Indrømmet. Da jeg i sin tid kastede mig i havet for første gang, var jeg ikke rigtig klog. Jeg gjorde noget, man aldrig må gøre. Jeg meldte mig til et åbent vand stævne uden at have nogen som helst erfaring med at svømme i havet.
Det hele startede med noget uundgåelig selvrealisering ovenpå en skilsmisse for efterhånden mange år siden. Før mit liv blev besværliggjort af ulykkelige forelskelser i diverse filipensbesatte starutter, havde jeg nemlig kun én sand kærlighed i livet: KLORVAND. Så hvad var mere naturligt, da man stod i sit livs krise, end at finde tilbage til den trygge base?
Jeg begyndte simpelthen at svømme igen. Men der gik ikke så længe, før jeg kom i tanke om, hvorfor jeg var holdt op. Det var ikke kun, fordi drengene var mere spændende end at få ødelagt sit hår af klorvand. Det var jo kedeligt! Bane op og bane ned. Frem og tilbage. Sure omklædningsrum. Sure håndklæder. Og husk en 20’er til garderoben.
I 2011 meldte jeg mig derfor til Fjordsvøm i vejle – en event, jeg i øvrigt kan anbefale på det varmeste. Jeg vidste ikke bedre, så jeg havde købt en våddragt med korte ben og arme i Harald Nyborg, og så drog jeg afsted. Jeg havde været i vandet ved Charlottenlund Fort en enkelt gang og prøve dragten en fem minutters tid, men ellers havde jeg aldrig før svømmet åbent vand. Distancen over Vejle Fjord var 1,4 km fra den ene side af bredden til den anden, i stærk strøm og stiv blæst.
Jeg blev mere og mere nervøs, som det nærmede sig min tur til at komme afsted. Det var tydeligt for mig, at jeg overhovedet ikke havde styr på mit shit. Jeg anede intet om åbent vand, og jeg havde i hvert fald ikke udstyret i orden. Folk lignede rummænd i deres langærmede neoprendragter, der mindst havde kostet det tidobbelte af de 219 kr., jeg havde givet for min.
Jeg fik øje på en spand med fedt, der stod på strandbredden, og jeg tænkte, det var smart at smøre lidt på mine bare ben og arme. Det havde jeg set folk gøre, når de skulle svømme over den engelske kanal, og i mine øjne var det jo en tilsvarende bedrift, jeg var igang med. Jeg havde desværre ikke gennemtænkt, at hvis man skal bruge fedt, skal man gøre det EFTER og ikke før, man har placeret sine svømmebriller korrekt. Rookie mistake, som jeg opdagede, da der blev skudt til start og jeg monterede mine briller med mine kalvefedtsindsmurte pølsefingre lige ovenpå glasset.
Alt var fedtet. Jeg kunne intet se, og jeg måtte svømme brystsvømning de første mange meter, med svømmebrillerne i panden. Det var nu helt i orden, for adrenalinen pumpede i kroppen sammen med angsten for at møde en finhval* eller endnu værre en flok brandmænd.
Langsomt blev frygten overmandet af roen. Og efter et par hundrede meter fandt jeg ud af at få fedtet af svømmebrillerne. Efter 300 meter kunne jeg overskue at svømme crawl. Efter 400 meter blev problemerne med eksmanden spist af finhvalens ånd, der bølgede under mig. Og brandmænd var der ingen af – bortset fra de flotte reddere, der stod og ventede på den anden bred.
Selvom det var et vanvittigt projekt at kaste sig i Vejle Fjord uden at have prøvet åbent vand forinden, så var det en fantastisk oplevelse, og jeg har lige siden været fuldstændig afhængig af havsvømning.