Christiansborg Rundt 2016

Christiansborg Rundt: Danmarks største svømmefest, i 2016 endnu dejligere!

Dansk Svømmeunions egen Christiansborg Rundt-webside og facebookside siger det hele:

– Christiansborg Rundts egen webside: Trygfonden Christiansborg Rundt

– SVØMs webside: Christiansborg Rundt 2016

– Facebook-side: Trygfonden Christiansborg Rundt – Copenhagen Swim

 

PS: Selvfølgelig siger ingen web- eller facebookside det hele, man skal være der selv! Hvis du ikke var med i år så kom og svøm med rundt om Christiansborg i 2017!

Outdoor Sydfyn

Der er masser af dejligt svømmevand i det sydfynske øhav, jeg aldrig har svømmet i. Heldigvis var jeg, på magisk vis, lige i nærheden, da Outdoor Sydfyn afholdt Outdoor Festival 2016, en weekend med masser af forskellige sports-aktiviteter i og omkring Faaborg Havn.

To af Outdoor-arrangementerne handlede om havsvømning: En open water svømme-konkurrence og et åbent vand-svømme-arrangement, hvor man kunne afprøve sin svømme-ude-lyst ud for Faaborg havn. Jeg deltog i konkurrencen, der var kort, koncentreret og sjov:

1600 meter fordelt på fire omgange à 400 meter. Efter udspring på benene svømmede vi i en trekant forbi 2 bøjer, kravlede op ad trappen, gik/løb hen over kajen, forbi uret, tilskuerne og tidtagnings-planken for at springe i vandet fra startstedet igen.

Vi var ikke ret mange svømmere og ruten var kort og overskuelig. Det er det mest publikumsvenlige havsvømmestævne, jeg har deltaget i og det var bestemt sjovt at møde publikum og kunne se sin mellemtid mellem hver svømmerunde.

Det var vist første gang, Outdoor Sydfyn afholdt en så stor Outdoor Festival i smukke Faaborg, men arrangørerne gjorde det rigtig, rigtig godt. Alle gjorde sig umage for at give deltagerne en god oplevelse, med Jacob Erdmann og Racemakers Denmark på kajen og på vandet var svømmernes sikkerhed i top og alt i alt virkede det som om alt klappede.  

Før og efter var det festligt og inspirerende at dele stævneplads med cykelryttere og kitesurfere og surfere og hvad ved jeg – og der var masser af gode præmier, både vinderpræmier og lodtrækningspræmier til deltagere i de forskellige sportsgrene.

Er du til udendørs sportsoplevelser i skønne, fynske omgivelser, så hold øje med, hvad Outdoor Sydfyn finder på i 2017!

Links:

– Outdoor Sydfyn: Hjemmeside

– Outdoor Sydfyn: Facebookside 

Hans-Jørgens billeder fra dagen:

 

 

Dansk svømmeferie

Jeg når nok aldrig at prøvesvømme alle de dejlige svømmesteder i Danmark, men i år har jeg prøve-svømmet fire meget forskellige svømmesteder: Jammerbugten, Aalborg havnebad, Lindholm Strandpark i Nørresundby og Aarhus Havbane.

Jammerbugten ud for Rødhus
Vandet i Jammerbugten er en lille smule mindre vildt end det “rigtige” Vesterhav, men en del vildere end vandet i Kattegat og meget vildere end i Øresund. Udover kæmpebølger var der en meget stærk nord-øst-gående strøm langs kysten. Strømmen var så stærk, at det var svært at gå lige, når man kæmpede sig ud mod svømme- og badevenlige dybder. Jeg gætter, jeg kunne have svømmet de 6 kilometer til Blokhus uden det helt store besvær, men jeg havde helt sikkert været nødt til at gå i land for at komme tilbage til Rødhus igen. Min kystvagt brød sig ikke om at følge med, når jeg svømmede i de kæmpestore bølger, den halve pelikan fra vest skabte, så jeg badede mere end jeg svømmede.

Aalborg havnebad
Jeg tog vist den halve pelikan med til Aalborg (undskyld Aalborg!), så selvom Aalborg havnebad ligger midt i Aalborg og der er klatretårn og spring-i-vandet-muligheder og et 60 meter langt bassin, var der kun bassinet, mig og 3-4 livreddere den lørdag formiddag. Jeg svømmede i bikini og selvom vandet var koldt var det alligevel så skønt, at jeg først gik op efter 40 minutter. Jeg havde glemt et håndklæde, og det var bestemt ikke en fornøjelse at lade en afkølet krop tørre af en kold pelikan … men ellers var det en fin-fin lille havnesvømmetur.

Lindhold Strandpark
Den halve pelikan tog et kort søndags-hvil, da Spar Bank Nords Spring i baljen-projekt afholdt søndags-svøm i Lindholm Strandpark i Nørresundby. Belært af den kølige tur i limfjordsvand dagen før, mødte jeg op i min kortbenede-og-ærmeløse våddragt, selvom svømmemakker Johnni Olesen lige har vist, at man kan svømme fra Læsø til Sæby uden våddragt. Johnni havde to unge konkurrencesvømmere fra Aabybro med, så det gik over stok og sten. Eller, vi svømmede for at det kunne gå over stok og sten, men strømmen kan være pænt stærk i Limfjorden, så det var hårdt arbejde at komme fremad. Vandet var fint, men der var r-i-g-t-i-g meget søgræs. Og søgræs-øer. Fanget af en søgræs-ø kan man knapt løfte armene, så indimellem måtte vi padle og nærmest bjærge os selv fri af søgræs (det var heldigvis ret festligt!). Planen var at svømme lidt længere og Johnni fryser vist aldrig, men efter 1500 meter fik det iskolde udløb fra Lindholm å Rasmus (uden våddragt!), Emma og mig til at synes, det var en god ide at vende om. Vi fløj tilbage til badebroen i herlig medstrøm. Jeg ville elske at svømme en hel masse mere med Johnni, Ib og alle de andre deroppefra, men til hverdag bor jeg desværre alt for langt fra Nørresundby.

Aarhus Havbane
Jeg har tidligere skrevet om Aarhus Havbane, men først i mandags fik jeg lejlighed til at svømme med. Den vanlige, offentlige mandags-svømning var udvidet med et DGI-åbent-vand-crawl-kursus, så der var et herligt mylder af svømmere på Den Blå Rambla. Der var kø ved omklædnings-skurvognene for at låne våddragter indtil Jacob Erdman bød velkommen og fordelte de fremmødte på to hold. Holdene fik hver sin instruktør med i vandet, mens Michael Hinge stod på kanten for at give teknik-tips til dem, der måtte ønske det. Der var desværre brandmandskongres i Aarhus-bugten den aften, men dirigeret af den meget engagerede instruktør svømmede vi mest udenom og fik trænet crawl-teknik, navigering og også svømmet lidt intervaller. Det var SJOVT! Jeg havde på forhånd ikke meget tiltro til, at en instruktør i vandet kan instruere 25 svømmere, men det gik rigtig, rigtig fint og jeg gik beriget (og kun lidt forbrændt) i land. Hvis (når?) jeg flytter hjem til Aarhus, vil Den Blå Rambla og Aarhus Havbane være steder, jeg bliver rigtig, rigtig glad for.

Jeg fik desværre ikke taget svømme-billeder, så I må nøjes med et billede fra en blæsende august-aften i Jammerbugten ud for Rødhus. På facebook-linkene under billedet kan I se nogle af andres svømmebilleder fra Lindhold Strandpark og Aarhus Havbane.

2016-08_roedhus

Facebook-links:

Spring i baljen med Spar Bank Nord i Lindhold Strandpark

Aarhus Havbane