Bag SwimOut

Velkommen!

Bag SwimOut.dk står jeg, Ellen Garne. Jeg elsker at svømme i naturen. I hav, sø, bugt, å, fjord, kanal, vig, kalkgrav. Hvorsomhelst. Nårsomhelst.

Med svømmemakker og havtaske.

På min lavvandede hjemmebane i Hellerup kan jeg dog godt finde på at svømme småture frem og tilbage uden andet selskab end de andre, der færdes på og ved vandet deromkring (ja, jeg ved godt, det er dumt).

Jeg har svømmet ude i mange år. Fra 2012-16 svømmede jeg rigtig, rigtig meget og skrev også en del om det her og der. Nu svømmer jeg bare. Og skriver ikke så meget.  

12. marts 2018 blev SwimOut.dk beriget med en medskribent – HURRA! Læs mere om Mette Oscar Pedersen her: Endnu en vandhund på SwimOut

Svømmemakker i det fri

Noget at det første, jeg manglede, da jeg i midten af nullerne blev grebet af svømning i det fri, var nogen at svømme med. de første år svømmede jeg alene, men så kom jeg på Facebook og i 2010 oprettede jeg Facebook-gruppen Svømmemakker i det fri, der dd har 2252 medlemmer.

Svømmemakker i det fri er en lukket gruppe, men alle svømmeglade er velkomne. Vi er dog efterhånden blevet så mange svømmere derude, at lokale grupper er mere brugbare. 

For mig er den lokale svømme-ude-gruppe Svømmemakker i Charlottenlund. Hvis du leder efter din lokale svømme-ude-gruppe, så kig her: Svømmeselskab i Danmark

Svøm ud-dagen

Den 1. maj 2011 svømmede jeg en lille tur på min hjemmebane med min mand som kystvagt – for jeg kendte ingen, der ville med ud i vand, der var  under 10 grader.

Året efter erklærede jeg første søndag i maj som sæsonstarts-dagen for den udendørs svømmesæson og fik lov at invitere svømmeglade med til SvømUd hos Det kolde Gys på Helgoland Søbad den 6. maj 2012. Så var det jo næsten blevet en tradition: I 2013 var der igen SvømUd hos Det kolde Gys.

I 2014 overtog Hans-Henrik Heming og senere svømmeklubben Copenwater Svøm-ud-dagen på Amager, jeg svømmer ud den første søndag i maj fra Palo-plænen i Charlottenlund Strandpark.

Der er Svøm-ud-dage flere steder i landet. At kalde den første søndag i maj for danske svømme-ude-glades “standerhejsning” ser ud til at være blevet en svømme-tradition. Det er altid sjovt at indvi den nye sæson, selvom det er både kort og koldt!

Nogle, men langt fra alle, sæsonstarts-arrangementer omtales før og efter her: Svøm Ud-dagen: 1. søndag i maj 

Fredags-SvømUd

I 2012 startede jeg Fredags-SvømUd, et svømmemakker-mødested i Charlottenlund Strandpark. Det foregår fredage kl. 17 fra midt i juni – 1. oktober. De seneste år har en gruppe skønne svømmekammerater overtaget planlægning og afvikling – HURRA for Lise-Lotte, Karina, Anne-Mette og Mia!

Følg med i facebook-gruppen Svømmemakker i Charlottenlund

Kom og crawl med / Svøm med ud

Fra 2011-17 deltog jeg i planlægning og afvikling af Kom og crawl med. Projektet startede som et samarbejde mellem Gentofte Svømmeklub og Gentofte Kommune med det formål at introducere Gentofte kommunes borgere til crawl-svømning og måske svømning i åbent vand.

Kom og Crawl med blev i 2016 omdøbt til Svøm med ud og inkluderer nu også svømning i Øresund. Det er dog ikke længere mig, der står ved roret. 

Havtasker

I foråret 2013 købte jeg 40 SaferSwimmer floats i Finland. De var solgt, før de nåede Danmark, så jeg etablerede SwimOuts webshop og købte 100 mere, denne gang hos ISHOF i USA , opfinderen af SaferSwimmer floats.  Denne gang med Buggers smukke svømmemakker-logo.

I anledning af etablering af webshoppen fik havtasken sit danske navn: havtaske (TAK til Mette for at finde på navnet!). Da de hundrede havtasker var revet væk, bestilte jeg nogle flere. Og nogle flere. Selvom SwimOuts webshop blev drevet af SwimOut ApS, var det stadig mig, der sad 100% ved (havtaske-)roret.

I 2017 lukkede og slukkede mit havtaske-eventyr. Ikke fordi jeg ikke troede på havtaskerne mere, men fordi så mange andre havde opdaget, hvor god en ide det er og så var min mission lissom fuldført: At gøre det lettilgængeligt for danskere havsvømmere at være synlige derude.

ISHOFs originale havtaske kan heldigvis stadig købes flere steder, blandt andet i  Dansk Svømmeunions webshop

Psykologisk behandling af angsten for dybet

I min psykologpraksis har jeg siden 2010 behandlet/støttet/coachet voksne, der gerne vil svømme i det fri, men bliver bange ved tanken, er blevet skræmt under en udendørs svømmetur eller er gået i panik under en kaotisk svømmestart, f.eks. ved et triatlon-stævne.

Dansk Svømmeunions åbent vand pris 2015

Det var både med stolthed og glæde, jeg den 25. april modtog Dansk Svømmeunions Åbent vand-pris 2015. Prisen fik jeg på grund af mine skriverier på SwimOut.dk og mit havtaskeeventyr.

iForm

2014-17 var jeg en del af iForms Advisory Board. Man har derfor kunnet møde mig som artikel-skribent i iForm, primært til tekster med både psykologisk og svømmefaglig indhold. Mest svømmerelevant er en 6 siders artikel med titlen Spring ud som havsvømmer i iForm nummer 9, 2016 (udkom 2. juni 2016).

Anholt Højskoleforening

I juni 2019 var jeg for første gang havsvømme-instruktør og assistent for havkajak-instruktøren i Anholt Højskoleforenings vidunderlige Blå uge. 
Anholt Højskoleforening er kun lige begyndt. Der er meget arbejde ved at starte et nyt projekt på Danmarks dejligste og mest isolerede ø, men jeg håber, håber, håber, projektet lykkes! 

Min egen svømmekarriere

– startede ikke særlig glorværdigt. Jeg voksede op ved iskolde Lillebælt, og da jeg var et radmagert barn, skræmte koldt vand livet af mig. Jeg var derfor selvskreven på “dummeholdet” ved skolens svømmeundervisning, der foregik i et køligt 16,7-meter-bassin. Kort efter min debut på dummeholdet blev der heldigvis bygget en rigtig svømmehal i Fredericia og etableret en svømmeklubdengang Fredericia KFUM’s svømmeklub, nu DeltaSwim. Nyheden om svømmeklubben blev mødt med lettelse af min håndboldgale familie, der ikke var stolte af, at deres boldmongol af en lillesøster fumlede rundt og vanærede familiens håndboldry i den lokale boldklub.

Så jeg fik lært at svømme. Så godt, at jeg avancerede til klubbens nyetablerede konkurrencehold, mens jeg stadig gik på letøvet hold på lavt vand. Efter et par år i konkurrenceafdelingen kvittede jeg konkurrencetræningen for at hellige mig gymnasielivet, svømmeinstruktørlivet og KFUMs Idrætsforbunds svømmeinstruktøruddannelse.

Så gik der maaaaange år uden svømning. Tiden gik med uddannelse og børn og med at lægge lidt for mange kilo på sidebenene. Jeg begyndte at svømme igen omkring 1995, primært for at komme af med nogle ekstra graviditetskilo. I starten svømmede jeg indendørs i offentlig åbningstid, sidenhen med et masterhold, først i Lyngby, senere en del år i Gentofte Svømmeklub. Nu svømmer jeg bare. 

Som rutineret bassinsvømmer har det altid irriteret mig, at jeg var utryg ved at svømme udendørs. I mange år gik jeg kun i vandet, hvis der var sandbund og krystalklart, lunt vand, hvilket betød, at jeg stort set aldrig gik i vandet i Danmark. Som mor og psykolog syntes jeg ikke, jeg kunne være bekendt at rende rundt med sådan en skræk.

Under et par sommerferier i Norge svømmede jeg i kølige, krystalklare norske fjorde, hvilket i 2006 inspirerede mig til at melde mig til Amager Open Water og Vejle Fjordsvøm. Jeg forestillede mig vist, at en kombination af gruppepres og mit eget forventningspres ville lokke mig ud i dansk vand, og det gjorde det da også. Jeg gennemførte begge dele uden våddragt, men syntes først det var sjovt bagefter.

I 2007 stillede jeg op i 5 km på Amager og svømmede Christiansborg Rundt. Stadig uden våddragt, for det var jo ikke en sk.. sjovt. Jeg deltog kun for at overvinde min skræk, så jeg ville ikke bruge penge på en våddragt. Sær logik, men sådan tænkte jeg.

I 2008 købte jeg så – endelig! – en svømmevåddragt. Min første tur i den var 5.2 km ned ad Gudenåen ved Randers Open Water, og så var jeg solgt. Uden ubehaget ved at være afkølet er det en helt, helt anderledes oplevelse at svømme i det fri.

Om vinteren svømmer jeg indendørs et par gange om ugen. Jeg er så heldig at bo 200 meter fra Øresund, så om fra maj/juni til oktober svømmer jeg ude næsten hver dag.

Jeg har deltaget flere gange i Randers Open Water, Vikinge Svøm, Vejle Fjordsvøm, Amager Open Water/DM, Præstø Fjordsvøm og VM for masters. Sidst, men ikke mindst, har jeg 9 gange gennemført Danmarks største svømme-event: Christiansborg Rundt.

Mine bedste resultater opnåede jeg i 2010, hvor jeg vandt bronze i 3 km åbent vand ved VM for masters i Göteborg (aldersgruppe 45-49 år, uden våddragt) og med tiden 27.09 blev nummer 8 blandt kvinderne ved Christiansborg Rundt

I juni 2011 var jeg ude for en cykelulykke, der med 14 knoglebrud, et af dem et kraniebrud, sendte mig på 7 ugers “ferie” på 3 forskellige sygehuse og ødelagde resten af min udendørs svømmesæson – og lidt til. Vintersæson 2011/12 var et laaangt sejtræk, men jeg kom i gang igen og havde en dejlig udendørs svømmesæson 2012 med skønne svømmeture mange forskellige steder i Danmark. Hverken mit svømmetempo eller min træningsiver når nogensinde niveauet før ulykken i 2011, men det er jeg (efter 8 år!) næsten kommet overens med. 

Den 11. juli 2013 svømmede jeg rundt om Anholt, en tur på ca. 28 km, der tog knap 9 timer. En måneds tid senere svømmede jeg fra Skovshoved til Barsebäck, en tur på ca. 20 km, der tog knap 6 timer.

Når jeg ikke svømmer er jeg privatpraktiserende psykolog.

Status quo, november 2019

Status 2019: Jeg svømmer stadig, men ikke så meget, ikke så hurtigt og ikke nær så langt, som engang. Jeg svømmer helst i roligt tempo og altid uden våddragt. Jeg kan godt lide at afprøve nye svømmesteder og er sjældent bange for at prøve nye svømme-udfordringer. I juni 2017 var jeg f.eks. med til at flytte en færge i Struer havn.

I 2018 meldte jeg mig ind i Palo, en lokal kajakklub. Dels fordi gode veninder overtalte mig, dels fordi jeg tænkte, at når sommervinden går i vest, er min hjemmebane ofte plaget af brandmand – til gengæld giver vestenvind perfekt vand at ro i.  

Win-Win:
Kommer vinden fra østlig retning: På med bikinien
Kommer vinden fra vestlig retning: I vandet med kajakken

Det er nu ikke helt sådan, det foregår. Jeg svømmer stadig, både på mine idiotiske solo-småture mellem den schweiziske ambassade og Sundvænget, med gode svømmevenner og sammen med gæve svømmere i Charlottenlund. Og så kajakker jeg. Jeg bliver aldrig lige så god til at kajakke, som jeg er til at svømme, men mindre kan også gøre det. Dejligt er det nemlig altid at bevæge sig rundt derude, uanset om jeg er i eller på vandet. 

Forfatterdrømme

I 2006 udgav jeg, sammen med Lindhardt og Ringhof, en roman. På trods af titlen, er DreamInducer på pæredansk.

Siden sommeren 2018 har Rosa eksisteret i mit hoved. Jeg har taget flere tilløb til at skrive om og med Rosa, men når man skriver noget med henblik på udgivelse, så ved man jo fra starten, at det altid kun vil eksistere som datid. Noget der er sket for længe siden. Noget, man som læser ingen indflydelse har på. I eftersommeren 2019 opstod ideen om at tale i stedet for at skrive. Med moderne teknologi kan man (næsten) tale i real-tid, og det er det, Rosa gør, når hun låner min stemme. 

Rosas liv er fiktion. Historien er startet lidt mere krimi-agtigt end planlagt, men jeg følger de input og den inspiration, jeg får undervejs. Der er ingen slutdato på Rosas liv, jeg håber selvfølgelig hun vil leve lykkeligt til sine dages ende, med eller uden mig.

Rosas liv kan følges på diverse podcast-medier, men man skal vide, hvad man leder efter, for at finde hende. Lige nu er jeg i gang med at overtale mig selv til at  fortælle verden om Rosas liv, så lytterne kan få indflydelse på, hvordan Rosas liv skal udvikle sig  … måske finder jeg modet en dag. 

Svøm godt derude – sammen, synligt og sikkert!!

Svømmehilsner fra Ellen Garne

Opdateret 25. november 2019

 

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig bedre oplevelser på hjemmesiden. Mere information

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig en bedre oplevelse på hjemmesiden. Klik "Accepter" på banneret herunder, hvis du synes, det er OK. Accepterer du ikke cookies, vil der være ting på SwimOut.k, der måske ikke bliver vist rigtigt eller slet ikke bliver vist.

Luk vindue