Engang var jeg fuld af modstand mod at svømme i dansk naturvand*. Det irriterede mig så meget, at jeg tilmeldte mig en masse Dansk Svømmeunion-events, hvor jeg gav den al den svømmegas, jeg kunne mønstre, så det der svømning i dansk naturvand blev overstået i en fart.
Sådan gik der et par år, men i takt med, mit ubehag ved at svømme ude blegnede, blev jeg mere og mere irriteret over, at jeg altid skulle skynde mig sådan. Ikke at jeg behøvede skynde mig, men som “gammel” konkurrencesvømmer tog pokker ved mig derude, uanset om det var på svømmemakkervis eller ved svømme-arrangementer med tidtagning. Jeg piskede bare af sted.
At glide roligt af sted, med ørerne fulde af lyde fra åndedræt og hænder, der rammer vand, indimellem afbrudt af pauser med lidt snak og hvil på havtasken, giver større oplevelser og mere glæde, end når jeg pisker af sted for at nå et-eller-andet. Det giver fred i hoved og krop. Ro i sjælen. Glæde. Overskud. Energi. Velvære. Alt det, der kan være svært at få nok af som bybo i Danmark i 2016.
Om min alder, mit køn, min ulykke i 2011 eller almindelig dovenskab er årsag til, at min sæt-farten-ned-derude-lyst er steget støt de sidste par år, ved jeg ikke. Faktum er bare, at nogle af mine bedste dagligdags-svømmeoplevelser foregår med lav puls, intet hastværk og en velkendt svømmemakker eller to at dele oplevelsen med.
Måske hedder det svømme-Zen?
PS:
Konkurrencemennesket Ellen er ikke helt forsvundet, men alting har en pris: Selvom jeg indimellem får lyst til at svømme hurtigt, er mit tempo bare ikke som det var dengang, jeg altid piskede af sted. Måske vænner jeg mig til tanken om, at jeg svømmer langsommere. Eller også begynder jeg at piske af sted igen. Ude. Inde. Engang. Måske.
*Af uransalige årsager havde jeg ikke samme modstand mod vand i norske fjorde. De er kolde, men ret fortryllende at svømme i. Desværre var det ikke ret meget, jeg fik svømmet dengang jeg kun kunne lide norsk vand, for jeg boede lissom i Danmark.
1 kommentar