Kyst og vand ud for Stevns klint er svært tilgængeligt fra land, så klinten opleves bedst fra vandsiden. Kalkformationer og kalkbrud under vand tiltrækker mange dykkere, men området er vist også et yndet sted for lystbåde – og nu også for svømmere! Stevns klint er 12 km lang, den 6. september 2014 fik vi svømmet 3.5 af dem. Spændende, DET var det, jeg glæder mig allerede til at svømme rundt i denne smukke, særprægede natur igen. Dog helst i lidt mere stille vejr!
Meteorologerne havde lovet sol og sommer, så sammen med Bettina, Jens, Thomas, Christian og Martin drog jeg spændt mod Faxe bugt og Boesdal Kalkbrud. Efter at have tjekket, at det var muligt at gå i land ud for kalkbruddet, tog vi våddragterne på, efterlod tøjet i en bil på parkeringspladsen og kørte (i andre biler) mod Højerup kirke.
Solen skinnede fint, men det blæste en del (sydøsten-vinden bruste mindst 6 m/s). Kysten ud for Højerup kirke er stenet og brændingen var bestemt ikke for tøsedrenge, men ud på det dybe kom vi da. Kravlende, numsende og hvad vi nu ellers fandt på for ikke at falde over de glatte sten eller blive skubbet omkuld af den livlige brænding. Note til mig selv: Tag briller og badehætte på FØR du forsøger at kæmpe dig igennem stenet grund og brænding! Heldigvis svømmede alle med havtasker, for bølgerne gjorde det meget let at blive væk fra hinanden.
På grund af bølgerne og brændingen måtte vi svømme et sikkert stykke fra kysten. Derfor, og fordi sigtbarheden i uroligt vand altid er ringere end i stille vand, så vi ikke meget til de ellers så berømte kalkformationer på bunden. Heldigvis var der masser af udsigt mod land. Meget, meget smukt var der!
Vi mødte ikke meget andet end fugle derude, men så flere fiskenet som vi, efter bedste evne, svømmede udenom. Enkelte mennesker gik på toppen af klinten, og der var sikkert en masse fisk og krabber i vandet, men ellers var der bare vandet, klinten – og os. Efter svømning og en del beundring af klinten fra vandsiden, gik vi i land ud for kalkbruddet. Også her var både bund og kyst stenet og svær at passere på grund af brændingen, men ind kan man jo altid komme i pålandsvind (av!)
At svømme ud for Stevns klint er absolut IKKE for begyndere. Det kræver god form og gode svømmefærdigheder, især i blæsevejr, for på det meste af kysten er det umuligt at komme i land, hvis man skulle blive træt. Egentlig er det nok lige vildt nok og temmelig risikabelt at svømme langs en kyst, hvor man ikke kan komme i land. Det sikreste ville have været en følgebåd, men sådan en er svær at støve op. Til jer, der skulle få lyst til at svømme en tur langs Stevns og som (heller) ikke har en følgebåd: Medbring mobiltelefon (f.eks i en vandtæt pose i havtasken), så I kan ringe efter hjælp, hvis I skulle komme i vanskeligheder derude.
Christian og Martin havde vandtætte kameraer med i havtaskerne – TAK for smukke billeder! Martins kamera var surret fast i en H2O-havtaske, så den var lettere at få fat på end Christians, der lå i bagagerummet på en almindelig havtaske.
Herunder et lille slideshow med nogle af billederne. Klik på hver enkelt billede for at se det i en bedre opløsning (dog ikke de to selfies)
Af Martins lille video derudefra fremgår det vist, at der var bølgegang ved Stevns den dag:
Og så til allersidst: Turen ifølge mit Garmin 910xt: Garmin Connect
1 kommentar