Får man brug for hjælp, er det smart at have sin telefon med ud at svømme. For at kunne bruges i vand, skal den pakkes ind i noget vandtæt, telefonen kan betjenes igennem.
Derfor har jeg glad taget telefon med i en vandtæt Gooper-pose fra slutningen af sæson 2013. Det gik rigtig godt, både når telefon og Gooper lå i en almindelig havtaske og når de lå i en H2O-havtaske.
Jeg har fotograferet mange gange under vand med telefon i en Gooper-pose. Det har været sjovt og min telefon blev ALDRIG våd. Men kold, det blev den. Og det kunne den desværre ikke lide.
Om det var alderen (2½ år) der gjorde min iPhone 4S kuldefølsom, ved jeg ikke, men dens reaktion på afkøling blev værre og værre, som sæson 2014 gik. På Apples hjemmeside står der: “Using an iOS device in very cold conditions outside of its operating range may temporarily shorten battery life and could cause the device to turn off. Battery life will return to normal when the device is brought back to higher ambient temperatures.”
Min telefon kunne gå kold efter mindre end tyve minutter. Jo koldere vandet var, jo hurtigere døde den. Selvom den var nyopladet ved afgang og blev varmet op efter svømmeturen, meldte den afladet og kunne først tændes, når den blev ladet op igen. Når den kunne tændes igen, meldte den 60-70% opladet, selvom den netop havde annonceret, at den var totalt afladet. Også på land blev den dårligere og dårligere til at holde på strømmen, så i januar måtte den erstattes.
Jeg ved ikke, hvordan andre telefoner har det med vand-kulde, og det er selvfølgelig ikke 100% sikkert, at det VAR kulden, der slog min telefon ihjel.
Men: Jeg overvejer at pakke telefon-i-gooper-pose ind i noget isolerende, hvis min nye telefon skal med ud. I hvert fald så længe vandet er koldt. Måske får den lov at blive på land, indtil vandet bliver varmere. Måske dukker der andre ideer og ny viden op. Vi får se.
Alle disse ord er baseret på praktisk erfaring. Jeg har ingen videnskabelige beviser for, at afkøling gør en telefon ustabil. Men vær forberedt på, at det ikke er 100% sikkert, at telefon i vandtæt pose virker, hvis du får brug for den derude. Lidt lissom fingre, der efter ophold i koldt vand har det med ikke at virke helt som de skal. Kolde fingre kan have svært ved at betjene en telefon, og hvis telefonen så ovenikøbet er besvimet af kulde, er det jo helt umuligt.
God svømning, når den tid kommer!