Man tager en helt almindelig, dansk sommerlørdag. Sådan en lørdag, man som dansker kun kender alt for godt og som får enhver med fornuften i behold til at tvivle på det med global opvarmning. På sådan en dag finder man så på at stå op før en vis mand får sko på. Man sluger sin morgenmad, pakker søvndrukkent sammen og lister, for ikke at vække den slumrende familie, stille ud af gadedøren. Og mens ens søster sætter bilen i gear og styrer mod Randers, ransager man sin hjerne efter gode forklaringer på, hvorfor man er på vej mod nord.
Mine søstre, der ikke tidligere har deltaget i åbent-vand-svømme-arrangementer, er ikke mindre skeptiske end mig, tværtimod. Stemningen i bilen veksler mellem vantro skepsis og grænseløs optimisme. Der er mest af det første. Det er den 19. juni, men bilen melder 11 grader udenfor, og på trods af mine gentagne ”NU lysner det, jeg kan se det på himlen” bliver skyerne bare tungere og tungere, mens vi nærmer os Randers og årets udgave af Randers Open Water, ROW.
Nej, det lysner ikke. Overhovedet ikke. I Randers, eller Fladbro, for nu at være helt præcis, siler regnen ned. Jeg får overtalt mig selv til at tage mit varme tøj af og med hænder, der ryster af kulde, ifører jeg mig våddragten. Jeg henter en lyserød badehætte i registreringsteltet og så … ja, så er jeg vel klar til at svømme 5.2 km ned ad Gudenåen.
Søstrene tager afsked og ser alt andet end misundelige ud, de er ikke ligefrem kede af at skulle nøjes med 1000 meter i koldt åvand. De er i god form, men svømning er ikke deres spidskompetence. De er noget forbeholdne overfor det med at plaske rundt med hovedet i vandskorpen. Og deres forbehold mod koldt vand er massive. Meget.
Og så står jeg der, sammen med nogleogtyve andre lige så fandenivoldske åbent-vand-svømmere og venter på, at sidste heat fløjtes i gang. Med kolde fødder på den mudrede åbred står jeg og undrer mig over, hvorfor jeg ikke ligger trygt og rart i min seng. Jeg ser varm te og lune hjemmesko for mit indre blik. Og så alligevel ikke. For findes der noget skønnere skue end en masse mænd (og lidt færre kvinder) iført sorte gummidragter, lyserøde badehætter over neopren-kyserne og med de bare tæer begravet i mudder?
Men da startfløjtet går, er det alt sammen lige meget. Frygtløse kaster vi os i det kolde vand, som arrangørerne optimistisk har lovet 16 grader varmt i Nørreåen, hvor de første 600 meter svømmes, og over 17 i Gudenåen, hvor de efterfølgende 4.6 km skal forceres.
De kan sige hvad det skal være, det føles nu koldt, vandet. Ansigt, fødder og hænder protesterer over kulden, men våddragten holder kroppen varm, og det er jo den, der skal arbejde. Resten følger bare med. Lidt modstræbende, måske, men nu er det strømmen og armene, der bestemmer retningen og tempoet.
Regnen gør det ikke mindre koldt, men jeg har heldigvis én at jagte, det holder både tempoet og kampgejsten oppe. Min frekvens er alt for høj, men jeg lover mig selv, at hvis bare jeg kan følge med min “hare” til vi har passeret motorvejen og dermed er godt halvvejs, så kan jeg få lov at sætte frekvensen ned.
Det går godt. Så godt, faktisk, at det er min hare, ikke mig, der ender med at sakke bagud. Selvom jeg er nødt til at sætte frekvensen ned et par hundrede meter efter motorvejen, er det mig, der er haren de sidste kilometer. Måske er det fordi jeg er blevet bedre til at navigere i åbent vand uden at miste tempo, siden jeg svømmede ned ad Gudenåen for første gang i 2008. Måske er jeg i bedre form end sidste år. Måske er jeg heldig med at fange strømmen. Måske er det bare min dag.
Jeg får et glimt af mine 3 søstre, der venter ved startstedet til ”den korte” rute. Så er der kun én kilometer igen. Vejret er bedre nu, det er holdt op med at regne, og måske er solen på vej frem. Ikke at det udretter mirakler ved temperaturen i mine fødder, tanken om varme sokker er stadig ganske forjættende. Jeg presser frekvensen op igen og så er den blå bro pludselig i sigte.
Mine fødder er næsten følelsesløse af kulde, men kroppen er varm og veltilpas, så jeg giver gas de sidste meter, selvom jeg er træt. Traditionen tro vakler jeg, da jeg rejser mig for at gå i land. Det er som om kroppen ikke er parat til at være lodret og benene ikke parate til at bære vægten, når man har svømmet så langt uden ophold. Så jeg småfalder op ad landgangen og falder om på en bænk.
Inden længe dukker mine søstre op af det grøn-brune vand. Trætte og kolde, men temmelig kække over at have gennemført deres første åbent-vand-arrangement under så barske omstændigheder.
Nu er der måske nogen, der sidder og spørger sig selv, hvorfor jeg år efter år udsætter mig selv for en stroppetur ned ad Gudenåen. Det er et ret godt spørgsmål, men når først man er i gang og det hele kører er det en fantastisk oplevelse at svømme der. Det er sjovt. Det er udfordrende. Og efter 3 år er det jo nærmest blevet en tradition at skyde åbent-vand-sæsonen i gang med en tur til Randers.
Derudover er ROW det eneste åbent-vand-arrangement i Danmark, hvor medstrøm for alvor giver ekstra skub under fødderne. Det er SÅ sjovt at svømme medstrøms!
I år holdt jeg fx. en gennemsnitsfart på de 5.2 km på under 1:12 pr 100 meter, en hastighed jeg ikke engang kan holde på en 200-meter i et bassin. Har man ikke prøvet at svømme medstrøms, kan det stærkt anbefales at prøve. Det er sjovt, uanset om vandet er koldt eller varmt!
Mere om ROW på Dansk Svømmeunions hjemmeside og i Facebook-gruppen.
Tak til Mads Jørgensen for lån af billeder.
Randers Open Water rocks!
–
Læs mere om:
– Randers Open Water 2009
– Randers open Water 2013
Dette indlæg blev oprindelig udgivet på Ellens Blog den 4. juli 2010
Lørdag den 27. juni 2009. 
