Intet holder evigt

Det WordPress-theme, der i årevis har bestemt hvordan SwimOut.dk ser ud, kan ikke længere følge med den teknologiske udvikling (og webhotellets opdateringer). ØV!

Det betyder, at SwimOut.dk enten slet ikke virker eller ser ret besynderligt ud. Indholdet er uforandret, så indtil videre får siden lov at virke, selvom den ser besynderlig ud.

Måske finder jeg en løsning. En dag. Gode ideer modtages med glæde!

Tak for i år!

Min sæson 2019 har budt på masser af sol, sommer, svømning og kajak – HURRA! Jeg håber, alle I andre svømmeglade (og svømmegale!) også har nydt det max!

Årets sjoveste billede fra min hjemmebane taler vist for sig selv: Der ER mange måder at bruge vores dejlige vand på. Svømning, roning, kajak, badning, surfing, sejlads for sejl, sejlads med motor, fragt af mennesker og ting og … ja, hvad er det lige, dem i hvide dragter bruger vandet til?

Har du gættet hvad de hvide dragter laver? Ellers se og hør med på disse meget håndholdte telefon-optagelser. Husk at skrue op for lyden og prøv at abstrahere fra baggrundsstøjen fra Kajakklubben Palos hyggelige klubhus:

God svømning derinde – vi ses derude i 2020!

Strandet Ellen

2018 har leveret den længste og varmeste svømme-ude-sæson, jeg har oplevet i Danmark. Selvom jeg i år har svømmet cirka en tredjedel af, hvad jeg har svømmet derude de sidste mange år, er der ikke andet at sige om den danske svømme-ude-sæson 2018 end: TAK!

NU er det så blevet efterår og kun de allermest kulde-tolerante svømmer rundt derude endnu. Jeg er i hvert fald svømmet ind for længst.

I år har jeg tænkt mig at kajakke hele vinteren, og så må jeg jo hellere være beredt, hvis kajakken en dag skulle være så fræk at vende bunden i vejret. Når jeg en sjælden gang vinterbader, er det mest for hyggens og det gode selskabs skyld, men i år har jeg tænkt mig at vinterbade regelmæssigt. Mest for at undgå, at min krop bliver alt for forskrækket, hvis den i løbet af vinteren pludselig skal redde sig selv tilbage i en væltet kajak, men hvem ved, måske ender jeg med at kunne lide det? I dag var det så tid til vinterens første “mindst hver-14.-dag-dyp”, så jeg cyklede op til Charlottenlund Søbad og fik øje på disse to.

Selvom de to træ-konstruktioner, der ligger på stranden, ikke ser særligt sødygtige ud (men hvad forstår bønder sig på agurkesalat … ), så har de, på vaskeægte søfartsmaner, fået navn.

Den ene af de strandede formentlig-ikke-særligt-sødygtige træ-dimser har “nogen” så valgt at kalde Ellen. Det må man heldigvis fortolke præcis som man vil.

God svømning derinde!

PÅ vandet

Jeg svømmer stadig … men efter mange år i vandet, bevæger jeg mig nu også PÅ vandet.

En kajak er en kajak, ikke sandt? Det troede jeg i hvert fald, men der findes mange slags. At Kajakklubben Palo primært har tur-kajakker opdagede jeg først efter, jeg var meldt ind og frejdigt mødte op på Palos begynderhold 2018 den første weekend i maj.

Jeg blev hurtigt klogere, for en tur-kajak er dejligt let at bære, men den er sværere at holde balancen i end en havkajak. Heldigvis var Øresund i maj varmere end nogensinde, for våde, det blev vi. Mange gange. Både fordi vi mistede balancen og skvattede i, men også fordi man som kajakroer skal lære at komme tilbage i kajakken, hvis man selv eller en ro-makker skvatter i og skal både kunne svømme med en kajak og tømme en kajak for vand. Det var en våd omgang!!

Jeg er desværre ikke noget kajak-naturtalent, men øvelse gør mester og Palo er en fantastisk kajakklub – så jeg arbejder hårdt på at blive helt fortrolig med kajakkeriet.

Der var desværre ingen svømmere i sigte i går, da jeg kajakkede med mit GoPro på panden – men her er billeder af min hjemmebane hvor amatør-fotografen var PÅ vandet i stedet for i.

God svømning derude!!

PS: Jeg mener selvfølgelig underVANDSskov og om det virkelig ER edderfulge må andre vurdere. Skarverne er meget lettere at kende, for de forstår på smukkeste vis at stå med udbredte vinger og ligne en blanding mellem batman og flagermus …

Hvad sker der, hvis man træder på en fjæsing?

Festen var selvfølgelig ikke slut i søndags efter den halvtraumatiske redningsaktion af den løsslupne havtaske. Da vi kom op af vandet, fik vi lyst til lige at gå ud på molen på den anden side og springe i. Fiskerne stod på stribe og fangede spandevis af hornfisk, og vi ville glæde dem med et par store flotte sild oveni fangsten. Men inden vi kom så langt, blev vi stoppet af et kamerahold.

Standsmæssigt klædt på til interview på landsdækkende TV

Klædt på til kameraet
Som journaliststuderende har jeg ofte prøvet at få folk til at udtale sig, og det er ikke så let som det ser ud til. Derfor siger jeg heller ikke selv nej, når der kommer nogen og stikker kameraet op i snuden på mig.

Men jeg forstår jo egentlig godt, at folk siger nej til at blive interviewet. For det første er man sjældent klædt på til løjerne, og for det andet er det jo ikke altid, man ved noget om det, journalisterne spørger om.

Heldigvis var jeg iført badedragt og matchende håndklæde, ingen makeup og de klassiske panda-øjne efter lidt for stramme svømmebriller. Så jeg var totalt klar til TV. Hellere det end neoprenhuen i hvert fald. Den gør intet godt for nogen.

Dumme svar på dumme spørgsmål
Det viste sig at være en undersøgelse om de myter, vi danskere går og tror på. Jeg skulle derfor svare på:

1. Hvad sker der hvis man træder på en fjæsing?
2. Er der noget blod, myg er særlig glade for?
3. Hvor længe er holdbarheden på solcreme?
4. Hvad gør du, hvis du får en flåt på dig?
5. Hvad gør du, hvis du bliver brændt af en brandmand?

Om det var solstik eller det gode humør ovenpå havtaske-aktionen, ved jeg ikke. Eller måske var det min svømmemakker, der stod i baggrunden og kom med sjove kommentarer om at tisse i våddragten.
Interviewet udviklede sig under alle omstændigheder til en farce, hvor jeg skød det ene urigtige svar efter det andet mod de stakkels interviewere, mens jeg og min svømmemakker i øvrigt var ved at dø af grin.

Men det med brandmanden vidste jeg jo godt
Da vi kom til brandmandsspørgsmålet, vidste jeg heldigvis, at nu var jeg på sikker grund. Jeg er blevet brændt så meget af de skide brandmænd, så jeg fortalte dem, at man skulle skrabe det af og så skulle man hælde eddike på bagefter.

Det ærgrer mig, at jeg ikke var så sej på TV, som jeg faktisk er i virkeligheden, når jeg bliver brændt herhjemme. Jeg skulle have svaret: ”når jeg bliver brændt af en brandmand herhjemme, gør jeg ikke noget. For smerten går hurtigt væk.” Sådan er det nemlig.

Næsten kavalergang på landsdækkende TV
Til gengæld faldt det mig så af en eller anden grund naturligt at begynde at fortælle om dengang, jeg var til Best Swim Fest på Mallorca. Under et stævne på 4 kilometer i åbent vand, kom jeg i karambolage med en flok ”mauve stingers”, en virkelig heftig type brandmand, der i den grad kan gøre skade på både krop og sjæl.

Jeg var så uheldig, at en af dem kilede sig ned i min kavalergang (den trængte nok til en lille pause). Og mens den sad der og hyggede sig, lavede den forløberen til det ar, der stadig kan ses her 4 år efter, hvis man kommer tæt nok på. Heldigvis fik jeg stoppet mig selv, inden jeg kørte helt af sporet med morfar-anekdoterne og viste hele Danmark præcis, hvor mellem brysterne, den brandmand havde sat sig fast.

Svøm godt, og pas på fjæsingen.

Derfor skal du tage på svømmeferie

Azurblåt vand. Ingen våddragt. Masser af zen-svømning i eget tempo. Dejlige svømmegale mennesker fra hele verden. På svømmeferie?? Ja, det ER en ting. Ligesom man kan tage på skiferie, cykelferie eller golf-ferie, så kan man også tage på svømmeferie. Det er simpelthen en fantastisk måde at rejse på, og i år skal jeg afsted for femte gang:

Bjerggederne ser undrende til, mens taxaen snor sig stedkendt over bjergsiden fra Chania lufthavn på Kreta og sydover mod Chora Sfakion. Græske popsangere akkompagnerer fra højttaleren, mens bilen hurtigt bevæger sig fra det ene hårnålesving til det næste. For en passager, der højst er vant til linje 1A i København i myldretiden er turen en smule angstprovokerende, og der er ikke tid til at bekymre sig om det eventyr, der venter.

Men efter halvanden time vokser en lille idyllisk by med klassiske hvidkalkede huse og blåmalet træværk frem for foden af den bjergkæde, taxaen lige har forceret. Solen brager ned, men blæsten er frisk, så de 35 grader føles som 25. Hotellet er simpelt og hyggeligt, og fra det spartanske værelset er der udsigt over et lille færgeleje, hvor båden kommer ind flere gange dagligt med vandrende fra Samariakløften.

Når mørket falder på, og du har indtaget et par  glas af den mistænkelige lokale vin med håndskrevet label, falder du i søvn til lyden af havets brusen. Og næste morgen mødes du med din gruppe ved vandkanten. En af de to livreddere peger på tre klipper et godt stykke ude i vandet. De ser ud til at være uendeligt langt væk. ”Det er de tre søstre”, siger han. ”Svøm derud og tilbage igen”.

En stor doven havskildpadde kigger på fra sin sten, indtil den føler at svømmerne larmer for meget. Den trisser ned til vandkanten og forsvinder. ”Hun bor her”, fortæller livredderen og vinker til skildpadden. Af og til stikker den hovedet op for at se, om svømmerne stadig er der, som har den besluttet sig for ikke at vende tilbage, før der er helt stille igen.

Efter et par træningsture ud til ”søstrene”, har livredderne fået et godt billede af, hvor stærk en svømmer, du er. Du får en badehætte i den farve, der passer til dit niveau. Og de personer, der har samme farve badehætte skal svømme sammen. Og I venter på hinanden.

Så stævner I ud. Vandet er 22 grader varmt og lysende blåt. På dækket af båden står en livredder, og i den lille motorbåd lidt væk, sidder endnu en livredder. De taler engang imellem med hinanden i den lille walkie, men ellers er der dyb koncentration. De tjekker ikke deres telefon eller sidder og læser. De holder øje med dig.

Der er 10 svømmere fordelt på to grupper. En lille gruppe med fire hurtige delfiner ligger i front, og en gruppe med seks lidt mere rolige fisk svømmer bagefter. I stopper op, undersøger klippehuler, kigger på fisk, laver en lille synkronsvømningsserie, eller hvad der nu lige passer til humøret. På dækket er der afslapning – eller fest, afhængigt af dagsformen.

Og sagde jeg, at du gør det samme hver dag i en uge? Når ugen er slut, er du totalt afslappet, gennemmotioneret og har helt sikkert fået fyldt op på både den sociale konto og zen-kontoen.

Våddragten kan du lade blive hjemme. Vandet er lunt og lækkert, og det er en god måde at starte sæsonen med at få en masse kilometer i armene og få lidt træning uden våddragt.

Jeg tager selv en tur til det sydlige Kreta i år sammen med Viavana. Du er selvfølgelig velkommen. Der er få pladser tilbage, og prisen er inklusiv flybillet.

Og ellers er der her inspiration til andre svømmerejser rundt omkring i verden.

Jomfrutur i Vejle Fjord

Indrømmet. Da jeg i sin tid kastede mig i havet for første gang, var jeg ikke rigtig klog. Jeg gjorde noget, man aldrig må gøre. Jeg meldte mig til et åbent vand stævne uden at have nogen som helst erfaring med at svømme i havet.

Det hele startede med noget uundgåelig selvrealisering ovenpå en skilsmisse for efterhånden mange år siden. Før mit liv blev besværliggjort af ulykkelige forelskelser i diverse filipensbesatte starutter, havde jeg nemlig kun én sand kærlighed i livet: KLORVAND. Så hvad var mere naturligt, da man stod i sit livs krise, end at finde tilbage til den trygge base?

Jeg begyndte simpelthen at svømme igen. Men der gik ikke så længe, før jeg kom i tanke om, hvorfor jeg var holdt op. Det var ikke kun, fordi drengene var mere spændende end at få ødelagt sit hår af klorvand. Det var jo kedeligt! Bane op og bane ned. Frem og tilbage. Sure omklædningsrum. Sure håndklæder. Og husk en 20’er til garderoben.

I 2011 meldte jeg mig derfor til Fjordsvøm i vejle – en event, jeg i øvrigt kan anbefale på det varmeste. Jeg vidste ikke bedre, så jeg havde købt en våddragt med korte ben og arme i Harald Nyborg, og så drog jeg afsted. Jeg havde været i vandet ved Charlottenlund Fort en enkelt gang og prøve dragten en fem minutters tid, men ellers havde jeg aldrig før svømmet åbent vand. Distancen over Vejle Fjord var 1,4 km fra den ene side af bredden til den anden, i stærk strøm og stiv blæst.

Jeg blev mere og mere nervøs, som det nærmede sig min tur til at komme afsted. Det var tydeligt for mig, at jeg overhovedet ikke havde styr på mit shit. Jeg anede intet om åbent vand, og jeg havde i hvert fald ikke udstyret i orden. Folk lignede rummænd i deres langærmede neoprendragter, der mindst havde kostet det tidobbelte af de 219 kr., jeg havde givet for min.

Jeg fik øje på en spand med fedt, der stod på strandbredden, og jeg tænkte, det var smart at smøre lidt på mine bare ben og arme. Det havde jeg set folk gøre, når de skulle svømme over den engelske kanal, og i mine øjne var det jo en tilsvarende bedrift, jeg var igang med. Jeg havde desværre ikke gennemtænkt, at hvis man skal bruge fedt, skal man gøre det EFTER og ikke før, man har placeret sine svømmebriller korrekt. Rookie mistake, som jeg opdagede, da der blev skudt til start og jeg monterede mine briller med mine kalvefedtsindsmurte pølsefingre lige ovenpå glasset.

Alt var fedtet. Jeg kunne intet se, og jeg måtte svømme brystsvømning de første mange meter, med svømmebrillerne i panden. Det var nu helt i orden, for adrenalinen pumpede i kroppen sammen med angsten for at møde en finhval* eller endnu værre en flok brandmænd.

Langsomt blev frygten overmandet af roen. Og efter et par hundrede meter fandt jeg ud af at få fedtet af svømmebrillerne. Efter 300 meter kunne jeg overskue at svømme crawl. Efter 400 meter blev problemerne med eksmanden spist af finhvalens ånd, der bølgede under mig. Og brandmænd var der ingen af – bortset fra de flotte reddere, der stod og ventede på den anden bred.

Selvom det var et vanvittigt projekt at kaste sig i Vejle Fjord uden at have prøvet åbent vand forinden, så var det en fantastisk oplevelse, og jeg har lige siden været fuldstændig afhængig af havsvømning.

 

* Min hvalfrygt var reel. Året før min jomfrutur – i 2010 – havde verdens ældste finhval endt sine dage i Vejle Fjord efter ca. 130 år som sømand.

 

 

Slush-ice mellem ballerne

Øresund er skøn året rundt, og derfor vil jeg godt slå et slag for vinterbadning.

Jeg har vinterbadet i mange år. Flere gange om ugen har jeg begivet mig fra Bagsværd til Svanemøllen for at nyde rusen, når det kolde vand pibler ned af rygsøjlen, og ikke mindst belønningen i saunaen, hvor varmen langsomt kommer tilbage, mens man sidder og nyder udsigten over Svanemøllebugten. Roen sænker sig, åndedrættet bliver roligt, sveden drypper. Indtil man pludselig er blevet så overophedet, at det ikke kan gå hurtigt nok med at komme tilbage i det kolde vand. Men det var først i år, da kulden rigtigt satte ind, at jeg fik glæden af at blive sådan en rigtig vinterbader, der bader i isvand.

Det var faktisk ikke så slemt, som jeg havde regnet med. Jeg havde jo fået varmen, fordi jeg sammen med nogle andre friske vinterbadere havde brugt noget tid på at hakke hul i isen med en spade, så der var plads til en str. 42 damebagdel i det lille hul for enden af trappen.

Luften var koldere end vandet. Minus 5,3 grader og en bidende og kraftig vind, der truede med at hive badehåndklædet af min krop og sende det til Malmø i et mesterligt kast. Så kunne man ellers stå der og blafre i vinden uden en trevl på kroppen. Det havde ikke været et kønt syn. Der er trods alt 50 meter fra vandkanten til omklædningsrummet, og man ville jo nødigt skræmme livet af de mennesker, der havde begivet sig ud på en fredelig søndagstur.

Heldigvis er badebroen udstyret med et lille rækværk, hvor man ikke alene kan stå afskærmet fra forbipasserende men også kan binde sit håndklæde fast, så det ikke blæser væk. Så da klædestykket var fast fortøjet, begyndte nedstigningen i det kolde vand. Trappetrinene var glatte og gelænderet frosset til, så det var nødvendigt at holde fast i et sikkerhedsreb for ikke at glide ned på isen.

Men vandet var faktisk overraskende behageligt. Det var en dejlig fornemmelse at træde ned i grødisen, der omfavnede mig og holdt mig oppe. Det var som at få en kæmpestor krammer fra Øresund, når isen lagde sig i et blødt pres ind mod kroppen. Hvis ikke det havde været så koldt og køen til hullet så lang, var jeg blevet siddende en times tid og nydt omsorgen fra min yndlingsfarvand.

Men med hastig nedkøling og slush-ice mellem ballerne var det hurtigt op i saunaen og få varmen.

Info: Vinterbadeklubberne er populære og det kan være svært at få plads. Men jeg kan stærkt anbefale, at man skriver sig på venteliste. Nogle klubber har besøgsdage for ikke-medlemmer og nogle klubber giver medlemmerne lov til at tage gæster med. I min klub er der gæstedag to gange om året. Næste gang er til efteråret, og du er selvfølgelig velkommen. 😊

 

 

Endnu en vandhund på Swimout

Hej alle sammen!

Jeg hedder Mette og jeg har fået æren af at hjælpe Ellen lidt med Swimout.dk. Det har jeg tænkt mig at gøre ved at kombinere to af de ting, jeg holder mest af. Nemlig havsvømning og ord. Jeg kan ikke love, det hele kommer til at handle om svømning, men alt bliver svømmerelateret og jeg vil gøre mit ypperste for at underholde jer.

Jeg har svømmet åbent vand i flere år, og jeg elsker havet – men jeg har et anstrengt forhold til søer. Engang var jeg bange for tang – nu spiser jeg det. Jeg er ivrig vinterbader. Jeg elsker at sejle kajak. Jeg vil også gerne have en båd (eller bare giftes med en, der har en båd). Jeg svømmer helst uden våddragt – men aldrig (mere…) uden badedragt.

Jeg synes, svømmehaller er kedelige, og minimum en gang om året tager jeg på en dejlig svømmeferie til et sted, hvor vandet er så varmt, at man sagtens kan svømme langt uden at fryse.

Når jeg ikke svømmer eller sidder og er ved at smelte i en sauna, så er jeg socialrådgiver og journalist – og mor til et par utaknemmelige teenagere, der heldigvis har arvet deres mors glæde ved det våde element.

Svømme-venner

“Man snakker ikke sammen, mens man svømmer. Men man deler en fantastisk oplevelse …”

Så kort og præcist er Karina Turi Døj citeret i en artikel i denne uges udgave af Ugebladet Søndag. Citatet beskriver kort og smukt noget af det allerbedste ved at svømme derude: At svømme med en, man stoler på og matcher i tempo. Udover de åbenlyse fysiske udfordringer og oplevelser, svømning i naturen giver, kan godt svømmemakkerskab berige med en masse dejlige følelser af nærvær, samhørighed, ro, tillid, flow, hengivenhed. Svømme-zen. Et ordløst samvær, der inspirerer til også at lære sin svømmemakker at kende på land.

Vil du læse hele den skønne tekst og se flere smukke billeder, skal du have fat i Ugebladet Søndag nr 50, der udkom den 11. december 2017.