Jeg elsker at svømme med håndplader og pull buoy: Jeg svømmer hurtigere med håndplader og slipper for at bruge benene. Det lyder jo dejligt, men der er ting, du bør være opmærksom på, inden du inddrager håndplader i din træning.   

I elite-svømme-verdenen er der nogenlunde enighed om, at træning med håndplader kan øge styrken i triceps og skulder. Men – at få noget ud af træning med håndplader kræver en sikker crawl-teknik. Ved problemer med rotation, glid eller med at holde ben og underkrop højt nok oppe, kan håndplader gøre mere skade end gavn. Og selv hvis træning med håndplader ikke gør direkte skade, kan den bremse de tekniske fremskridt, du ønsker dig. 

Træning med håndplader øger risikoen for skulderskader, især hvis du svømmer "ikke-skuldervenlig" crawl. Træning med håndplader øger belastningen af skuldrene, der selv ved små fejl-bevægelser kan begynde at gøre ondt. Gør din skulder ondt på "den dårlige måde", så smid håndpladerne og arbejd med din teknik.      

Skader er én ting, men mangel på tekniske fremskridt er heller ikke sjovt. Ved sikker crawl-teknik er krop og ben tæt på vandoverfladen, der er god rotation i overkroppen og et let glid før trækket starter. Træning med håndplader kan være rigtig god træning, hvis du kan svømme roligt, afslappet og glidende crawl uden at blive forpustet. Lad være med at spilde din træning med en masse svømning med håndplader og pull buoy, hvis du ikke har en sikker crawl-teknik. Selvom både våddragt og pull buoy hjælper dig med at holde ben og overkrop oppe, så lærer de dig ikke at inddrage mave- og rygmuskler i din svømning, og så får du aldrig rigtig fat i det med rotation og glid. Mere om pull buoys en anden gang, læs eventuelt mere om at bruge benene.

De fleste håndplader har stropper om både fingre og håndled. Uden stropper omkring håndleddet taber du håndpladen, hvis du trækker skævt = et både godt og konstruktivt signal til dig om, hvor og hvordan du kan forbedre dit træk og dermed din crawlteknik. Med stropper om håndleddet bliver håndpladen siddende, selvom du trækker skævt, og skæve træk er hverken gode for tempo eller skuldre.

Moralen er altså: Pil håndledsstropperne af, inden du tager håndpladerne i brug. Uden håndledsstropper taber du sikkert håndpladerne et par gange i starten, men det kan lære dig at trække mere kraftfuldt og lige og så mindsker det din risiko for skulderskader.

På billedet herunder har Therese Gunni lånt mine yndlings-håndplader: Den rigtige størrelse til både mig og hende, fingerstrop med plads til to fingre, ingen håndledsstrop. 

Vær sikker på, at du kan svømme med håndplader uden pull buoy og uden at få ondt i skulderen, før du går over til at svømme med pull buoy OG håndplader. 

Synes du ikke crawl føles afslappende og behageligt, kan du prøve fingerpaddles i stedet – uden pull buoy. Fingerpaddles kan give dig en god fornemmelse af, hvordan du får mest mulig vandmodstand på din hånd under trækket, men belaster ikke dine skuldre så meget, som håndplader gør. 

 

Update, 12.12.2011:
Jeg glemte at skrive, at træning med håndplader ikke bør overdrives. Svøm a-l-t-i-d mange flere meter uden håndplader end med. Træning med håndplader er sjovt og kan være en god afveksling i dit træningsprogram … men der er ingen garanti for, at træning med håndplader får dig til at svømme hurtigere uden hjælpemidler.   

 

   

Tags: , ,

2 kommentarer on Håndplader

  1. SwimOut siger:

    Godt spørgsmål, William!

    Jeg har kun set pladerne på nettet – fx. her: http://www.youtube.com/watch?v=XXx_F01V6x0  og har aldrig prøvet dem. Jeg kender ingen der bruger dem, men jeg vil da holde øjnene åbne.  

    Umiddelbart vil jeg give dig ret, PT paddles lyder mere interessante end den lidt bøjle-agtige forearm-ting … jeg synes dog, det lyder som om du ved mere om begge dele end jeg gør.  

    Når det så er sagt, så ER svømning uden hjælpemidler det bedste. Håndplader er sjove, fordi man svømmer så dejlig hurtigt, men egentlig har jeg lidt dårlig samvittighed over at bruge dem – det naturlige er altid bedst (: 

    Svøm godt – og sikkert :)

    Ellen

  2. William siger:

    Selvom jeg bruger mine ben for meget, har jeg vurderet at almindelige plader ikke er vejen frem. Jeg skal arbejde med hurtigere og bedre/stærkere tag. Hurtigere tag kan løses ved at prøve at holde en ’hurtigere takt’. Men bedre tag kræver viden om teknikken og dermed ofte en træner. Men. Så er det jo at finis har lavet nogle produkter til træning af teknik.
    http://www.finisinc.com/forearm-fulcrum-sr.html
    http://www.finisinc.com/pt-paddles.html
    Nogle af dem jeg træner med har forearm fulcrum, og deres første bemærkning var at man skal spænde i armen for at den ikke falder af, og armen ligger anderledes i vandet. Det lyder ikke som noget jeg vil træne. Men pt paddles virke mere interessant. De er en slags ’anti paddles’, dvs de reducere håndens effekt. Det vil forhåbentligt få resten af armen til at lave mere arbejde, end at overlade det hele til benene.
    @Ellen: hvordan vurdere du disse produkter sammenligne med normale håndplader?

Skriv et svar

*

<