Svømmesæsoner?

SvømUd: Sommersvømning. SvømInd/SvømKoldt: Vintersvømning 
Den udendørs svømmesæson i Danmark udvider sig. I 2012 betød valgene af SvømUd den første søndag i maj en meget tidlig sæsonstart for de fleste, mens SvømInd den sidste søndag i september var længe efter, de fleste havde vendt svømmebrillerne mod opvarmede, indendørs pools. Dengang begrænsede den udendørs svømmesæson sig stort set til juni, juli og august, men flere og flere begynder at synes, det er alt for kort.

Da de to sæson-skæringsdage blev valgt, blev der faktisk rystet lidt på hovedet her og der. Nogle mente endda, SvømUd var det rene vanvid og alt for risikabelt og ville ikke på nogen måde blandes ind i eller sættes i forbindelse med et svømmearrangement, der så SÅ stort på svømmesikkerhed og på skræmmede vis spillede hasard med deltagernes liv. Der blev svømmet kort, på lavt vand, tæt på Helgoland, alle blev instrueret i at svømme sammen 2 og 2 og der var en kystlivredder på broen og sauna bagefter, så jeg synes faktisk, der var OK styr på det med sikkerheden. Men: for bare to år siden VAR det tidligt, også selvom både jeg og mange andre i både 2012, 2013 og 14 indviede den udendørs svømmesæson i april og først afsluttede den i oktober.

Enkelte vikinger svømmer hele året og mon ikke, der bliver flere af dem de kommende år? Jeg tvivler dog på, jeg selv bliver inkarneret vintersvømmer, for jeg kan faktisk godt lide at svømme inde om vinteren. Jeg HAR svømmet i vand på 4 grader og glæder mig hvert år til den iskolde nytårstur den 1. januar, men de kolde svømmeture er for korte, og det bliver så koldt og besværligt at klæde om udendørs, at det bliver til lige lovlig meget besvær og lige lovlig lidt svømning. Derudover bryder jeg mig ikke om at svømme med handsker og tvivler på, det er sundt at lade hænder og fingre afkøle så meget, at de ikke rigtig fungerer i hele eller halve timer bagefter. Om jeg en dag skifter mening om det hele er ikke til at vide!

Måske er det allerede totalt old school at tale om en udendørs og indendørs svømmesæson. I så fald skal sommer- og vinteraktiviteterne vel have navne? Sommersvømning og Vintersvømning for eksempel. SvømUd den første søndag i maj kunne så være sommersvømmernes start-fest, SvømInd den sidste søndag i september kunne markere den indendørs sæsonstart, mens SvømKoldt den første søndag i oktober kunne markere indvielsen af vintersvømmesæsonen. Eller noget … alle kan også bare blive ved med at kalde tingene det, de synes lyder bedst.

charlottenlund_efterårsfarver_13oktober_13

At svømme i koldt vand
Is og meget koldt vand kan føles som smerte på ubeskyttet hud. Ret smart, i grunden, at en krop, der ikke er vant til kulde, instinktivt opfatter kulde som truende og farlig. Det er tusindvis af år siden, mennesket lærte at beskytte sig mod kulde på land, men det er ikke mere end et par hundrede år siden, vi begyndte at interessere os for beskyttelse mod kulde i vand. Kuldebeskyttende beklædning til dykkere har godt et halvt århundrede på bagen, men det er først de sidste par år, svømmere for alvor er begyndt at efterspørge kuldebeskyttende beklædning til ophold i vand. Hvad folk efterspørger, er der nogen, der producerer, så sokker, handsker og neopren-huer til svømning kan efterhånden købes de fleste steder, der sælger våddragter. “Der findes ikke koldt vand, kun dårlig påklædning” bliver måske vintersvømmeres mantra?

En krop dækket af neopren kan faktisk have det overraskende lunt i koldt vand, i hvert fald et stykke tid. Det føles, som om det tager et par minutter at få sat fuldt blus på kroppens fyrkedel, så i koldt vand bruger jeg gerne et par minutter på at vænne især udækket hud til kulden, før jeg begynder at svømme. Når fyrkedlen er godt i gang, kan det føles næsten rart at svømme i vand ned til 7-8 grader og jeg har flere gange oplevet nærmest at svede på kroppen, når jeg har haft våddragt på i koldt vand. Om det er lufttemperatur eller dagsform, der afgør tids-længden derude, ved jeg ikke, men min fyrkedel plejer at tabe pusten efter 10-20-30 minutter, og så går jeg op.

Får du trang til at svømme i koldt vand, så HUSK at kropsafkøling/hypotermi er livsfarligt. Tænk dig om og lyt til de signaler, din krop sender. Snøvl og sludder kan være de første symptomer på afkøling, så tal med korte mellemrum med din svømmemakker og svøm, hvor det hele tiden er muligt at komme på land. Rystelser og følelsesløse ekstremiteter (med våddragt på især kæbe, hals, nakke, hænder og fødder) er til at mærke, men nedsat orienterings- og vurderingsevne kan være fatalt. Giv kroppen tid til at vænne sig til kulden og gå op FØR kroppen når at blive rigtig afkølet. Forbered dig på, at afkølede hænder ikke fungerer så godt som varme hænder (det kan fx. være svært at låse en bildør op med en ikke-elektronisk nøgle) og sørg for hurtigst muligt at få varmen igen bagefter. Sauna er en hurtig måde at få varmen på, men et stort håndklæde, tøj, der er let og hurtigt at at tage på og en termokande med noget varmt at drikke, kan også være fint.

Jeg har flere gange skrevet om svømning i koldt  vand. Her er link til nogle af dem:

Hvornår er det varmt nok? 

–  Kuldereaktioner 

Hjernefrys

Vintersvømning

Er vi der ikke snart?

Kold tur

 

Hjernefrys

“Brain freeze” og “ice cream headache” er engelske ord for den hovedpine, der kan opstå, hvis man enten spiser meget is, meget hurtigt, eller har hovedet under koldt vand. Wiki oversætter det til “hjernefrys” eller “ishovedpine”.

Hjernefrys kan være meget ubehageligt og man er ikke i tvivl, når den kommer. Oplever du hjernefrys, mens du svømmer, bør du straks gå op af vandet. Både fordi det er ubehageligt, men også fordi det KAN være de første fysiologiske signaler på hypotermi/underafkøling af kroppen.

Går du i land straks, du oplever brain freeze/hjernefrys, er der gode chancer for, at hovedpinen går væk så snart du er tilbage på land. Ignorerer du den, kan du risikere, at hovedpinen bliver hængende et stykke tid efter du er gået op af vandet (her taler jeg af egen erfaring, jeg ved ikke, om andre oplever det samme)

Læs mere om hjernefrys (eksterne link):

Open water pedia om brain freeze (på engelsk)

Wiki om hypotermi (på engelsk)

Wiki om brain freeze (på dansk)

Læs mere på SwimOut.dk om at svømme i koldt vand:

Hvornår er det varmt nok?

Kuldereaktioner

Er vi der ikke snart?

Hvornår er det varmt nok?

16. marts 2018: Dette indlæg er oprindeligt skrevet i april 2011. Jeg er blevet mere kuldetolerant med årene og har smidt våddragten en stor del af året, så mine oplevelser af vandtemperaturer har udviklet sig, så der er løbende blevet redigeret lidt i teksten herunder. 

Med skarp aprilsol fra en skyfri himmel begynder det at trække lidt i våddragten. Men hvornår kan man egentlig svømme i Danmark, hvor varmt skal vandet være?

Billedet her er fra den 27. marts 2011. Vandet var 3-4 grader, så selvom jeg havde sokker på, kom jeg kun i til knæene. Siden 2012 har jeg sagt velkommen til det nye år ved at svømme ca. 100 meter den 1. januar. I januar er vandet som regel under 5 grader varmt (koldt!), så min nytårs-svømmeturs-tradition er kun for sjov!

Hvor meget kulde og hvor meget neopren man er parat til at iklæde sig, er individuelt. Standardudstyr, dvs. 2-3 mm våddragt + en badehætte, fungerer for mig ved vandtemperaturer på 15-20 grader. Under 15 skal der mere neopren til, over 20 vil jeg helst undvære våddragten.

I koldt vand er ekstra neopren (hætte, sokker, handsker + evt. en tykkere våddragt) en god ting. Løbebluse og løbetights eller skiundertøj under våddragten og store svømme-briller værner også mod kulden. Uanset hvor godt du klæder dig på, så vær altid ekstra forsigtig, hvis du svømmer i koldt vand.

Hypotermi (nedkøling af kroppen) kommer snigende og kan være livstruende. Klæd dig på efter temperaturen. Svømmer du i koldt eller køligt vand, så tal jævnligt med din svømmemakker. Svøm ind med det samme, hvis en af jer fryser meget, bliver uklar/taler snøvlet, sætter tempoet ned, ryster eller får smerter i led eller mave.

Min mening om vandtemperaturer:

under 6 grader – perfekt vinterbadetemperatur
For svømmere: Helt vildt koldt. Al krop, der ikke er dækket af neopren, skriger Gå op NU. Kroppen gyser, når det kolde vand glider ind under våddragten eller hen over kroppen, men med sokker, hætte, vanter, skiundertøj og en våddragt, der sidder helt tæt til, kan man holde kroppen varm i længere tid, end hænder og ansigt bryder sig om. Der findes hårdføre vinterbadere, der kan svømme 500 meter uden våddragt, men selv i våddragt er det så koldt, at det er svært at overtale sig selv til at blive i vandet. Gang på bunden og svømning på ryggen med hænderne over vandet er en måde at komme fremad på.

7-9 grader – vinterbadekøligt
For svømmere: Meget, meget koldt for udækket hud. Udækket hud i ansigt, nakke, hænder og/eller fødder får dig lynhurtigt overtalt til at gå i stedet for at svømme, for det gør ondt at have hænder, ansigt, kæbe og fødder i vandet. Det kan let tage 10 minutter før hænderne holder op med at gøre ondt, men rigtig rart bliver det aldrig. De første 5-10 minutter er det godt med små pauser, hvor hænder og ansigt får lov at være over vandet, dvs. enten gang eller svømning på ryggen med hænderne over vandet. Den 26. april 2012 var jeg i en 9 grader varm (kold) Nakskov Fjord i næsten en time i våddragt, hætte, sokker og skiundertøj. Kroppen havde det fint, men køligt, men bagefter var mine hænder så kolde, at jeg ikke selv kunne tage våddragten af og mine fødder føltes som et par smertefulde, stive pæle, når jeg gik.

10-11 grader – næsten svømbart for kuldetolerante
Vandet begynder at ligne noget, man kan svømme i, men for en kulde-utilvænnet krop er det meget er koldt at komme i. Stærk vilje kan overtale krop og ansigt til 20-30-40 minutter i vandet, men det tager lang tid for hænderne at vænne sig til det, og de har det med ikke at virke i en halv time efter, jeg går op af vandet. Sats ikke for meget på at kunne udføre noget finmekanisk lige efter …

12-13 grader
Koldt, men dejligt. Våddragt, sokker og neoprenhætte er gode at have, men t-shirt/skiundertøj kan sagtens undværes. Det tager tid for hænder og ansigt at vænne sig til kulden, det holder aldrig op med at føles koldt, men efter ca. 10 minutter begynder friskheden at overdøve ubehaget ved at svømme i koldt vand. Fingrene kan være stive og ikke-så-brugbare i op til en halv time bagefter.

14-15 grader
Det er koldt at få ansigt, hænder og fødder i vandet, men en krop i våddragt vænner sig hurtigt til kulden. I en almindelig 2-3 mm svømmevåddragt, evt. også sokker, kan jeg svømme i timevis, især hvis solen står højt på himlen. Det tager stadig lidt tid for hænder og ansigt at vænne sig til kulden, og hænderne kan være stive og lidt ubrugelige lige efter.

16-17 grader:
“Frisk” temperatur. Iført 2-3 mm svømmevåddragt med almindeligt badetøj under og almindelig badehætte kan jeg holde varmen i mange, mange timer, hvis kroppen er i gang. Bagefter kan det tage lidt tid at få varme i hænder og fødder, hvis jeg enten har svømmet i mange timer eller har holdt for mange pauser undervejs. Hyggesvømning med lav puls kan kræve ekstra påklædning (sokker).

18-19 grader
Perfekt vandtemperatur til svømning med 2-3 mm våddragt og almindelig badehætte. Heldigvis den typiske vandtemperatur i Øresund i juni-august.

Over 20 grader
I solskin får jeg det hurtigt for varmt i heldragt, i hvert fald når tempoet er højt. Hyggesvømning er dejligt, både med og uden våddragt.

Kulde er en tilvænningssag, både mentalt og fysisk, så jeg kan klare koldere vand om efteråret end om foråret. Min udendørs sæson starter derfor sjældent rigtigt før vandet nærmer sig 14 grader.

I Danmark bliver søer, åer og fjorde som regel hurtigere varme end havet, så hold øjne og ører åbne i maj og juni, måske nærmer vandtemperaturen sig noget, man kan få sig selv til at dykke ned i.

Vandtemperatur er ikke den eneste faktor. Jeg har (for mere end 10 år og 10 kilo siden, fedt varmer  …) svømmet halve timer uden våddragt i norske fjorde, der ikke var mere end 12-14 grader. Det kunne kun lade sig gøre midt på dagen og i stærk sol. Står solen højt på en skyfri himmel, giver den varme i vandoverfladen og i de øverste 30-40 centimeter vand. Dvs. at bagsiden af kroppen er varm, mens hænder og underarme bliver kolde, når man svømmer crawl. Svøm evt. på ryggen indimellem for at varme forsiden af kroppen. I Danmark skal vi som regel hen i maj, før solen står højt nok på himlen til rigtig at kunne varme.

Den bedste måde at gå i koldt vand på er at gå. Går du i fra en bro eller båd hvor du ikke kan bunde, så glid ud på ryggen. Dyp hænderne, tag dem gerne op og i flere gange. Vent med at putte ansigtet under vand, til du har vænnet hænderne lidt til kulden. Svøm evt. på ryggen i starten. Hovedspring i koldt vand ser kækt ud, men kan være en virkelig kold fornøjelse og et rimelig stort chok for kroppen. Går man i fra kysten, kan man godt gyse lidt, når der trænger vand ind i våddragten omkring mave/hofter, men det går hurtigt over, fordi kroppen får vandet i dragten varmet op.

Jeg tror (men ved ikke med sikkerhed) at svømning i koldt vand sætter gang i endorfin-produktionen. I hvert fald er både jeg selv og andre enormt glade, ja næsten euforiske efter en svømmetur ved 8-10-12 grader. Enjoy 🙂

Vandtemperaturerne kan svinge en del fra år til år, følg vandtemperaturerne på DMI.dk

Mere om vandtemperaturer og koldt vand her:

Kuldereaktioner (juni 2012)

Vandtemperaturer – igen (januar 2013)

Er vi der ikke snart? (februar 2014)

Er vi der ikke snart?

Med en så fin solskinsdag, som vi havde i dag, kan man godt få bildt sig selv ind, at foråret er lige om hjørnet. Der krævede dog kun en gåtur sidst på eftermiddagen eller en forsigtig finger i vandet at blive klogere. Det kan kun gå for langsomt med at få varmet de danske farvande og søer op, så der er desværre et par måneder endnu før vandet er svømmeklart til vi ikke-vikinger. Også selvom februar går på hæld og jeg har det som et barn på bagsædet af en bil: Er vi der ikke snart? Hvornår er vi der?

hjemmebanen_2014-02-24

Sådan så min hjemmebane ud ved frokosttid  i dag, den 24. februar 2014. Om det er Bodil eller isen, der har ædt måge-pinden og efterladt dynger af gammel tang der, hvor der burde ligge en fin lille sandstrand, ved jeg ikke, men min hjemmebane ligner ikke helt sig selv. Den hvide trekant til højre på billedet er en lystbåd, der blev ædt af isen. Den ligger bare der på havbunden og ligger, selvom den rettelig burde vugge blidt på bølgerne. Med let sammenknebne øjne kunne jeg nu alligevel godt få lidt fært af sol og sommer og dejligt svømmevand!

De allerførste år, jeg svømmede ude, begrænsede min udendørs svømmesæson sig til slutningen af juli til starten af august, for jeg ejede ikke en svømmevåddragt. I 2008 udvidede min første våddragt sæsonen til midten af juni til slutningen af august og alt under 18 grader var stadig for koldt for mig. Om min krop er blevet mere kuldetolerant eller jeg er blevet mere villig til at udholde kulde, ved jeg ikke, men de sidste to år er min udendørs svømmesæson startet i slutningen af april og først sluttet i oktober. Sådan bliver det forhåbentlig også i år!

Der ER selvfølgelig nogen, der er enten er meget kuldetilvænnede og kuldetolerante eller kan finde ud af at klæde sig så godt på, at de kan svømme ude hele vinteren. Hatten af for jer, I vikinger! Jeg gætter, vikinge-beretninger bla. på Facebook er medvirkende til, at snakken går her og der og mange steder om, at NU skal vi snart ud og i år har vi (næsten) ikke haft isvinter og med den globale opvarmning bliver vandet nok hurtigt varmt i år.

Det er altid tilladt at drømme, men tro mig: Vandtemperaturerne begynder først rigtigt at stige, når solen står så højt, at dens indstråling for alvor kan varme koldt vand op. Derfor: Slå koldt vand i blodet (!!), det bliver først rigtig dejligt at svømme derude i juni. Midt på dagen, i vindstille solskin, kan man fra midt i maj være heldig at finde vand med svømmevenlig overfladetemperatur i danske søer og afskærmede fjorde og bugter, men havet tager sin tid om at få varmen.

Hvoromaltinger: Der er kortere tid, til vi svømmer derude, end der var i går. Og i morgen er vi endnu tættere på.

Der er snart kun 2 måneder til 4. maj 2014, den første søndag i maj. Den dag, jeg har udnævnt som udendørs svømnings sæsonstarts-milepæl. Måske ses vi et sted derude den 4. maj. Eller et andet sted. Vi ses forhåbentlig derude … en dag!

Mere om koldt vand:

DMIs vandtemperatur-statistik fra 1994

Hvornår er det varmt nok?

Kold tur (hvis du vil svømme i koldt vand)

DR1: Nakskov fjord (2012)

SvømUd. Sæsonstart den første søndag i maj (fra 2013)

 

Sæson 2013 går på hæld

Sommeren går på hæld. Den 14. september afholdt Dansk Svømmeunion sin sidste udendørs svømmebegivenhed 2013 og regn og rusk og kulde i går efterlod vist ingen tvivl om, at den udendørs svømmesæson i Danmark går på hæld. Øresund er heldigvis stadig 16 grader og svømbart, især midt på dagen i solskin. I dag var vandet fantastisk: Klart og stille og mine hænder virkede (næsten) med det samme bagefter.

De senere år har glædet jeg mig så meget om foråret, at jeg har kastet mig ud i vand på 8-10 grader i slutningen af april. Korte ture, et kvarter, max en halv time og en masse om-på-ryggen-for-at-få-hænder-og-ansigt-væk-fra-det-kolde-vand. Om efteråret kan jeg, mæt af en sommer med mange, dejlige svømmeture, finde på at luske ind, før vandtemperaturen når under 13-14 grader. I år er det dog som om vandet ikke vil give slip. Så måske bliver sæsonen lidt længere i år. Måske.

Store Okssø 14. september 2013

Svømmer du i koldt/køligt vand, så vær forberedt på, at dine hænder måske strejker, så finmotoriske opgaver som at dreje nøgler og lukke knapper bliver en udfordring i op til en halv time efter du har forladt vandet. Bliver du rigtig kold, kan fødder stivne og gøre ondt, kranier kan kuldereagere med brain freeze. Er der hverken sauna eller varmt bad ved dit svøm-ud-sted og har du udsigt til mere end fem minutters transport, så tag håndklæder og ekstra varmt tøj med, når du svømmer i køligt/koldt vand. Gerne tøj, der ikke kræver så meget finmotorik at få på, jeg kan fx. ikke lukke en BH med meget kolde hænder. Varm te eller kaffe er heller ikke så ringe endda.

Det er ikke nødvendigvis sundt for hænder og fødder at blive så afkølede, at de strejker. Om afkøling af hænder og fødder på længere sigt kan have negative konsekvenser, ved jeg ikke, men det er sandsynligt. Tag det med i din risikovurdering, hvis/når du vælger at lade din krop afkøle ved at svømme i køligt/koldt vand.

Kropsafkøling er ikke risikofrit, så husk at lytte til din krop. Sender din krop smertesignaler til din hjerne, betyder det sikkert nej tak, gå venligst op. Lyt til den.

Kuldetolerance er subjektivt, ophold i koldt vand kræver tilvænning og fedt varmer. Derfor kan din kuldetolerance være meget anderledes end min, som er beskrevet her. Prøv dig frem.

Trods masser af udendørs svømmekilometer er jeg ikke i svømmetopform, når svømning flytter indendørs. Indendørs svømmer jeg nemlig sammen med "mit" masterhold, og vi giver den meget mere gas, end jeg gør ude. Mere intervaltræning, mere fokus på hastighed. Mit indendørs tempo er væsentligt nedsat efter sommersæson i naturen. Både fordi jeg ikke intervaltræner ret meget udenfor, og fordi core- og benmuskler bliver slappe af at svømme i våddragt. Det kan heldigvis trænes væk. Indendørs.

Vandtemperaturer – igen

Under “Tjek Vandtemperaturen” øverst kan du finde screendumps af nogle af DMIs vandtemperaturmålinger. De viser, at den 21. januar 2013 er vandtemperaturen flere steder faldet 5 grader siden nytår. Får vi en februar måned, der ligner februar 2012, bliver vandet nærmere koldere end varmere i mindst en måned endnu. Gys!!!

Jeg har skrevet om vandtemperaturer før:

Hvornår er det varmt nok

Vandtemperatur 16. april 2012

Varmt nok

Så der ER stadig et par dage til vi får dansk svømbart vand igen. Men fristende er det jo, vandet, når solen skinner og vandet glimter og bare kalder på at blive svømmet i. En dejlig solskinssøndags-gåtur langs vandet i går satte fuld gang i min svøm-ud-lyst, men den gik godt nok i sig selv igen, da jeg nåede Skovshoved Havn: Der var is på vandet!

Men smukt? – det er Øresund nu altid. Is eller ej.

Skovshoved Havn, 20 . januar 2013 Skovshoved Havn, 20 . januar 2013

Kuldereaktioner

Selvom vandet ikke er så koldt som det HAR været, så synes mine hænder stadig, det er for koldt. Med våddragt på i vand over 12 grader tager det ikke hænder, fødder og ansigt ret mange minutter at vænne sig til kulden og virke stort set som de plejer. Men også kun stort set, ikke helt. Jo koldere vandet er, jo værre bliver det. Fra 18 grader og op kan jeg, lidt afhængig af luft-temperaturen, svømme uden våddragt længe uden at få nedsat bevægelighed på grund af afkøling, men under 15 grader reagerer min krop de steder, der ikke er dækket af neopren. Neopren gør svømning muligt, selvom vandet er koldt, men det er lissom ikke alt, der kan pakkes ind i neopren. I hvert fald ikke, hvis man også har tænkt sig at kunne svømme.

Læs evt. mere om min mening om vandtemperaturer

Kropsnedkøling er meget farligere end nedkøling af lemmerne, så svømning i koldt vand uden våddragt og længere svømmeture uden våddragt i køligt vand skal man selvfølgelig være meget varsom med. Vælger du at svømme ved vand-temperaturer under 15 grader, så husk våddragten og husk at svømme tæt på kysten. I en krise-situation kan kolde hænder være helt ubrugelige, hvilket fx. kan være kritisk, hvis du får brug for at betjene spændet på torpedoen.

Jeg er ret sikker på, det hverken er sundt eller tilrådeligt at køle hænder og fødder så meget ned, som jeg har gjort siden midt i april i år. På den anden side: Så længe man ikke får forfrysninger, er det vel heller ikke direkte skadeligt. Hvoromaltinger, så pas på, når du svømmer i koldt vand. Svøm tæt ved en kyst, hvor du hele tiden kan komme op og svøm gerne hvor du kan bunde.

Min tour-de-frois 2012 startede med, at Danmarks Radio ikke havde undersøgt de danske vandtemperaturer i april, da de planlagde, at svømme-optagelser til årets udgave af Danmark kyst til kyst skulle foregå den 26. april. For at forberede min krop på at fungere i koldt vand, var jeg i vandet flere gange, mens det kun var 6-8 grader. Det var korte ture med mange pauser for at give ansigt og hænder pause fra vandet, for uf hvor syntes de ikke om kulden. Med skiundertøj under våddragten og neoprenhætte på, er krop og hjerne heldigvis OK varme i kortere tid i koldt vand, men når det er rigtig koldt, kan fødder ikke holdes varme af sokker.

KuldereaktionerI koldt vand har jeg oplevet ting som:

– Hænder, der ikke virker

– Fødder, der gør ondt

– Tunge, der slår knuder

– Kæbe, der stivner

Hænder
Det gør ondt at stikke hænderne i koldt vand, men bagefter gør mine hænder egentlig ikke ondt, de virker bare ikke, når jeg kommer op af koldt vand. Det tager lidt tid, før de holder op med at gøre ondt ude i vandet, men så længe jeg er i, kan de bruges til at svømme. Finmotorikken påvirkes meget hurtigt af kulde, og efter en time i 9 grader koldt vand kunne jeg hverken mærke eller bruge mine hænder. Da jeg ville klæde om ti-femten minutter efter jeg forlod vandet, måtte jeg have hjælp til at få våddragten af og det tog 2 timer, før jeg kunne lukke de små kroge i min bh. Efter en time ved 14 grader eller derunder kan der gå en halv time, før jeg ubesværet kan låse en dør op med en almindelig nøgle, og det er stadig besværligt at få vådragten af. Sauna og varmt bad gør det klart hurtigere for hænderne at blive sig selv igen. Lige bagefter kan det dog være svært at finde en bade-temperatur, hænder og krop kan blive enige om: Varmt vand gør ondt på kolde hænder, en varm krop bryder sig ikke om koldt vand.

Fødder
Jeg bruger ikke fødderne ret meget, når jeg svømmer i våddragt, og med sokker på ligger de endnu mere stille. Når fødder ligger stille mærker man dem ikke så meget, men selv med neopren-sokker på kan fødder bliver ubehageligt kolde. I koldt vand kan jeg godt mærke, mine fødder er kolde, men efter et stykke tid mærkes de nærmest ikke. Bagefter kan de til gengæld gøre ret ondt. Efter en time ved 9 grader i Nakskov fjord gjorde mine fødder så ondt, at jeg overhovedet ikke havde lyst til at gå og havde temmelig svært ved at få sko på.

Hoved
Brain freeze (hjernefrys på dansk) er den pludselige hovedpine, man kan opleve, hvis man hurtigt spiser meget is eller putter hovedet ned i koldt vand. Brain freeze er ikke i sig selv livsfarligt, men det er er en god idé at gå ind på land, til det er gået over. Brug evt. et par minutter til at vænne krop og hoved til koldt vand, før du svømmer ud i vand under 15 grader.

Tunge
Der skal ikke ret meget crawl-svømning til i koldt vand, før min tunge begynder at slå knuder. I starten er det bare lidt anstrengende at bruge den til at tale med, men efter et stykke tid bliver den så stiv af kulde, at jeg ikke kan sige S. Uden S’er lyder det lidt sært, når jeg taler, og det er bestemt ikke behageligt. Heldigvis går det over, så snart jeg er ude af vandet.

Kæbe
Når kæben ligger for længe i koldt vand, bliver den stiv og umedgørlig. Jeg tror, det føles lidt som at have forstuvet kæben: Det gør ondt og kæben har ikke lyst til at bevæge sig. Det går heldigvis også over få minutter efter, man er væk fra det kolde vand.

Redigeret 3. maj 2014: Afsnit om Brain freeze / hjernefrys tilføjet

Varmt nok

Belært at dette forårs erfaringer med at svømme i koldt vand har jeg opdateret et tidligere indlæg om svømning ved forskellige vandtemperaturer.

Skal du ud for første gang og/eller føler du dig utryg eller bange ved tanken om at svømme i det fri, så vent med at svømme ud til vandtemperaturen når op omkring 18 grader. Selvom det er sjovt at svømme i koldt og køligt vand, er der ingen grund til at give kroppen mange forskellige chok på én gang.

 

 

 

 

 

Kold tur

Øresund har nu nået en vandtemperatur på ca. 8 grader. Det er synd at sige, det er 8 grader varmt, for en svømmer er det 8 grader koooooldt!

Hvis du heller ikke kan holde dig fra at svømme ud i koldt vand, så husk:

  • Svøm aldrig alene
  • Hold dig tæt ved kysten og på ret lavt vand
  • Pak dig godt ind i neopren: Våddragt, hætte, sokker, handsker …
  • Tag ski-undertøj / løbetøj på under dragten
  • Put evt. lanolin eller anden fedt på bare hud-områder, der beklager sig over kulden
  • Giv ansigt og anden hud, der ikke er dækket af neopren, regelmæssige og lange pauser, ved at stå op i vandet, ligge på ryggen eller hvad du nu kan finde på
  • Vær tålmodig. De første minutter er de koldeste, al nøgen hud lægger ud med at trygle dig om at slippe for kulden. Når kroppen har fået fyret godt op for radiatoren, er de fleste hud-områder, der er dækket af neopren, dejligt varme og hænder/ansigt er begyndt at vænne sig lidt til kulden. Jo tykkere neopren, jo bedre.
  • Forvent ikke, at du kan svømme lange distancer
  • Nyd suset af frihed og det klare, klare vand 🙂

 

Tak til Christina Hauschildt for det smukke billede.

 

Vandtemperatur 16. april 2012

Opdateret 28. november 2012:
Siden april 2012 har jeg jævnligt screendumpet DMIs temperaturmålinger. Kig under “Vandtemperatur” i øverste menu.

Vandet omkring Danmark er koldt for tiden. FOR koldt at svømme i for langt de fleste af os. Efter min mening er vand på 14-15 grader svømbart. Især i solskin og med våddragt, sokker og neoprehætte på. Mere om svømbare vandtemperaturer her

Herunder har jeg indsat DMIs vandtemperatur-oversigt fra i dag. Roskilde Fjord plejer at være et par grader varmere end Øresund i åbent-vand-sæsonen, og vandet er her i april da også næsten 3 grader varmere end vandet i Øresund nord for København. Skulle man flytte tættere på Roskilde Fjord? Der må åbent-vand-sæsonen jo være meget længere end den vi stakler, der bor ved Øresund, må nøjes med. Selv Vesterhavet er varmere end Øresund. Måske man skulle prøve at snakke sig til en byttehandel?

Haves: Smeltevand fra den Botniske Bugt.
Ønskes: Golfstrøm!

Men pyt. Vi går hastigt mod lysere og varmere tider. Det er ikke længe siden, vandet kun var 3 grader og med alt det solskin, vi har haft i dag, kan det kun gå fremad. Lige om straks … så skal vi i!

I øverste menu under “Vandtemperatur” her på SwimOut.dk vil I fremover finde sider med DMIs danske vandtemperaturer, screendumpet cirka ugevis fra i dag og frem. Så har vi det at kigge på næste år.