Svømmesæsoner?

SvømUd: Sommersvømning. SvømInd/SvømKoldt: Vintersvømning 
Den udendørs svømmesæson i Danmark udvider sig. I 2012 betød valgene af SvømUd den første søndag i maj en meget tidlig sæsonstart for de fleste, mens SvømInd den sidste søndag i september var længe efter, de fleste havde vendt svømmebrillerne mod opvarmede, indendørs pools. Dengang begrænsede den udendørs svømmesæson sig stort set til juni, juli og august, men flere og flere begynder at synes, det er alt for kort.

Da de to sæson-skæringsdage blev valgt, blev der faktisk rystet lidt på hovedet her og der. Nogle mente endda, SvømUd var det rene vanvid og alt for risikabelt og ville ikke på nogen måde blandes ind i eller sættes i forbindelse med et svømmearrangement, der så SÅ stort på svømmesikkerhed og på skræmmede vis spillede hasard med deltagernes liv. Der blev svømmet kort, på lavt vand, tæt på Helgoland, alle blev instrueret i at svømme sammen 2 og 2 og der var en kystlivredder på broen og sauna bagefter, så jeg synes faktisk, der var OK styr på det med sikkerheden. Men: for bare to år siden VAR det tidligt, også selvom både jeg og mange andre i både 2012, 2013 og 14 indviede den udendørs svømmesæson i april og først afsluttede den i oktober.

Enkelte vikinger svømmer hele året og mon ikke, der bliver flere af dem de kommende år? Jeg tvivler dog på, jeg selv bliver inkarneret vintersvømmer, for jeg kan faktisk godt lide at svømme inde om vinteren. Jeg HAR svømmet i vand på 4 grader og glæder mig hvert år til den iskolde nytårstur den 1. januar, men de kolde svømmeture er for korte, og det bliver så koldt og besværligt at klæde om udendørs, at det bliver til lige lovlig meget besvær og lige lovlig lidt svømning. Derudover bryder jeg mig ikke om at svømme med handsker og tvivler på, det er sundt at lade hænder og fingre afkøle så meget, at de ikke rigtig fungerer i hele eller halve timer bagefter. Om jeg en dag skifter mening om det hele er ikke til at vide!

Måske er det allerede totalt old school at tale om en udendørs og indendørs svømmesæson. I så fald skal sommer- og vinteraktiviteterne vel have navne? Sommersvømning og Vintersvømning for eksempel. SvømUd den første søndag i maj kunne så være sommersvømmernes start-fest, SvømInd den sidste søndag i september kunne markere den indendørs sæsonstart, mens SvømKoldt den første søndag i oktober kunne markere indvielsen af vintersvømmesæsonen. Eller noget … alle kan også bare blive ved med at kalde tingene det, de synes lyder bedst.

charlottenlund_efterårsfarver_13oktober_13

At svømme i koldt vand
Is og meget koldt vand kan føles som smerte på ubeskyttet hud. Ret smart, i grunden, at en krop, der ikke er vant til kulde, instinktivt opfatter kulde som truende og farlig. Det er tusindvis af år siden, mennesket lærte at beskytte sig mod kulde på land, men det er ikke mere end et par hundrede år siden, vi begyndte at interessere os for beskyttelse mod kulde i vand. Kuldebeskyttende beklædning til dykkere har godt et halvt århundrede på bagen, men det er først de sidste par år, svømmere for alvor er begyndt at efterspørge kuldebeskyttende beklædning til ophold i vand. Hvad folk efterspørger, er der nogen, der producerer, så sokker, handsker og neopren-huer til svømning kan efterhånden købes de fleste steder, der sælger våddragter. “Der findes ikke koldt vand, kun dårlig påklædning” bliver måske vintersvømmeres mantra?

En krop dækket af neopren kan faktisk have det overraskende lunt i koldt vand, i hvert fald et stykke tid. Det føles, som om det tager et par minutter at få sat fuldt blus på kroppens fyrkedel, så i koldt vand bruger jeg gerne et par minutter på at vænne især udækket hud til kulden, før jeg begynder at svømme. Når fyrkedlen er godt i gang, kan det føles næsten rart at svømme i vand ned til 7-8 grader og jeg har flere gange oplevet nærmest at svede på kroppen, når jeg har haft våddragt på i koldt vand. Om det er lufttemperatur eller dagsform, der afgør tids-længden derude, ved jeg ikke, men min fyrkedel plejer at tabe pusten efter 10-20-30 minutter, og så går jeg op.

Får du trang til at svømme i koldt vand, så HUSK at kropsafkøling/hypotermi er livsfarligt. Tænk dig om og lyt til de signaler, din krop sender. Snøvl og sludder kan være de første symptomer på afkøling, så tal med korte mellemrum med din svømmemakker og svøm, hvor det hele tiden er muligt at komme på land. Rystelser og følelsesløse ekstremiteter (med våddragt på især kæbe, hals, nakke, hænder og fødder) er til at mærke, men nedsat orienterings- og vurderingsevne kan være fatalt. Giv kroppen tid til at vænne sig til kulden og gå op FØR kroppen når at blive rigtig afkølet. Forbered dig på, at afkølede hænder ikke fungerer så godt som varme hænder (det kan fx. være svært at låse en bildør op med en ikke-elektronisk nøgle) og sørg for hurtigst muligt at få varmen igen bagefter. Sauna er en hurtig måde at få varmen på, men et stort håndklæde, tøj, der er let og hurtigt at at tage på og en termokande med noget varmt at drikke, kan også være fint.

Jeg har flere gange skrevet om svømning i koldt  vand. Her er link til nogle af dem:

Hvornår er det varmt nok? 

–  Kuldereaktioner 

Hjernefrys

Vintersvømning

Er vi der ikke snart?

Kold tur

 

2 kommentarer

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig bedre oplevelser på hjemmesiden. Mere information

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig en bedre oplevelse på hjemmesiden. Klik "Accepter" på banneret herunder, hvis du synes, det er OK. Accepterer du ikke cookies, vil der være ting på SwimOut.k, der måske ikke bliver vist rigtigt eller slet ikke bliver vist.

Luk vindue