Fugl eller fisk?

Nogle omtaler svømmere som hurtige (eller langsomme) fisk. Forleden skrev jeg om frie svømmefugle, der er i gang med at etablere udendørs svømmeklubber, fordi jeg syntes det passede perfekt til en omtale af svømmere, der elsker at svømme i naturen. Fisk og fugl passer nok meget godt til lidt af det, vi allerede kan, og meget af det, vi kun kan drømme om at kunne: Svømme hurtigt og let uden hele tiden at skulle op for at trække vejret. Eller drive elegant hen ad vandet, med fødder uden kuldereceptorer og mulighed for at komme op og se det hele lidt fra oven, som kun rigtige svømmefugle kan.

En svømmer er altså hverken fugl eller fisk, men måske sådan lidt midt imellem? Hvor gerne vi end vil, kan vi hverken flyve eller trække vejret under vand. Alligevel kan en svømmer på én gang være frisk som en fisk og fri som en fugl. Være frisk som en havørn, opføre sig som en gammel hejre og være død som en sild – det sidste forhåbentlig kun brugt som udtryk for at være meget træt!

Selvom svømmere hverken er fugl eller fisk er vi derude. Midt imellem fugle og fisk. Og så længe vi opfører os anstændigt og ordentligt, er der plads til alle. Lige nu er det for koldt for svømmere, men snart SNART ligger vi derude igen og oplever hvor eventyrligt, skønt og imponerende der er i de vilde vover!

Jeg har mødt, men ikke fotograferet, mange fugle derude. De flyver eller svømmer deres vej, når svømmere nærmer sig, men hen på sommeren kan man svømme tæt forbi fede mågeunger, der bliver liggende, hvor de ligger. Helt ufarlige er de, selvom de skriger og skråler. Svanerne, derimod, skal man enten holde sig langt fra eller holde sig gode venner med derude, især i ynglesæsonen. Her et billede af et par svaner på vej i land i Charlottenlund Strandpark, og nogle måger, der holder gang i lydtæppet.

svaner_charlottenlund

Det er svært at fotografere fisk, når man svømmer derude, men i gemmerne fandt jeg et billede af Hans-Jørgen, der i 2003 fiskede ud for Halsnøya i Norge. Præcis det sted og det år, jeg svømmede i naturen første gang. Hans-Jørgen og vores to børn var følgebåd i en lille motorbåd, der hørte til det sommerhus, vi havde lejet, mens jeg svømmede frem og tilbage over den smukkeste lille bugt. Der var måske en kilometer hver vej, solen stod så højt, som den nu kan stå under nordlige himmelstrøg og der boede sikkert hundredtusindvis af fisk i det iskolde, mørke dyb under mig. Jeg har desværre ingen billeder af den nok største svømme-aha-oplevelse, jeg har haft, men her er et billede af Hans-Jørgen med en af de fisk, der ikke længere fik lov at bo i det norske dyb, fordi vi syntes, den passede godt nede i vores maver.   halsnoy_2003

 

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig bedre oplevelser på hjemmesiden. Mere information

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig en bedre oplevelse på hjemmesiden. Klik "Accepter" på banneret herunder, hvis du synes, det er OK. Accepterer du ikke cookies, vil der være ting på SwimOut.k, der måske ikke bliver vist rigtigt eller slet ikke bliver vist.

Luk vindue