For de fleste har svømning og cykelhjelm nok ikke så meget med hinanden at gøre. For mig er cykelhjelme og svømning tæt forbundne, så disse to indlæg, der næsten samtidig lagde vejen forbi min Facebook-væg i går, gik lige i hjertet:
– Stine overlevede mod alle odds …
– Just Keep Swimming: What Swimming Does for Your Brain
Den korte version:
Kør med cykelhjelm, lige meget hvor kort cykelturen er. Og svøm!
Den lidt længere version ( – som er mere privat end hvad jeg ellers skriver på SwimOut.dk. Stop med at læse, hvis/når det bliver for meget):
En sommeraften i 2011 cyklede jeg hjem fra “min” svømmehal. En lille, velkendt tur og der sker jo aldrig noget på sådan en lillebitte cykeltur, så min cykelhjelm lå derhjemme. Hvorfor jeg ikke så den i tide, den cykel, der lå på tværs på cykelstien under jernbanebroen på Eivindsvej, forstår jeg stadig ikke, men under broen er der mørkt og trods midsommer-tusmørke var hverken gadelys eller lysene under broen tændt. Jeg kan stadig se cyklen dukke op lige foran mig, men husker intet af, hvad der skete de næste 3 uger.
13 knoglebrud i højre side af overkroppen og et hoved, der “slap” med et kraniebrud og en blødning på hjernehinden, tyder på, jeg tog fra med skulderen. Kraniebruddet blev da også vurderet som ukritisk, så efter et par dage på en lunge-afdeling, der passede på min kvæstede lunge, blev jeg overført til en ortopædkirurgisk afdeling. På en neurologisk afdeling ville en daglig blodprøve og et saltvandsdrop have opdaget og behandlet følgevirkninger af kraniebruddet, men jeg lå på Rigshospitalet i næsten en uge uden at få taget blodprøver. Ortopæderne tolkede mine kraniebruds-efterveer som kræsenhed og fordi jeg var for kræsen og besværlig til at komme hjem en uge efter ulykken, blev jeg sendt videre til ortopædkirurgerne på Herlev Hospital. Her blev følgevirkningerne så massive, at jeg med mit ellers ukomplicerede kraniebrud pludselig lå på intensiv og svævede mellem liv og død. Da jeg vågnede igen et par dage efter, var alting forandret. Mit hoved. Mit liv. Mig.
Sommeren var næsten gået, da jeg kom hjem. Alt skulle genlæres, og selvom kraniebrud og 13 andre knoglebrud gør pænt ondt, ville jeg svømme. Læger og fysioterapeuter mente, jeg tidligst kunne svømme 3 måneder efter ulykken, men jeg kunne ikke holde mig væk. Den første gang kørte min datter mig til og fra svømmehallen og gik tappert langs bassinkanten, mens jeg kæmpede mig gennem 300 meter på ryggen med benene og én arm. Dagen efter var jeg så påvirket af postyr og overbelastning, at en vagtlæge indlagde mig på Herlev Hospital.
Efter genindlæggelsen valgte jeg at lytte til lægernes råd og ventede utålmodigt til oktober, før jeg tog i svømmehallen igen. Det gik meget bedre denne gang, og efter et par måneder på offentlig bane med tålmodighed, forsigtighed og en vis mængde stædighed, begyndte jeg at træne med mit masterhold igen.
De øvelser, jeg fik af den fysioterapeut, der forestod min genoptræning af arm og skulder, forstærkede smerterne i både skulder, hoved og ryg, men trods smerterne undervejs, gjorde det hele altid lidt mindre ondt efter en svømmetur end før. Fyssen frarådede svømning, men svømning føltes som det eneste rigtige, så jeg fravalgte fyssens kun-til-smertegrænsen-mantra og forfulgte mit eget det-skal-svømmes-væk-mantra. Og ja, det gjorde ondt at svømme de første mange måneder, men efter en svømmetur gjorde det mindre ondt i kroppen og meget mindre ondt i sjælen.
Svømning er mit helle. Min healer. Min smertelindring. Min uundværlige støtte. Både den første vinter indendørs, den første sommer udendørs og i dag. Uanset smerter og mén, der aldrig forsvinder, og uanset hvor rasende og ked af det og ærgerlig og irriteret og modløs og frustreret jeg kan være over de uønskede udfordringer, ulykken og fejlbehandlingen har givet mig, så hjælper det at svømme.
Så uanset om du har det godt eller skidt, så SVØM. Bliv ved med at svømme. Bliv altid ved med at svømme.
Svømning er stort, men familie er større, så dette indlægs billede er fra Søndersø i sommeren 2015, det er min datter Eva til venstre og mig til højre. For uanset hvor meget svømning har betydet for mig og hvor meget svømning fylder i min hverdag, havde intet været noget værd uden min mand Hans-Jørgen, mine børn Eva og Asbjørn og resten af min store, dejlige familie. Deres rørende og vedholdende støtte, til en der selv valgte at køre uden cykelhjelm en sommeraften i 2011, er uvurderlig. Jeg er meget, meget taknemlig.
Jeg svømmede før. Jeg svømmede igen. Og igen. Og igen. Jeg svømmer stadig. Jeg svømmer.
