En stærk core er fundamentet for den stabilitet, der gør dig i stand til at præstere optimalt. Når du svømmer lange distancer, kan ryggen let blive overbelastet, hvis ikke du har en stærk core. Det har jeg talt med personlig træner Hanne Østergaard om.
Du skal huske maven når du svømmer
Mavemusklerne skal aktiveres, når du svømmer. Det er noget, man ofte glemmer under vintersæsonens tekniktræning, fordi fokus ofte er på ben og arme i svømning. Men mave og ryg er mindst lige så vigtigt, hvis du skal svømme langt.
Sådan kan du træne dine mavemuskler:
Hanne Østergaard, der er personlig træner i Wonderwomen Cph anbefaler disse øvelser, hvis du skal have styrket din core:
- Hollow Rock: En rigtig god øvelse til at lære dig at stabilisere midtersektionen. Lav 3 sæt og arbejd dig op fra at holde 20-30 sekunder til du kan holde 40-60.
- Superman: En rigtig god coreøvelse for din ryg! Løft henholdsvis modsatte arm og ben skiftevis og imens spænder du op. Sørg for at køre så langsomt og kontrolleret som muligt. Lad hovedet følge nakken! Lav 3 sæt og arbejd dig op fra 20-30 sekunder til 40-60.
- Toe touch: Øvelsen laves liggende på ryggen. Pres lænden i jorden og lad dine strakte arme og ben mødes på midten. Løft din krop let og hold samtidig spændet i maven. Lav 3 sæt og arbejd dig op til at kunne høre 40-60 sekunder på sigt.
Man kan ikke træne sig til en flad mave
“Man kan IKKE – som mange tror – træne sig til en flad mave eller sixpack”, siger Hanne Østergaard.
“En flad mave hænger sammen med en lav fedtprocent og den får du ved at kigge på, hvad du spiser. Men derfor er det alligevel en fordel at have en stærk core. Især som sportsudøver.”
God træning. Vi ses i bølgerne
*foto fra wonderwomancph