Brunt fedt

Fedt varmer, det ved enhver, men fedt er ikke bare fedt. En krop med højt indhold af brunt fedt er både sundere og mere kuldetolerant end en krop kapslet ind i hvidt fedt.

Jeg har ikke forstand på de kemiske/fysiologiske forklaringer, men det har noget at gøre med hormonet irisin, som også har positiv effekt på mange andre ting.

Helt kort om brunt fedt:

  • Irisin/brunt fedt-produktion øges ved motion og afkøling
  • Brunt fedt hjælper kroppen med at holde varmen
  • Brunt fedt er GODT for helbredet

Nogle undersøgelser viser, at 10-15 minutters afkøling sætter lige så meget gang i brunt-fedt-produktionen som en times motion. Motion og afkøling på én gang må jo så være at slå to fluer med et smæk!

Hvor koldt vand skal være for at man kan tale om egentlig afkøling, ved jeg ikke, men at lære krop og hjerne at acceptere afkøling kræver tilvænning og man skal jo starte et sted. Vil man bruge afkøling til at opbygge mere brunt fedt, er LIGE NU et godt tidspunkt at smide våddragten. Er du kuldskær, så start med at smide våddragten efter din svømme-med-tur og svøm et par minutter uden. Udvid gradvist din svømme-uden-tid og bliv ved med at svømme uden, når vandet om heldigvis laaang tid begynder at blive køligere.

Internettet er fyldt med (mere eller mindre videnskabelig) viden om brunt fedt. Her er link til et par søgninger:

På dansk: Brunt fedt
På engelsk: Brown fat

Fedt gør sig ikke så godt på billeder, så her er et billede fra 2013, hvor Emilie og jeg svømmede over Agersøsund uden våddragter. Selvom vandet ikke var koldt, mon der så ikke alligevel var gang i lidt brunt fedt-lagring undervejs? 

God svømning derude – uden!!

 

Hvad sker der, hvis man træder på en fjæsing?

Festen var selvfølgelig ikke slut i søndags efter den halvtraumatiske redningsaktion af den løsslupne havtaske. Da vi kom op af vandet, fik vi lyst til lige at gå ud på molen på den anden side og springe i. Fiskerne stod på stribe og fangede spandevis af hornfisk, og vi ville glæde dem med et par store flotte sild oveni fangsten. Men inden vi kom så langt, blev vi stoppet af et kamerahold.

Standsmæssigt klædt på til interview på landsdækkende TV

Klædt på til kameraet
Som journaliststuderende har jeg ofte prøvet at få folk til at udtale sig, og det er ikke så let som det ser ud til. Derfor siger jeg heller ikke selv nej, når der kommer nogen og stikker kameraet op i snuden på mig.

Men jeg forstår jo egentlig godt, at folk siger nej til at blive interviewet. For det første er man sjældent klædt på til løjerne, og for det andet er det jo ikke altid, man ved noget om det, journalisterne spørger om.

Heldigvis var jeg iført badedragt og matchende håndklæde, ingen makeup og de klassiske panda-øjne efter lidt for stramme svømmebriller. Så jeg var totalt klar til TV. Hellere det end neoprenhuen i hvert fald. Den gør intet godt for nogen.

Dumme svar på dumme spørgsmål
Det viste sig at være en undersøgelse om de myter, vi danskere går og tror på. Jeg skulle derfor svare på:

1. Hvad sker der hvis man træder på en fjæsing?
2. Er der noget blod, myg er særlig glade for?
3. Hvor længe er holdbarheden på solcreme?
4. Hvad gør du, hvis du får en flåt på dig?
5. Hvad gør du, hvis du bliver brændt af en brandmand?

Om det var solstik eller det gode humør ovenpå havtaske-aktionen, ved jeg ikke. Eller måske var det min svømmemakker, der stod i baggrunden og kom med sjove kommentarer om at tisse i våddragten.
Interviewet udviklede sig under alle omstændigheder til en farce, hvor jeg skød det ene urigtige svar efter det andet mod de stakkels interviewere, mens jeg og min svømmemakker i øvrigt var ved at dø af grin.

Men det med brandmanden vidste jeg jo godt
Da vi kom til brandmandsspørgsmålet, vidste jeg heldigvis, at nu var jeg på sikker grund. Jeg er blevet brændt så meget af de skide brandmænd, så jeg fortalte dem, at man skulle skrabe det af og så skulle man hælde eddike på bagefter.

Det ærgrer mig, at jeg ikke var så sej på TV, som jeg faktisk er i virkeligheden, når jeg bliver brændt herhjemme. Jeg skulle have svaret: ”når jeg bliver brændt af en brandmand herhjemme, gør jeg ikke noget. For smerten går hurtigt væk.” Sådan er det nemlig.

Næsten kavalergang på landsdækkende TV
Til gengæld faldt det mig så af en eller anden grund naturligt at begynde at fortælle om dengang, jeg var til Best Swim Fest på Mallorca. Under et stævne på 4 kilometer i åbent vand, kom jeg i karambolage med en flok ”mauve stingers”, en virkelig heftig type brandmand, der i den grad kan gøre skade på både krop og sjæl.

Jeg var så uheldig, at en af dem kilede sig ned i min kavalergang (den trængte nok til en lille pause). Og mens den sad der og hyggede sig, lavede den forløberen til det ar, der stadig kan ses her 4 år efter, hvis man kommer tæt nok på. Heldigvis fik jeg stoppet mig selv, inden jeg kørte helt af sporet med morfar-anekdoterne og viste hele Danmark præcis, hvor mellem brysterne, den brandmand havde sat sig fast.

Svøm godt, og pas på fjæsingen.

Spænd lige havtasken

Fuldstændig upåvirket af dagens drama hænger havtasken her fredeligt til tørre på altanen.

Ingen svømmetur uden drama.

I dag var årets første svømmetur i Øresund. Det startede helt perfekt. Vandet var stille og dejlig lunt i Lagunen på Amager Strandpark. Jeg var selvfølgelig forberedt på kuldechok og havde iført mig neopren fra top til tå; både dragt, hue, strømper og handsker. Alt var godt, og solen skinnede, da jeg spændte havtasken om livet, og vi stævnede ud og satte kurs mod den første bro. Mod strømmen.

Skønt at være tilbage i havvand
Det var dejlig let det hele; en helt fantastisk følelse at være tilbage i havet, hvor man ikke skal bekymre sig om irriterende vendinger eller lugten af klor. Bare svømme derudad. Jeg elsker den frihed, havvandet giver. Og min svømmemakker og jeg har svømmet sammen i årevis, så selvom det er et halvt år, siden vi sidst var på langfart, fandt vi hurtigt rytmen. Ingen ord. Bare svømme, bare svømme.

En havtaske på flugt
Da vi nåede første bro, stod det klart for mig, at jeg var en kende overdressed. Det var for varmt, og jeg ville tage mine handsker af og spænde dem fast på min gule havtaske. Men da jeg vendte mig om for at gribe fat i den, var den væk.

Panikken bredte sig, for i den havtaske lå nøglerne til både min egen og min svømmemakkers bil. Vi kunne ikke se havtasken fra vandhøjde, så vi svømmede ind mod bredden og fik en strandgæst til at springe op fra sit håndklæde og spejde udover lagunen.

Teamwork og heroisk redning
Han fik heldigvis øje på den. Midt i lagunen flød den gule havtaske stille og roligt med strømmen ned mod sejlrenden i den anden ende. Mig i en fart op på land og løbe i bedste Baywatch-stil langs bredden. Nå ikke? Men så i bedste ”tyk-dame-i-neopren-stil” da. Imens piskede min svømmemakker afsted i vandet som en delfin på speed.

Min svømmemakker  nåede den nødstedte havtaske i fin stil, og jeg svømmede ud til hende.

Jeg må have tabt mig
Vi tjekkede straks for at se, hvor den var i stykker. Men det viste sig, at den var intakt. Spændet var stadig fæstnet, hvilket må betyde, at den er gledet ned omkring mine hofter. Det plejer ellers, at være mig, der svømmer med den, fordi det er rimelig sikkert, at de hofter er der ikke noget, der kan komme forbi. Så glæden var stor, da det gik op for mig, at jeg simpelthen var smuttet ud af den.

Det var ren optur. Jeg var blevet slank(ere), og vores bilnøgler var i god behold.

Svøm godt, og husk at tjekke havtasken, inden du kaster dig i bølgerne. Måske er du også blevet et siv henover vinteren

Derfor svømmer jeg ikke topløs

“De tre søstre” hedder klipperne. Jeg står på den længst til højre. Og ja, jeg er påklædt! 🙂

Mænd gør det. Havfruer gør det. Englændere gør det i stor stil. Og derfor troede jeg fejlagtigt også, at jeg skulle gøre det, da jeg på svømmeferie kom i selskab med et par engelske svømmedamer, der altid svømmede au naturel. Det skulle jeg så ikke, og her er svaret på, hvorfor jeg ikke kan anbefale topløs svømning.

Som erfaren vinterbader er jeg jo vant til at hoppe i Øresund uden en trevl. Og som erfaren havsvømmer, er jeg heller ikke bange for at stå midt på en strand og klæde om – det er jo sådan, man gør, når man svømmer åbent vand. Så det er ikke en blufærdighedsting. Der er som sådan ikke noget, der forhindrer mig i at svømme en tur uden tøj på. Det skulle da lige være frygten for at skræmme livet af min svømmemakker eller de sagesløse kajakroere, jeg ofte møder på min vej.

Piercinger som blikfang
På svømmeferien blev jeg dog inspireret af de damer, der altid lige hoppede i vandet i et par bikinitrusser og svømmede derudaf. Den ene af dem havde endda nogle lange farvestrålende piercinger, som til forveksling kunne ligne de blink, man putter på en fiskestang. Alene af den grund var jeg ret lettet og sikker på, at det ikke ville være mig, der fik bid, hvis vi nu skulle svømme ind i en stor stime med farlige fisk.

Jeg troede, at det måtte være ekstremt befriende at svømme topløs, så det måtte jeg også prøve. Så frisindet var jeg nemlig, jeps.

Men hvad jeg ikke havde tænkt ordentligt igennem, var det faktum, at der er en grund til, at svenskerne kalder kvinders bryster for tasker (og mænds for den sags skyld). Brysterne får nemlig nøjagtig samme funktion som en havtaske*, når de bliver sluppet løs på åbent vand. De flyder perfekt, og alle kan få øje på dem.

Ingen tyngdekraft er enhver kvindes drøm
Der var ikke nogen tyngdekraft, der trak dem ned, (hvilket i begyndelsen var meget rart – en verden uden tyngdekraft er jo det, alle kvinder over 30 drømmer om). Men efter meget få meter, gik det op for mig, at attributterne også havde deres eget liv – og vilje. De ville op. Hver gang, jeg løftede min ene arm, fik de øje på lyset deroppe ved vandoverfladen og gik målrettet efter det med det resultat, at jeg nærmest blev svuppet om på ryggen, når jeg skulle trække vejret i et crawltag. Og når jeg så skulle have armen ned igen, kom jeg atter i karambolage med dem.

Her slapper jeg af på ryggen (klog af skade iført badedragt!).

Rygsvømning med flydebøjer
Det gik helt galt. Til sidst måtte jeg kapitulere, lægge mig om på ryggen og som bøjer i bølgerne stille mine kridhvide havtasker til skue for enhver, der kom sejlende forbi i kajak eller lystyacht – hvilket var ret mange. Vi var trods alt i middelhavet i højsæsonen, solen skinnede, og der var bryster i farvandet. Det var de længste 1000 meter i mit liv, og jeg lovede mig selv, at den eneste havtaske, jeg flasher fremover, er den store orange sag, jeg trækker efter mig.

Svøm godt!

Ps. Jeg rejser på svømmeferie igen, og du er velkommen.  Skriv til mig på mette@swimout.dk, hvis du vil med. Jeg lover at være anstændigt påklædt på hele turen.

*havtasken er i dette tilfælde ikke fisken, men den gule oppustelige bøje, som havsvømmere har med sig, når de svømmer. Den kaldes også en “havtaske”.

Derfor skal du træne din core, når du skal svømme langt

En stærk core er fundamentet for den stabilitet, der gør dig i stand til at præstere optimalt. Når du svømmer lange distancer, kan ryggen let blive overbelastet, hvis ikke du har en stærk core. Det har jeg talt med personlig træner Hanne Østergaard om. 

Du skal huske maven når du svømmer
Mavemusklerne skal aktiveres, når du svømmer. Det er noget, man ofte glemmer under vintersæsonens tekniktræning, fordi fokus ofte er på ben og arme i svømning. Men mave og ryg er mindst lige så vigtigt, hvis du skal svømme langt.

Sådan kan du træne dine mavemuskler:
Hanne Østergaard, der er personlig træner i Wonderwomen Cph anbefaler disse øvelser, hvis du skal have styrket din core:

Man kan ikke træne sig til en flad mave
“Man kan IKKE – som mange tror – træne sig til en flad mave eller sixpack”, siger Hanne Østergaard.
“En flad mave hænger sammen med en lav fedtprocent og den får du ved at kigge på, hvad du spiser. Men derfor er det alligevel en fordel at have en stærk core. Især som sportsudøver.”

God træning. Vi ses i bølgerne

*foto fra wonderwomancph

Derfor skal du tage på svømmeferie

Azurblåt vand. Ingen våddragt. Masser af zen-svømning i eget tempo. Dejlige svømmegale mennesker fra hele verden. På svømmeferie?? Ja, det ER en ting. Ligesom man kan tage på skiferie, cykelferie eller golf-ferie, så kan man også tage på svømmeferie. Det er simpelthen en fantastisk måde at rejse på, og i år skal jeg afsted for femte gang:

Bjerggederne ser undrende til, mens taxaen snor sig stedkendt over bjergsiden fra Chania lufthavn på Kreta og sydover mod Chora Sfakion. Græske popsangere akkompagnerer fra højttaleren, mens bilen hurtigt bevæger sig fra det ene hårnålesving til det næste. For en passager, der højst er vant til linje 1A i København i myldretiden er turen en smule angstprovokerende, og der er ikke tid til at bekymre sig om det eventyr, der venter.

Men efter halvanden time vokser en lille idyllisk by med klassiske hvidkalkede huse og blåmalet træværk frem for foden af den bjergkæde, taxaen lige har forceret. Solen brager ned, men blæsten er frisk, så de 35 grader føles som 25. Hotellet er simpelt og hyggeligt, og fra det spartanske værelset er der udsigt over et lille færgeleje, hvor båden kommer ind flere gange dagligt med vandrende fra Samariakløften.

Når mørket falder på, og du har indtaget et par  glas af den mistænkelige lokale vin med håndskrevet label, falder du i søvn til lyden af havets brusen. Og næste morgen mødes du med din gruppe ved vandkanten. En af de to livreddere peger på tre klipper et godt stykke ude i vandet. De ser ud til at være uendeligt langt væk. ”Det er de tre søstre”, siger han. ”Svøm derud og tilbage igen”.

En stor doven havskildpadde kigger på fra sin sten, indtil den føler at svømmerne larmer for meget. Den trisser ned til vandkanten og forsvinder. ”Hun bor her”, fortæller livredderen og vinker til skildpadden. Af og til stikker den hovedet op for at se, om svømmerne stadig er der, som har den besluttet sig for ikke at vende tilbage, før der er helt stille igen.

Efter et par træningsture ud til ”søstrene”, har livredderne fået et godt billede af, hvor stærk en svømmer, du er. Du får en badehætte i den farve, der passer til dit niveau. Og de personer, der har samme farve badehætte skal svømme sammen. Og I venter på hinanden.

Så stævner I ud. Vandet er 22 grader varmt og lysende blåt. På dækket af båden står en livredder, og i den lille motorbåd lidt væk, sidder endnu en livredder. De taler engang imellem med hinanden i den lille walkie, men ellers er der dyb koncentration. De tjekker ikke deres telefon eller sidder og læser. De holder øje med dig.

Der er 10 svømmere fordelt på to grupper. En lille gruppe med fire hurtige delfiner ligger i front, og en gruppe med seks lidt mere rolige fisk svømmer bagefter. I stopper op, undersøger klippehuler, kigger på fisk, laver en lille synkronsvømningsserie, eller hvad der nu lige passer til humøret. På dækket er der afslapning – eller fest, afhængigt af dagsformen.

Og sagde jeg, at du gør det samme hver dag i en uge? Når ugen er slut, er du totalt afslappet, gennemmotioneret og har helt sikkert fået fyldt op på både den sociale konto og zen-kontoen.

Våddragten kan du lade blive hjemme. Vandet er lunt og lækkert, og det er en god måde at starte sæsonen med at få en masse kilometer i armene og få lidt træning uden våddragt.

Jeg tager selv en tur til det sydlige Kreta i år sammen med Viavana. Du er selvfølgelig velkommen. Der er få pladser tilbage, og prisen er inklusiv flybillet.

Og ellers er der her inspiration til andre svømmerejser rundt omkring i verden.

Jomfrutur i Vejle Fjord

Indrømmet. Da jeg i sin tid kastede mig i havet for første gang, var jeg ikke rigtig klog. Jeg gjorde noget, man aldrig må gøre. Jeg meldte mig til et åbent vand stævne uden at have nogen som helst erfaring med at svømme i havet.

Det hele startede med noget uundgåelig selvrealisering ovenpå en skilsmisse for efterhånden mange år siden. Før mit liv blev besværliggjort af ulykkelige forelskelser i diverse filipensbesatte starutter, havde jeg nemlig kun én sand kærlighed i livet: KLORVAND. Så hvad var mere naturligt, da man stod i sit livs krise, end at finde tilbage til den trygge base?

Jeg begyndte simpelthen at svømme igen. Men der gik ikke så længe, før jeg kom i tanke om, hvorfor jeg var holdt op. Det var ikke kun, fordi drengene var mere spændende end at få ødelagt sit hår af klorvand. Det var jo kedeligt! Bane op og bane ned. Frem og tilbage. Sure omklædningsrum. Sure håndklæder. Og husk en 20’er til garderoben.

I 2011 meldte jeg mig derfor til Fjordsvøm i vejle – en event, jeg i øvrigt kan anbefale på det varmeste. Jeg vidste ikke bedre, så jeg havde købt en våddragt med korte ben og arme i Harald Nyborg, og så drog jeg afsted. Jeg havde været i vandet ved Charlottenlund Fort en enkelt gang og prøve dragten en fem minutters tid, men ellers havde jeg aldrig før svømmet åbent vand. Distancen over Vejle Fjord var 1,4 km fra den ene side af bredden til den anden, i stærk strøm og stiv blæst.

Jeg blev mere og mere nervøs, som det nærmede sig min tur til at komme afsted. Det var tydeligt for mig, at jeg overhovedet ikke havde styr på mit shit. Jeg anede intet om åbent vand, og jeg havde i hvert fald ikke udstyret i orden. Folk lignede rummænd i deres langærmede neoprendragter, der mindst havde kostet det tidobbelte af de 219 kr., jeg havde givet for min.

Jeg fik øje på en spand med fedt, der stod på strandbredden, og jeg tænkte, det var smart at smøre lidt på mine bare ben og arme. Det havde jeg set folk gøre, når de skulle svømme over den engelske kanal, og i mine øjne var det jo en tilsvarende bedrift, jeg var igang med. Jeg havde desværre ikke gennemtænkt, at hvis man skal bruge fedt, skal man gøre det EFTER og ikke før, man har placeret sine svømmebriller korrekt. Rookie mistake, som jeg opdagede, da der blev skudt til start og jeg monterede mine briller med mine kalvefedtsindsmurte pølsefingre lige ovenpå glasset.

Alt var fedtet. Jeg kunne intet se, og jeg måtte svømme brystsvømning de første mange meter, med svømmebrillerne i panden. Det var nu helt i orden, for adrenalinen pumpede i kroppen sammen med angsten for at møde en finhval* eller endnu værre en flok brandmænd.

Langsomt blev frygten overmandet af roen. Og efter et par hundrede meter fandt jeg ud af at få fedtet af svømmebrillerne. Efter 300 meter kunne jeg overskue at svømme crawl. Efter 400 meter blev problemerne med eksmanden spist af finhvalens ånd, der bølgede under mig. Og brandmænd var der ingen af – bortset fra de flotte reddere, der stod og ventede på den anden bred.

Selvom det var et vanvittigt projekt at kaste sig i Vejle Fjord uden at have prøvet åbent vand forinden, så var det en fantastisk oplevelse, og jeg har lige siden været fuldstændig afhængig af havsvømning.

 

* Min hvalfrygt var reel. Året før min jomfrutur – i 2010 – havde verdens ældste finhval endt sine dage i Vejle Fjord efter ca. 130 år som sømand.

 

 

Vandtemperaturer uden våddragt

I 2011-2014 skrev og opdaterede jeg et indlæg om min oplevelse af svømning med våddragt ved forskellige vandtemperaturer. Det kan læses her: Hvornår er det varmt nok?

Siden da, er jeg blevet mere kuldetolerant og mere optaget af bare at være i vandet, i stedet for altid at ræse af sted. Efter 8 år med våddragt som fast følgesvend, vendte jeg i 2016 derfor tilbage til begyndelsen: Svømning i badetøj i hele sæsonen. Herunder er mine oplevelser af, hvordan det føles at svømme i almindeligt badetøj ved forskellige vandtemperaturer.

En lidt sjov ting adskiller mine kuldereaktioner uden våddragt fra dem, jeg tidligere oplevede med våddragt: Hænder og fødder bliver ikke stive og ikke-brugbare, når jeg svømmer i koldt/køligt vand uden våddragt. Hele kroppen føles selvfølgelig kold/kølig bagefter, men mine tidligere rapporter om stive hænder i lang tid efter svømning i op til 16-17 grader, gælder sjovt nok ikke svømning uden våddragt.

Hypotermi (nedkøling af kroppen) kommer snigende og kan være livstruende, så svøm efter forholdene, især temperaturen. Krop og hoved skal nok selv sørge for at gøre opmærksom på, hvornår det er nok, men tjek alligevel løbende dig selv og din svømmemakker og svøm ind, hvis afkølingen føles ubehagelig, hvis tale eller tanke bliver uklar/snøvlet, tempoet går ned, du begynder at ryste eller får smerter.

Min mening om svømmevands-temperaturer i almindeligt badetøj:

5 grader og derunder: Alt for koldt. Perfekt vinterbadevand, men ikke svømbart
Helt vildt koldt. Hovedet skriger Gå op NU allerede før jeg kommer i og kroppen gisper og gyser, så snart det kolde vand bare nærmer sig. Hårdføre vintersvømmere kan svømme i laang tid, men for mig er det så koldt, at jeg kun kan overtale mig sig selv til et par ultra-hurtige svømmetag med hovedet over vandet.

6-9 grader: For koldt. Vinterbade-lækker-køligt, men ikke svømmevenligt 
Meget koldt. Jeg får massive GISP-reaktioner, når vandet rører kroppen. Svømbart i få minutter, så vinterbadning er dejligt, men svømning er ikke-så-rart.

10-11 grader: Lige lovlig koldt
Massive GISP-reaktioner på alle fronter: Muskelspændinger, armene vil helst ligge over kors, skuldrene kryber op om ørerne, gåsehud over hele kroppen og en lind strøm af “hvorfor-gør-jeg-dog-det-her-lad-dog-være”-tanker. I solskin kan stærk vilje overtale krop og ansigt til nogle minutters svømning, men så kræver det varmt bad eller sauna at få varmen igen.

12-13 grader: Koldt 
Koldt, men i vindstille solskin kan jeg svømme i 30 minutter. Moderate GISP-reaktioner fra hoved og krop. Jeg går langsomt i vandet, så kroppen kan få sat fut i sine indre varmekedler, før jeg begynder at svømme. Jeg foretrækker vand- eller sauna-hjælp til genopvarmning bagefter.

14-15 grader: Køligt
Jeg går langsomt i, selvom jeg ikke får så stærke GISP-reaktioner som ved lavere temperaturer. I vindstille solskin kan jeg svømme i en time, men oftest nøjes jeg med 30-45 minutter. Genopvarmning med vand eller sauna er skønt, men ikke nødvendigt.

16-17 grader: Frisk og dejligt
Dejlig frisk temperatur. Så længe kroppen producerer varme ved at svømme, kan jeg blive ved, til jeg ikke gider mere, men jeg kan ikke ligge stille derude timevis.

18-19 grader: Meget dejligt
Perfekt svømme-temperatur. For en våddragts-vant krop kan vandet føles koldt/køligt de første 5-10 minutter, men jo bedre vejret er og jo mere tilvænnet kroppen er, jo hurtigere vænner den sig til vandets kølighed. Vandet er nu varmt nok til, at jeg kan flyde rundt og kigge på himmel og fisk, til jeg ikke gider mere.

Over 20 grader: Yndlingstemperatur
Helt vidunderligt! Når vandet er så varmt, er luften som regel også, og så kan jeg bade eller svømme i timevis uden at føle mig afkølet.

Jeg har ikke mange svømme-i-badetøj-billeder af mig selv, der egner sig til offentliggørelse, men herunder er et par billeder af arm og ben på en helt vidunderlig, men ret kold svømmetur på min hjemmebane den 3. oktober 2017. Vand-temperatur: 13-14 grader.

God svømning derude! /Ellen

Slush-ice mellem ballerne

Øresund er skøn året rundt, og derfor vil jeg godt slå et slag for vinterbadning.

Jeg har vinterbadet i mange år. Flere gange om ugen har jeg begivet mig fra Bagsværd til Svanemøllen for at nyde rusen, når det kolde vand pibler ned af rygsøjlen, og ikke mindst belønningen i saunaen, hvor varmen langsomt kommer tilbage, mens man sidder og nyder udsigten over Svanemøllebugten. Roen sænker sig, åndedrættet bliver roligt, sveden drypper. Indtil man pludselig er blevet så overophedet, at det ikke kan gå hurtigt nok med at komme tilbage i det kolde vand. Men det var først i år, da kulden rigtigt satte ind, at jeg fik glæden af at blive sådan en rigtig vinterbader, der bader i isvand.

Det var faktisk ikke så slemt, som jeg havde regnet med. Jeg havde jo fået varmen, fordi jeg sammen med nogle andre friske vinterbadere havde brugt noget tid på at hakke hul i isen med en spade, så der var plads til en str. 42 damebagdel i det lille hul for enden af trappen.

Luften var koldere end vandet. Minus 5,3 grader og en bidende og kraftig vind, der truede med at hive badehåndklædet af min krop og sende det til Malmø i et mesterligt kast. Så kunne man ellers stå der og blafre i vinden uden en trevl på kroppen. Det havde ikke været et kønt syn. Der er trods alt 50 meter fra vandkanten til omklædningsrummet, og man ville jo nødigt skræmme livet af de mennesker, der havde begivet sig ud på en fredelig søndagstur.

Heldigvis er badebroen udstyret med et lille rækværk, hvor man ikke alene kan stå afskærmet fra forbipasserende men også kan binde sit håndklæde fast, så det ikke blæser væk. Så da klædestykket var fast fortøjet, begyndte nedstigningen i det kolde vand. Trappetrinene var glatte og gelænderet frosset til, så det var nødvendigt at holde fast i et sikkerhedsreb for ikke at glide ned på isen.

Men vandet var faktisk overraskende behageligt. Det var en dejlig fornemmelse at træde ned i grødisen, der omfavnede mig og holdt mig oppe. Det var som at få en kæmpestor krammer fra Øresund, når isen lagde sig i et blødt pres ind mod kroppen. Hvis ikke det havde været så koldt og køen til hullet så lang, var jeg blevet siddende en times tid og nydt omsorgen fra min yndlingsfarvand.

Men med hastig nedkøling og slush-ice mellem ballerne var det hurtigt op i saunaen og få varmen.

Info: Vinterbadeklubberne er populære og det kan være svært at få plads. Men jeg kan stærkt anbefale, at man skriver sig på venteliste. Nogle klubber har besøgsdage for ikke-medlemmer og nogle klubber giver medlemmerne lov til at tage gæster med. I min klub er der gæstedag to gange om året. Næste gang er til efteråret, og du er selvfølgelig velkommen. 😊

 

 

Endnu en vandhund på Swimout

Hej alle sammen!

Jeg hedder Mette og jeg har fået æren af at hjælpe Ellen lidt med Swimout.dk. Det har jeg tænkt mig at gøre ved at kombinere to af de ting, jeg holder mest af. Nemlig havsvømning og ord. Jeg kan ikke love, det hele kommer til at handle om svømning, men alt bliver svømmerelateret og jeg vil gøre mit ypperste for at underholde jer.

Jeg har svømmet åbent vand i flere år, og jeg elsker havet – men jeg har et anstrengt forhold til søer. Engang var jeg bange for tang – nu spiser jeg det. Jeg er ivrig vinterbader. Jeg elsker at sejle kajak. Jeg vil også gerne have en båd (eller bare giftes med en, der har en båd). Jeg svømmer helst uden våddragt – men aldrig (mere…) uden badedragt.

Jeg synes, svømmehaller er kedelige, og minimum en gang om året tager jeg på en dejlig svømmeferie til et sted, hvor vandet er så varmt, at man sagtens kan svømme langt uden at fryse.

Når jeg ikke svømmer eller sidder og er ved at smelte i en sauna, så er jeg socialrådgiver og journalist – og mor til et par utaknemmelige teenagere, der heldigvis har arvet deres mors glæde ved det våde element.