Tak for i år!

Min sæson 2019 har budt på masser af sol, sommer, svømning og kajak – HURRA! Jeg håber, alle I andre svømmeglade (og svømmegale!) også har nydt det max!

Årets sjoveste billede fra min hjemmebane taler vist for sig selv: Der ER mange måder at bruge vores dejlige vand på. Svømning, roning, kajak, badning, surfing, sejlads for sejl, sejlads med motor, fragt af mennesker og ting og … ja, hvad er det lige, dem i hvide dragter bruger vandet til?

Har du gættet hvad de hvide dragter laver? Ellers se og hør med på disse meget håndholdte telefon-optagelser. Husk at skrue op for lyden og prøv at abstrahere fra baggrundsstøjen fra Kajakklubben Palos hyggelige klubhus:

God svømning derinde – vi ses derude i 2020!

Svømning i tordenvejr? Nej!

Det er ret ærgerligt at være klar til at svømme ud og så bliver det tordenvejr. Det eneste, der er at gøre, er nemlig at blive på land. Bliver det tordenvejr, mens du svømmer i naturen, så søg straks i land. Er der udsigt til tordenvejr, så lad være med at svømme ud.

I anledning af at lunere vejr og tordenvarsler skulle være på vej, har Trygfonden en længere forklaring og flere råd: Må man bade i Tordenvejr?

Hammerærgerligt var det også den 23. juni 2016, for dagen var lun og Janne og jeg havde lys til hoveder og havtasker og glædede os til at se Sankt Hans-bål fra vandsiden. Desværre var luften ikke bare lun, den var lummer og trykkende, så en times tid før de lokale Sankt Hans-bål skulle tændes, begyndte det at regne. Og regne. Og regne. Og regne. Så begyndte det også at tordne. Og lyne. Og det blev bare ved og ved og ved. Det tordnede og lynede og regnede så meget, at dem, der skulle futte heksen af, slet ikke dukkede op.

Vi blev pænt våde den dag, desværre ikke af saltvand, for vi blev på land. Forhåbentlig går Sankt Hans-svømme-planerne ikke i tordenvejrs-vasken i 2017!

 

Ud for Eremitagesletten (video)

Med fare for at gentage mig selv: Det er SÅ dejligt at svømme ud for Eremitagesletten. Så dejligt, at jeg den 12. juli 2016 igen igen igen kørte til Trepilevej for at svømme af sted for at se Strandmøllekroen fra vandsiden. Denne gang med et GoPro på panden – pics or it didn’t happen!

Vestenvinden har hærget stabilt den sidste uges tid, så selvfølgelig var der brandmænd på denne østvendte kyst. Ikke vildt mange, men to af dem valgte at ligge lige der, hvor jeg svømmede. Det ser ud som om jeg svømmer lige hen over en halvstor brandmand i slutningen af videoen, men jeg ramte den faktisk ikke. Til gengæld ramte jeg en, jeg slet ikke så, men det var kun med hånden og stikkeriet var ovre et par timer efter. Hudirritation efter mine brandmandskontakter er forsvundet forbavsende hurtigt i år, så jeg arbejder med en teori om, at man kan blive immun overfor brandmænd. Det er nok ønsketænkning, men håbe kan man jo altid.

Selvom videoen er særdeles pandeholdt og amatør-redigeret, er den alligevel pænest, hvis du vælger at se den i HD.

Mere om svømning ud for Eremitagesletten:

Svøm ud: Ud for Eremitagesletten (2014)

Ud for Eremitagesletten – igen (2016)

Kildeskovshallen i Gentofte

Selvom det er sommer, svømmer jeg også inde. I min lokale svømmehal er der nemlig glasloft med udkig til himlen, når jeg svømmer på ryggen og masser af solreflekser i vandet, når jeg svømmer på maven.

Om vinteren, i dårligt sommervejr og på andre tidspunkter af dagen er der mere tryk på Kildeskovshallens mange bassiner end den smukke solskinsdag i maj, hvor min pandeholdte video blev optaget.

PS: Husk at se videoen i HD.

PSPS: Der kan være rigtig meget tryk på bassinerne i Kildeskovshallen, men om sommeren er der ofte ret god plads. Mere om Kildeskovshallen her: Kildeskovshallen, Gentofte Kommune

Klik på linket og derefter på Se aktuel driftsstatus i bassinerne hvis du vil se hvor mange baner, der hver dag er tilgængelige for gæster.