Der står oktober i kalenderen, dagene er blevet både kortere og koldere, så jeg er svømmet ind for i år. Billedet herunder er taget i Søndersø den 11. oktober 2015, med pandeholdt kamera, på vej ind fra min (formentlig, man skal aldrig sige aldrig!) sidste svømmetur i naturen i år.
Den udendørs svømmesæson 2015 startede køligt og langsomt, men da den endelig kom rigtigt i gang bød den, traditionen tro, på mange dejlige svømmeoplevelser derude. Sommeren 2015 var temmelig blæsende, så der er blevet svømmet i både mange og store bølger. Også bølger, der fik alle med sund fornuft i behold til at blive på land, men som, lidt på galemandsvis, gav svømmemakkere og mig nogle af de både vildeste og sjoveste svømmeoplevelser nogensinde.
2015 blev det år jeg opdagede Sjælsø i Birkerød som en meget skøn svømmesø. Søndersø i Værløse er dog stadig min favorit-svømmesø og Øresund i Hellerup/Charlottenlund min hjemmebane. Fordi havne- og molebyggerier her og der af og til gjorde hjemmebanevandet noget plumret, er jeg flere gange trukket nord på for at svømme – og så er det da bare top-skønt aldrig at have langt til dejligt svømmevand!!
Sæson 2015 er også brugt til at afprøve pandeholdt svømmeturs-kamera. Video-redigering er bestemt ikke min spidskompetence, men det har været sjovt at pusle med sammenflikning af pandeholdte og amatør-redigerede videobidder.
RIGTIG GOD VINTERSVØMMESÆSON, alle sammen og HUSK: Jo mere svømmeformen og -teknikken holdes ved lige (og forbedres!) i vintersæsonen, jo bedre svømmeoplevelser er i vente, når vi igen kan svømme ude!
—
PS: Årets svømme-ordsprog kommer fra min svømmemakker Jens, der (som altid!) har fuldstændig ret: Man fortryder aldrig en svømmetur
PSPS: Link til nogle af årets Undervands-(og enkelte overvands)-svømmemakkerselfies på Facebook: Undervands-svømmemakker-selfies på Facebook