Hvad sker der, hvis man træder på en fjæsing?

Festen var selvfølgelig ikke slut i søndags efter den halvtraumatiske redningsaktion af den løsslupne havtaske. Da vi kom op af vandet, fik vi lyst til lige at gå ud på molen på den anden side og springe i. Fiskerne stod på stribe og fangede spandevis af hornfisk, og vi ville glæde dem med et par store flotte sild oveni fangsten. Men inden vi kom så langt, blev vi stoppet af et kamerahold.

Standsmæssigt klædt på til interview på landsdækkende TV

Klædt på til kameraet
Som journaliststuderende har jeg ofte prøvet at få folk til at udtale sig, og det er ikke så let som det ser ud til. Derfor siger jeg heller ikke selv nej, når der kommer nogen og stikker kameraet op i snuden på mig.

Men jeg forstår jo egentlig godt, at folk siger nej til at blive interviewet. For det første er man sjældent klædt på til løjerne, og for det andet er det jo ikke altid, man ved noget om det, journalisterne spørger om.

Heldigvis var jeg iført badedragt og matchende håndklæde, ingen makeup og de klassiske panda-øjne efter lidt for stramme svømmebriller. Så jeg var totalt klar til TV. Hellere det end neoprenhuen i hvert fald. Den gør intet godt for nogen.

Dumme svar på dumme spørgsmål
Det viste sig at være en undersøgelse om de myter, vi danskere går og tror på. Jeg skulle derfor svare på:

1. Hvad sker der hvis man træder på en fjæsing?
2. Er der noget blod, myg er særlig glade for?
3. Hvor længe er holdbarheden på solcreme?
4. Hvad gør du, hvis du får en flåt på dig?
5. Hvad gør du, hvis du bliver brændt af en brandmand?

Om det var solstik eller det gode humør ovenpå havtaske-aktionen, ved jeg ikke. Eller måske var det min svømmemakker, der stod i baggrunden og kom med sjove kommentarer om at tisse i våddragten.
Interviewet udviklede sig under alle omstændigheder til en farce, hvor jeg skød det ene urigtige svar efter det andet mod de stakkels interviewere, mens jeg og min svømmemakker i øvrigt var ved at dø af grin.

Men det med brandmanden vidste jeg jo godt
Da vi kom til brandmandsspørgsmålet, vidste jeg heldigvis, at nu var jeg på sikker grund. Jeg er blevet brændt så meget af de skide brandmænd, så jeg fortalte dem, at man skulle skrabe det af og så skulle man hælde eddike på bagefter.

Det ærgrer mig, at jeg ikke var så sej på TV, som jeg faktisk er i virkeligheden, når jeg bliver brændt herhjemme. Jeg skulle have svaret: ”når jeg bliver brændt af en brandmand herhjemme, gør jeg ikke noget. For smerten går hurtigt væk.” Sådan er det nemlig.

Næsten kavalergang på landsdækkende TV
Til gengæld faldt det mig så af en eller anden grund naturligt at begynde at fortælle om dengang, jeg var til Best Swim Fest på Mallorca. Under et stævne på 4 kilometer i åbent vand, kom jeg i karambolage med en flok ”mauve stingers”, en virkelig heftig type brandmand, der i den grad kan gøre skade på både krop og sjæl.

Jeg var så uheldig, at en af dem kilede sig ned i min kavalergang (den trængte nok til en lille pause). Og mens den sad der og hyggede sig, lavede den forløberen til det ar, der stadig kan ses her 4 år efter, hvis man kommer tæt nok på. Heldigvis fik jeg stoppet mig selv, inden jeg kørte helt af sporet med morfar-anekdoterne og viste hele Danmark præcis, hvor mellem brysterne, den brandmand havde sat sig fast.

Svøm godt, og pas på fjæsingen.

Spænd lige havtasken

Fuldstændig upåvirket af dagens drama hænger havtasken her fredeligt til tørre på altanen.

Ingen svømmetur uden drama.

I dag var årets første svømmetur i Øresund. Det startede helt perfekt. Vandet var stille og dejlig lunt i Lagunen på Amager Strandpark. Jeg var selvfølgelig forberedt på kuldechok og havde iført mig neopren fra top til tå; både dragt, hue, strømper og handsker. Alt var godt, og solen skinnede, da jeg spændte havtasken om livet, og vi stævnede ud og satte kurs mod den første bro. Mod strømmen.

Skønt at være tilbage i havvand
Det var dejlig let det hele; en helt fantastisk følelse at være tilbage i havet, hvor man ikke skal bekymre sig om irriterende vendinger eller lugten af klor. Bare svømme derudad. Jeg elsker den frihed, havvandet giver. Og min svømmemakker og jeg har svømmet sammen i årevis, så selvom det er et halvt år, siden vi sidst var på langfart, fandt vi hurtigt rytmen. Ingen ord. Bare svømme, bare svømme.

En havtaske på flugt
Da vi nåede første bro, stod det klart for mig, at jeg var en kende overdressed. Det var for varmt, og jeg ville tage mine handsker af og spænde dem fast på min gule havtaske. Men da jeg vendte mig om for at gribe fat i den, var den væk.

Panikken bredte sig, for i den havtaske lå nøglerne til både min egen og min svømmemakkers bil. Vi kunne ikke se havtasken fra vandhøjde, så vi svømmede ind mod bredden og fik en strandgæst til at springe op fra sit håndklæde og spejde udover lagunen.

Teamwork og heroisk redning
Han fik heldigvis øje på den. Midt i lagunen flød den gule havtaske stille og roligt med strømmen ned mod sejlrenden i den anden ende. Mig i en fart op på land og løbe i bedste Baywatch-stil langs bredden. Nå ikke? Men så i bedste ”tyk-dame-i-neopren-stil” da. Imens piskede min svømmemakker afsted i vandet som en delfin på speed.

Min svømmemakker  nåede den nødstedte havtaske i fin stil, og jeg svømmede ud til hende.

Jeg må have tabt mig
Vi tjekkede straks for at se, hvor den var i stykker. Men det viste sig, at den var intakt. Spændet var stadig fæstnet, hvilket må betyde, at den er gledet ned omkring mine hofter. Det plejer ellers, at være mig, der svømmer med den, fordi det er rimelig sikkert, at de hofter er der ikke noget, der kan komme forbi. Så glæden var stor, da det gik op for mig, at jeg simpelthen var smuttet ud af den.

Det var ren optur. Jeg var blevet slank(ere), og vores bilnøgler var i god behold.

Svøm godt, og husk at tjekke havtasken, inden du kaster dig i bølgerne. Måske er du også blevet et siv henover vinteren

Derfor svømmer jeg ikke topløs

“De tre søstre” hedder klipperne. Jeg står på den længst til højre. Og ja, jeg er påklædt! 🙂

Mænd gør det. Havfruer gør det. Englændere gør det i stor stil. Og derfor troede jeg fejlagtigt også, at jeg skulle gøre det, da jeg på svømmeferie kom i selskab med et par engelske svømmedamer, der altid svømmede au naturel. Det skulle jeg så ikke, og her er svaret på, hvorfor jeg ikke kan anbefale topløs svømning.

Som erfaren vinterbader er jeg jo vant til at hoppe i Øresund uden en trevl. Og som erfaren havsvømmer, er jeg heller ikke bange for at stå midt på en strand og klæde om – det er jo sådan, man gør, når man svømmer åbent vand. Så det er ikke en blufærdighedsting. Der er som sådan ikke noget, der forhindrer mig i at svømme en tur uden tøj på. Det skulle da lige være frygten for at skræmme livet af min svømmemakker eller de sagesløse kajakroere, jeg ofte møder på min vej.

Piercinger som blikfang
På svømmeferien blev jeg dog inspireret af de damer, der altid lige hoppede i vandet i et par bikinitrusser og svømmede derudaf. Den ene af dem havde endda nogle lange farvestrålende piercinger, som til forveksling kunne ligne de blink, man putter på en fiskestang. Alene af den grund var jeg ret lettet og sikker på, at det ikke ville være mig, der fik bid, hvis vi nu skulle svømme ind i en stor stime med farlige fisk.

Jeg troede, at det måtte være ekstremt befriende at svømme topløs, så det måtte jeg også prøve. Så frisindet var jeg nemlig, jeps.

Men hvad jeg ikke havde tænkt ordentligt igennem, var det faktum, at der er en grund til, at svenskerne kalder kvinders bryster for tasker (og mænds for den sags skyld). Brysterne får nemlig nøjagtig samme funktion som en havtaske*, når de bliver sluppet løs på åbent vand. De flyder perfekt, og alle kan få øje på dem.

Ingen tyngdekraft er enhver kvindes drøm
Der var ikke nogen tyngdekraft, der trak dem ned, (hvilket i begyndelsen var meget rart – en verden uden tyngdekraft er jo det, alle kvinder over 30 drømmer om). Men efter meget få meter, gik det op for mig, at attributterne også havde deres eget liv – og vilje. De ville op. Hver gang, jeg løftede min ene arm, fik de øje på lyset deroppe ved vandoverfladen og gik målrettet efter det med det resultat, at jeg nærmest blev svuppet om på ryggen, når jeg skulle trække vejret i et crawltag. Og når jeg så skulle have armen ned igen, kom jeg atter i karambolage med dem.

Her slapper jeg af på ryggen (klog af skade iført badedragt!).

Rygsvømning med flydebøjer
Det gik helt galt. Til sidst måtte jeg kapitulere, lægge mig om på ryggen og som bøjer i bølgerne stille mine kridhvide havtasker til skue for enhver, der kom sejlende forbi i kajak eller lystyacht – hvilket var ret mange. Vi var trods alt i middelhavet i højsæsonen, solen skinnede, og der var bryster i farvandet. Det var de længste 1000 meter i mit liv, og jeg lovede mig selv, at den eneste havtaske, jeg flasher fremover, er den store orange sag, jeg trækker efter mig.

Svøm godt!

Ps. Jeg rejser på svømmeferie igen, og du er velkommen.  Skriv til mig på mette@swimout.dk, hvis du vil med. Jeg lover at være anstændigt påklædt på hele turen.

*havtasken er i dette tilfælde ikke fisken, men den gule oppustelige bøje, som havsvømmere har med sig, når de svømmer. Den kaldes også en “havtaske”.