Mænd gør det. Havfruer gør det. Englændere gør det i stor stil. Og derfor troede jeg fejlagtigt også, at jeg skulle gøre det, da jeg på svømmeferie kom i selskab med et par engelske svømmedamer, der altid svømmede au naturel. Det skulle jeg så ikke, og her er svaret på, hvorfor jeg ikke kan anbefale topløs svømning.
Som erfaren vinterbader er jeg jo vant til at hoppe i Øresund uden en trevl. Og som erfaren havsvømmer, er jeg heller ikke bange for at stå midt på en strand og klæde om – det er jo sådan, man gør, når man svømmer åbent vand. Så det er ikke en blufærdighedsting. Der er som sådan ikke noget, der forhindrer mig i at svømme en tur uden tøj på. Det skulle da lige være frygten for at skræmme livet af min svømmemakker eller de sagesløse kajakroere, jeg ofte møder på min vej.
Piercinger som blikfang
På svømmeferien blev jeg dog inspireret af de damer, der altid lige hoppede i vandet i et par bikinitrusser og svømmede derudaf. Den ene af dem havde endda nogle lange farvestrålende piercinger, som til forveksling kunne ligne de blink, man putter på en fiskestang. Alene af den grund var jeg ret lettet og sikker på, at det ikke ville være mig, der fik bid, hvis vi nu skulle svømme ind i en stor stime med farlige fisk.
Jeg troede, at det måtte være ekstremt befriende at svømme topløs, så det måtte jeg også prøve. Så frisindet var jeg nemlig, jeps.
Men hvad jeg ikke havde tænkt ordentligt igennem, var det faktum, at der er en grund til, at svenskerne kalder kvinders bryster for tasker (og mænds for den sags skyld). Brysterne får nemlig nøjagtig samme funktion som en havtaske*, når de bliver sluppet løs på åbent vand. De flyder perfekt, og alle kan få øje på dem.
Ingen tyngdekraft er enhver kvindes drøm
Der var ikke nogen tyngdekraft, der trak dem ned, (hvilket i begyndelsen var meget rart – en verden uden tyngdekraft er jo det, alle kvinder over 30 drømmer om). Men efter meget få meter, gik det op for mig, at attributterne også havde deres eget liv – og vilje. De ville op. Hver gang, jeg løftede min ene arm, fik de øje på lyset deroppe ved vandoverfladen og gik målrettet efter det med det resultat, at jeg nærmest blev svuppet om på ryggen, når jeg skulle trække vejret i et crawltag. Og når jeg så skulle have armen ned igen, kom jeg atter i karambolage med dem.
Rygsvømning med flydebøjer
Det gik helt galt. Til sidst måtte jeg kapitulere, lægge mig om på ryggen og som bøjer i bølgerne stille mine kridhvide havtasker til skue for enhver, der kom sejlende forbi i kajak eller lystyacht – hvilket var ret mange. Vi var trods alt i middelhavet i højsæsonen, solen skinnede, og der var bryster i farvandet. Det var de længste 1000 meter i mit liv, og jeg lovede mig selv, at den eneste havtaske, jeg flasher fremover, er den store orange sag, jeg trækker efter mig.
Svøm godt!
Ps. Jeg rejser på svømmeferie igen, og du er velkommen. Skriv til mig på mette@swimout.dk, hvis du vil med. Jeg lover at være anstændigt påklædt på hele turen.
*havtasken er i dette tilfælde ikke fisken, men den gule oppustelige bøje, som havsvømmere har med sig, når de svømmer. Den kaldes også en “havtaske”.