Aarhus har en havbane. Den er 500 meter lang, afmærket med gule og orange bøjer og placeret kystnært nord for Aarhus Havn. Gule special-afmærkninger i enderne informerer vandtrafikken om, at her er en havbane for svømmere, hvor det er forbudt for alle andre end små, umotoriserede vandtrafikanter at opholde sig.
Aarhus havbane har fået Danmarks første tilladelse til at kalde sig blødt område i vand, dvs. et område til brug for open water svømning, dykning samt sejlads med små, ikke motorfremdrevne både (link til Kystdirektoratets tilladelse nederst på siden)
Officielt står Aarhus 1900 Triathlon og Lyseng Svømmeklub bag svømmetilbuddene på Aarhus Havbane, i praksis er det Flemming Hejlskov Sørensens og Jacob Erdmanns energi og vandglæde, der lokker masser af både nye og rutinerede havsvømmere med ud at svømme.
De to ildsjæle er dog ikke alene om successen, Den Blå Rambla og Anders Laursen og Nicolai Hommelhoff fra foreningen Pier4 er på hver deres måde involveret i Aarhus Havbane. Blandt andet med videooptagelser og indendørs svømmehals-begivenheder, der har været med til at gøre svømmerne crawl-klar til udfordringer og gode svømmeoplevelser på Aarhus Havbane.
Aarhus Havbane er i princippet åben 24/7, men af hensyn til beboerne langs banen må der kun svømmes mellem klokken 6 og 22.
I sæsonen tilbydes Offentlig havsvømning tirsdag og torsdag. Alle er velkomne, tilmelding foregår i begivenheder på Aarhus Havbanes facebook-side. Det er muligt at låne våddragt, og ildsjælene guider og instruerer, så alle får gode svømmeoplevelser med hjem.
Ved havbanen findes dame- og herre-omklædning til fri afbenyttelse af svømmere og andre brugere af området. Vil man have låst sine ting inde, skal man huske en hængelås til skabet.
At dette indlæg er ret kort, har intet med aktivitetsniveauet omkring Den Blå Rambla, Aarhus Havbane og Pier4 at gøre. Jeg blev bare overvældet over Flemming Hejlskov Sørensens fortælling, der gav stof til en halv roman! Så selvom jeg nok burde forklare, hvordan dette fantastiske projekt er finansieret, slutter jeg her med en anbefaling til alle svømmelystne i og omkring Aarhus: Besøg Aarhus Havbane og oplev noget af alt det, der foregår omkring Pier 4 i Aarhus Ø.
TAK til Jacob Erdmann og Airspot for billeder og TAK til Flemming Hejlskov Sørensen for gode fortællinger om Aarhus havbane, Pier 4 og Den Blå Rambla. Jeg må vist snart se at komme hjem til Aarhus og opleve det hele i virkeligheden!
Mere om Aarhus Havbane og klubberne bag:
– Aarhus Havbane, facebook-side
– Den Blå Rambla, facebookside
– Kystdirektoratets tilladelse til oprettelse af blødt område
1 kommentar