Det er som om udfordringerne ikke kan blive vilde nok. Forleden kastede Alan Eustace sig ud i det fri mere end 40 kilometer over jorden. At gennemføre en enkelt jernmand er ikke længere nok, så nu er det muligt at deltage i dobbelt, triple, ja helt op til 20x jernmands-begivenheder. Jeg bliver træt bare ved tanken!
Eventyrere findes (heldigvis) også blandt svømmere. For Diana Nyad var femte gang lykkens gang, da det i 2013 lykkedes hende at svømme fra Cuba til USA: 180 kilometer, som det tog hende 53 timer at svømme. Der bliver svømmet lange distancer i hele verden, flere af dem med den særlige udfordring, at de skal svømmes “som dengang”, dvs. uden våddragt, selvom vandet måske kun er 13 grader eller koldere. Og som om svømning i 13 grader koldt vand ikke er udfordring nok, viste Stig Åvall Severinsen os i 2013, at hvis man træner sin krop og sin psyke godt nok, kan det lade sig gøre at svømme godt 75 meter under is. Uden at trække vejret undervejs, selvfølgelig, og uden anden påklædning end badebukser og svømmebriller.
Midt i grublerier over, hvad det næste mon bliver, genlæste jeg nogle sider i Steven Munatones bog Open Water Swimming og faldt over hans historie om en svømmekonkurrence i 1965: Svøm over Lake Michigan. En tur på næsten 97 km, med en præmie på $15.000 til den, der kom først! En kvinde (Greta Andersen) og to mænd kæmpede om prisen. Vinderen af konkurrencen blev en legendarisk egyptisk svømmer, man ikke hører meget om: Abdel-Latif Abou-Heif. Så jojo. Vilde svømmeudfordringer er på ingen måde noget nyt!
Jeg kunne ikke lade være med at scanne side 211 i bogen og dele den med jer. Så hvis du klikker på linket her, kan du læse Munatones udgave af historien: The Greatest Race Tactic
Klik på billedet af bogen for at se, hvor den kan købes i Danmark.
–