgRundt2011_starten Stemningsbilleder er der masser af på Christiansborg Rundts Facebook-side

En lille bid af stemningen ved Christiansborg Rundt 2013 kan opleves i TV2-Lorrys indslag om begivenheden – næsten som at være der selv!

Per Munk fra Politiken tog turen med et GoPro-kamera spændt fast på sin havtaske – også næsten som at være der selv!

 

PS: Min beretning om Krüger Stafetten var skrevet til Svoem.dk … jeg var lige lovlig utålmodig og fik lagt beretningen op her tirsdag nat, fordi jeg gik ud fra, den nok ikke skulle på Svoem.dk. Men det kom den i dag – så nu er den taget ned her, du kan læse den på Svoem.dk