Dette indlæg blev oprindelig udgivet på Ellens Blog d. 7. september 2008
Havfruer må formodes at elske vand … men når det kommer silende ned fra himlen i lårtykke stråler er det nok så som så med dén kærlighed. Den 23. august 2008 fyldte Den lille Havfrue 95 år, og traditionen tro var der inviteret lige så mange havfruer til at hylde den evigtunge skjoldmø på Langelinie Kaj.
Jeg tror, det det var den silende regn og den klamme fornemmelse af svup-våde sko, der fik billederne til at glide i glemmebogen, i stedet for at smutte ud her på bloggen, dengang fødselsdagen stadig var aktuel. Og jeg tror, det er weekendens fine sensommervejr, der fik mig til at dvæle ved billederne igen.
Hvoromaltinger, så har jeg fået lyst til – på trods af billedernes kvalitet, der så rigeligt bærer præg af regn, regn, regn – at cyberspace billederne alligevel. Om ikke andet så for at hylde de seje piger, der trodsede regnvejret og kulden og sprang i havnen med lige præcis sådan nogle pigehvin, som passer sig til den slags happenings.
En halshugget havfrue, en svensk havenisse og en fotograf med regn, både på linsen og i håret. Jeg ved ikke, hvad den svenske nissefars projekt egentlig var, men han stod med fødderne i vand og nægtede at flytte sig … også selvom han fik adskillige både venlige og mindre venlige henstillinger om at lade havfruen fotografere alene. Måske var han frosset fast på stenen. Ligesom hende.
Havfrue-formationen skulle ligne tallet 95, og de gjorde bestemt deres bedste. Bemærk, hvor meget tøj fotografen og de andre i båden har på. Det blæste og regnede, så man følte sig hensat til slutningen af oktober.
Deterikketilatsedethvismanikkeligeveddet, for selvom de frøs, så det hvinede, vinkede de til den helt store guldmedalje. Tak for opvisning i ægte vikinge-ånd, piger!