Om at stille op på eget ansvar

Den støt stigende vækst i mængden af “SvømUd-kunder” får selvfølgelig flere til at forsøge sig som arrangør af udendørs svømmebegivenheder. I indbydelserne kan der stå noget med at “deltagelse sker på eget ansvar”, præcis som der også står i Dansk Svømmeunions invitationer. Hvad “deltagelse sker på eget ansvar” rent faktisk betyder, kommer helt an på, hvem der skriver det. “Stille op på eget ansvar” kan nemlig betyde alt fra “Du betaler for en svømmetur” til “Selvom vi har både viden, vilje og ressourcer til at give dig en sikker svømmeoplevelse, ved vi godt, der ikke findes garantier derude og kan derfor ikke tage det forsikringsmæssige ansvar for dig.”  Og så er der dem midt imellem: Arrangører, der formentlig gerne vil, men som ikke har viden og ressourcer til at give deres deltagere en sikker svømmeoplevelse og måske ikke engang kan finde ud af at nævne sikkerhed i indbydelsen.

Spørger du  mig,  hvilke udendørs svømmearrangementer, du med de sikkerhedsmæssige briller på skal vælge i sæson 2014, er svaret: Arrangementer, der har Dansk Svømmeunion (SVØM) eller Dansk Triatlonforbund (DTriF) i ryggen.

Fordi:
– Udendørs svømmearrangementer med SVØM eller DTriF i ryggen planlægges og afvikles ud fra sikkerhedsprotokoller, der er udviklet gennem års arbejde og erfaring
– SVØM og DTriF er organisationer med kontakt til den store mængde frivillig arbejdskraft, et sikkert udendørs svømmearrangement kræver

Et udpluk af de ting, der er med til at gøre en udendørs svømmebegivenhed mere sikker:

    1. Arrangementet tilrettelægges og afvikles med udgangspunkt i en professionel sikkerhedsprotokol
    2. En kompetent sikkerhedsansvarlig leder den gruppe reddere, der sørger for, at du er i god behold før, under og efter svømmeturen
    3. Svømmeruten er tilrettelagt efter vand-, svømme- og trafikforholdene
    4. Svømmeruten holdes fri for anden trafik
    5. Under vanskelige vand- og vejrforhold er arrangøren klar til at aflyse, udsætte eller afkorte svømmeruten
    6. Mængden af redningsfartøjer og redningspersonale matcher antallet af deltagere, både i vand og på land
    7. Der er samaritertelt, varmetelt og stævnelæge i området
    8. Elektronisk og menneskelig overvågning supplerer hinanden, så arrangøren hele tiden ved, hvornår du svømmer ud, hvor du er, når du svømmer og hvornår du kommer i land
    9. Der er tiltrækkelige toilet- og omklædningsfaciliteter
    10. Der er nogen til at passe på dine ting, mens du svømmer
    11. Begivenheden afvikles uden massestarter. Dvs. starten er opdelt i heats, så der er god plads til alle svømmere i startområdet

Sikkerhed er ikke gratis, så arrangementer med et omfattende sikkerhedsprogram er som regel dyrere end arrangementer, hvor sikkerhed primært er noget, deltagerne selv står for. Tågede formuleringer som “Vi har styr på sikkerheden” og “Der vil være livreddere” siger så godt som ingenting om sikkerheds-niveauet ved en svømmebegivenhed. Er du i tvivl om, hvorvidt en arrangør opfylder dine forventninger til sikkerhed, så spørg til arrangørens praktiske sikkerhedsprocedurer før du melder dig til.

Ved en udendørs svømmebegivenhed, især i ukendte omgivelser med fokus på fart, forandres dit opmærksomhedsniveau og din vurderingsevne, så gør dig selv en tjeneste FØR du melder dig til: Vurder om den sikkerhed, en udendørs svømmebegivenhed tilbyder dig, matcher dine sikkerhedsforventninger til en situation, der afviger fra dine sædvanlige svømmeture.

Store Okssø, september 2013

SVØM har for nylig offentliggjort datoerne for unionens udendørs svømmebegivenheder 2014. Der er rigeligt at vælge imellem, noget for enhver smag og mange forskellige, skønne steder i Danmark. Tilmelding er ikke startet endnu, men følg med her: www.OpenWater.dk

Mød Dansk Triatlonforbund her: www.DTriF.dk

Til allersidst: Svømning i naturen er altid på eget ansvar. Meld dig kun til begivenheder, du har tilstrækkelig rutine og fysik til at kunne gennemføre, for selv hos en ansvarlig og kompetent arrangør kan der ske menneskelige fejl og uforudsete ting med fatale konsekvenser. Og så selvfølgelig: Pas på dig selv og dine svømmemakkere derude!

1 kommentar

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig bedre oplevelser på hjemmesiden. Mere information

SwimOut.dk bruger cookies for at give dig en bedre oplevelse på hjemmesiden. Klik "Accepter" på banneret herunder, hvis du synes, det er OK. Accepterer du ikke cookies, vil der være ting på SwimOut.k, der måske ikke bliver vist rigtigt eller slet ikke bliver vist.

Luk vindue