Opdateret 14. maj 2013 med bonusinfo fra Ann Lindgaard: I sommersæsonen kommer Kleines cafe tit til Buresø, og så der kan købes pandekager og kaffe og andre lækkerier i den sydøstlige ende af Buresø, dvs. tæt på parkeringsplads og badebro.
Nordsjælland er fuld at søer. Buresø er ikke nogen stor sø, men dejlig at svømme i. Bemærk, at der ligesom i andre søer kan forekomme alger, især i varmt, stille vejr.
Det bedste sted at gå i Buresø er ved badebroen i den sydøstlige ende af søen. Biler og cykler kan stilles på parkeringspladsen (P), der ligger på hjørnet af Klokkekildevej og Skovvej. Mellem parkeringspladsen og badebroen, godt gemt bag nogle buske, er et par toiletter. Jeg er ikke sikker på, de er blevet gjort rene i år …! Ellers består faciliteterne i søens sydøstlige hjørne af græsplæne, grillplads, en lille sandstrand og en badebro.
Så vidt jeg forstår, er en del af jorden omkring søen privatejet, så man må ikke gå i land hvor som helst, dvs. man skal gå i og ud af søen i enderne. Udover badegæsterne ved badebroen mødte vi nogle fisk, en jolle med lystfiskere, en enkelt kajak og en vandhund. Ingen motorbåde og ingen kajak-kaniner.
Vandet føltes rent og smagte kun ganske lidt af skovbund. Ifølge de flinke folk, vi mødte i søens nordvestlige ende, er Buresø en af Danmarks reneste søer. Det tror jeg på.
Vandet i Buresø var i dag (3. juni 2011) markant varmere end Furesøens 14 grader i går. Måske var det fordi solen skinnede og lufttemperaturen var et stykke over 20, men det var årets første ikke-kolde svømmetur, det føltes som mindst 17 grader.
Buresø er aflang og ikke mere end 3-400 meter bred, så selvom man ligger ude midt i søen, føles det trygt at svømme der. Fra badebroen i sydøst (den røde klat på kortet foroven) til et lille landgangssted med en gynge ud over vandet i nordvest (det røde X) og retur er der godt 3.5 km – loeberute.dk siger 1.78 km hver vej.
Vi svømmede ud i modbølger og modvind og havde derfor en let og behagelig hjemtur i medbølger og medvind. Husk at vende om i tide, hvis vinden vender den anden vej, når du er der. Der kan godt være langt hjem i modvind.
Svømmetorpedoen var selvfølgelig med!