På vej til Sverige

Lørdag den 17. august 2013 kl 7.30 mødes jeg med Jens, Mette, Anne-Marie, Nico og Nicos dykkerbåd i Skovshoved Havn.

Når båden er pakket og alle er klar, svømmer Jens og jeg af sted, Nico styrer følgebåden, hvorfra Mette og Anne-Marie vil levere væske og hurtige kulhydrater til Jens og mig et par gange eller tre i timen. Først ud af Skovshoved Havn og ud forbi “bananen”. Derefter bliver svømmekursen rettet mod øst, og vi stopper først, når vi er i land i Sverige.

Hvorfor SVØMME til Sverige, når det er både hurtigere og lettere med bil eller tog, spørger du måske. Vi gør det vist mest, fordi vi gerne vil sikre os, at vi kan. Fordi vi vil. Fordi vi tror, det bliver sjovt. 18-19 km svømning over landegrænse, sund og strøm lyder som en sjov udfordring, og det gælder jo om aldrig at gå ned på sportslige udfordringer, især ikke de sjove!

Så længe der er mobildækning og strøm på telefonerne, vil Mette undervejs lægge lidt info om turen på SwimOuts Facebook-side

Skovshoved havn, dagen før Billedet her er taget ved middagstid i dag, den 16. august 2013. Disen slører udsigten til Barsebäck – og Sverige. Uanset hvor diset det bliver i morgen, skal vi nok finde derover, for Nico kender Øresund som sin egen bukselomme og har før været skipper på en følgebåd for svømmere.

Ringkøbing Open Water 2013

Det må have været tordenvejret og regn i lårtykke stråler, der vækkede mig natten til den 10. august 2013, for udenfor var det stadig mørkt. Ikke det slatne, gråsorte mørke, der sænker sig over oplyste byer, på Holmsland klit bliver det rigtig mørkt. Bulderragende mørkt.

Men morgen blev det, og i gråt lys og silende regn begyndte svømmere, kajakførere og andet godtfolk at dukke op i Nr Lyngvig havn. Og så, mens kolde fingre fumlede med badehætter og lynlåse, holdt det op med at regne. Blæsten gav ikke op lige så let som regnen, den kom fra syd-syd-vest og kunne på vestjysk formentlig opfattes som en let til frisk vind. For en kjøvenhawner som mig lignede det nærmest kuling. Udsigt til sidevind på den gode måde holdt heldigvis al bekymring i ro, værre var blæsten for kajakførerne, mere om det senere.

Der blev uddelt instrukser om ikke at svømme videre alene, hvis kajakken måtte udgå og så blev der pakket gps’er i havtaskerne. Ringkøbing Svømmeklub tager svømmesikkerhed alvorligt, så alle deltagere har sin egen følgekajak og sin egen havtaske med en sporbar gps i. Det betyder, at ingen svømmer alene ude på fjorden og at arrangøren hele tiden ved, hvor hver enkelt svømmer befinder sig. Fra land holdes der øje med, at svømmerne bevæger sig i den rigtige retning, og skulle en gps miste kontakten med land, ligger motorbåde klar til at sejle til præcis det sted, gps’en sidst gav signal.Ringkøbing ow 2013. Start fra Nr Lyngvig
Vi forlod Nr Lyngvig havn i ret fredeligt vand, men enten blæste det op eller også svømmede vi fri af læ fra kysten. I hvert fald var der masser af bølgesjov derude, for bølger skråt bagfra giver en fornemmelse af at blive skubbet fremad. Prisen er, at man bliver trukket lidt tilbage i bølgedalene, men det føltes som om medvinden gav god fart. Sjovt var det i hvert fald!

At svømme med en følgekajak er en meget, meget dejlig måde at svømme i naturen på. Kajakføreren kan både ses og se meget mere end svømmeren, så med følgekajak er navigation fra Nr Lyngvig til Ringkøbing Havn nærmest piece of cake for svømmeren.

At holde en kajak på ret kurs i svømmetempo er en udfordring, selv i stille vand, og halvstærk sidevind gør ikke den udfordring mindre. Selvom min kajakfører David Garcias gps viser en (næsten) lige så snorlige rute i 2013 som ved vores havblik-tur i 2012, måtte David i år slo-mo-padle med snuden vendt lidt mod syd for at holde kursen. Sådan var lejf bare den dag!

Med følgekajak fristes man lidt til at holde lange, hyggelige pauser. Jeg gætter nu, at pauserne i år var kortere end pauserne i 2012, hvor fjorden var stille og blank. Mon ikke der i 2013 var var en kajakfører eller to, der hellere ville hurtigt i land end ligge derude og gynge? Man behøver ikke være født søstærk for at holde af at kajakke, så ja, det blæste og der blev ofret lidt til vejrguderne over en kajakræling her og der, når bølger og søsyge slog sig sammen om at forsøge at slå en kajakfører ud af kurs.

Ringkøbing OW 2013. Ankomst Ringkøbing havn

Alle 18 deltagere på den lange (ca. 8 km) og 7 deltagere på den korte (2.5 km) kom sikkert i havn i aftagende vind og en smule solskin. Trods blæst og regn klarede alle kajakførere heldigvis strabadserne. Nogen synes måske, det er sejt at svømme over Ringkøbing fjord, men den 10. august 2013 var kajakførerne faktisk de sejeste. Samtidig håber, håber, håber jeg, Ringkøbing Svømmeklub holder fast i Ringkøbing Open Waters kajakfølgebåds-model!

Ringkøbing OW 2013. Jørgen Klejs HansenVed Ringkøbing OW er målet at gennemføre, og der uddeles ikke præmier til de hurtigste. Til gengæld var der fine, keramiske medaljer til alle, der gennemførte, fin og hyggelig velkomst i havnen, varmt bad samt mad og drikke efter stroppeturen.

Jørgen Klejs Hansen (tv) har, som den eneste, deltaget og gennemført turen over Ringkøbing fjord alle de 3 gange, Ringkøbing Svømmeklub har arrangeret det. Sådan, Jørgen!!

Ringkøbing OW kunne ikke gennemføres uden hjælp fra Ringkøbing Ro- og kajakklub, så STOR TAK til alle kajakførere for at slo-mo-padle med over fjorden.

Det eneste tilbage at sige er: Tag til Ringkøbing i 2014 og svøm med over fjorden. Det er sjovt, udfordrende, hyggeligt og spændende. Med i købet får du chancen for at opleve Holmsland Klits forblæste, særprægede, rå og meget, meget smukke natur. Det’ ikk’ så ringe endda!!

Havfruer søges

havfruenDen 23. august er det 100 år siden, Den lille Havfrue satte sig til rette på Langelinje. Det skal fejres. Skal du med?

Videoen nederst giver et indtryk af havfrue-fejringen, da hun blev 94. Det var en fest. Det bliver også en fest den 23. august 2013!

Først link til invitation og information til dig, der gerne vil kigge med, når 100 skønne havfruer springer i havnen ved Langelinje: Wonderful Copenhagen

Dernæst indbydelsen til dig, der gerne vil være en af de 100 havfruer: 

Den lille Havfrue fylder 100 år
Den Lille Havfrue fylder 100 år den 23. august 2013 og traditionen tro fejrer Wonderful Copenhagen byens ikon. Formålet med hele begivenheden er at hylde Havfruen og producere en lille film, der minder verden om skønne København med masser af H.C. Andersen historie og med så rent vand, at vi kan bade i havnen. Filmen sendes til de store internationale nyhedsudsendelser og sidst blev filmen set af 56 mio. seere verden over.

Gennem de sidste 10 år har et hav af friske “havfruer” deltaget i fejringen af Den Lille Havfrue på Langelinie i København, og i år er ingen undtagelse. Idet Havfruen nu fylder 100 år, har Wonderful Copenhagen brug for 100 frivillige piger, der skal springe i vandet fra en lav kanalrundfartsbåd ved Den Lille Havfrue og danne tallet 100 set fra land. Når tallet er dannet, vinker alle havfruer til gæsterne på kajen og svømmer herefter til en flydeponton for at stige om bord i kanalrundfartsbåden igen og sejle retur til mødestedet. Eventen varer 15 minutter i alt. Forberedelserne varer 1 time , så samlet varer arrangementet 1 time og 15 minutter.Alle havfruer modtager som tak for hjælpen en lille gavepose.

Er du frisk på at være én af de 100 “havfruer” på dagen, så skriv til havfrue@shout-cph.com

Eventen er programsat til kl. 16 på Langelinie med mødetid kl. 15.00 ved Isbjørnen, Langeliniekaj, syd-enden af kajen ved de store krydstogtskibe (bus 26 kører lige dertil).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fredags-SvømUd 2013

Opdateret 20. august 2013: Ses vi fredag den 23. august?

Fredags-SvømUd i Charlottenlund er tænkt som et svømmemakker-mødested. Alle, der har lyst til at svømme med ud på svømmemakker-maner, er velkomne!

Fredags-SvømUd foregår fredage kl 17 i den del af den udendørs svømmesæson, hvor vandet er min. 15 grader. Det betyder, det formentlig starter i midten af juni og slutter i midten af september. Tidspunktet er valgt, fordi der er meget fredeligt på kysten omkring Charlottenlund sent fredag eftermiddag. Der er ingen garanti for ikke at møde andre vandtrafikanter end svømmere, men de sidste par år har vi haft kysten næsten for os selv. 

Fredags-SvømUd

Jeg vil forsøge at være der hver gang, men der sker jo mange ting på sådan en sommer, så der vil være fredage, hvor jeg ikke kan være der. Jeg håber, deltagerne ved Fredags-SvømUd hver gang møder op med svømmemakker-ånd og svømmer ud i godt humør – sammen, synligt og sikkert!

Målet med Fredags-SvømUd er, at alle fremmødte finder en svømmemakker, de passer godt sammen med i både tempo og forventninger til svømmeturens rute og længde. Det er ikke altid muligt at finde det perfekte match, det tager tid at finde den rigtige svømmemakker – så husk tålmodighed og tolerance, især de første gange, du svømmer med ud ved Fredags-SvømUd. Slå gerne dine ønsker op i Facebook-gruppen Svømmemakker i det fri et par dage før for at have en forhåndsaftale.

Fredags-SvømUd er ikke undervisning, men jeg er selvfølgelig klar med et par tips og tricks til jer, der ønsker det, før vi svømmer ud.

Jeg opretter en Fredags-SvømUd-event i Facebook-gruppen Svømmemakker i det fri, hvor jeg, efter bedste evne, opdaterer datoen hver uge og skriver, om jeg vil være der den kommende fredag. Heldigvis er Øresund altid åbent, så mød op med åbent hjerte og svøm med ud!


Vis Palo-plænen i Charlottenlund Strandpark på et større kort

 

Svøm ud: Gilleleje-Hornbæk

Jeg elsker vandet i Kattegat. Især omkring Anholt, men ved den sjællandske nordkyst er Kattegat helt sikkert også et svømmebesøg værd. Jeg har tidligere skrevet om svømning ved den nordsjællandske kyst, men forleden fandt min svømmemakker, Jens Bjørn Andersen, ud af, at langs kysten er der ca. 10 km fra Gilleleje til Hornbæk. Lidt over halvvejs fra Gilleleje til Hornbæk ligger Dronningmølle strand, et godt sted at holde midtvejs-pitstop på en 10-kilometer-tur langs kysten. Den tur måtte afprøves og det blev den så den 25. juli 2013!

Den korte histore: De første 4-5 kilometer fra Gilleleje er klart den smukkeste og mest varierede del af ruten. På både Dronningmølle strand og Hornbæk strand er der til gengæld livreddere på vagt i hele sæsonen, så det er de sikreste steder at svømme.

gilleleje_jens_bjoern_andersen_juli2013

Med forsyninger og telefon i havtaskerne sprang vi i fra badebroen på øst-siden af Gilleleje Havn og satte kurs mod første pitstop ved Nakkehoved Fyr, dvs. efter ca. 2 km. Med udsigt til skrænten med de to fyr fiskede vi en gel ud fra buksebenene, puttede skraldet tilbage og så af sted igen: Rundt om skrænten og Nakkehoved Fyr, og så en fin tur langs de majestætiske sommerhuse ved Munkerup. Mini-pitstop #2, efter 4 kilometer, en gel mere og så videre mod Dronningmølle Strand, ca. 6 kilometer fra badebroen øst for Gilleleje Havn.

I godt vejr er der masser af mennesker på Dronningmølle Strand, men den 25. juli 2013 var det stille regnvejr, så udover Jens og mig var der vist kun to turister og en kystlivredder ved stranden den dag. Vandet ved stranden er ret lavt, så man vader det sidste stykke for at komme i land, men der er fin sandbund at gå på.

Dronningmølle strand, Jens Bjørn Andersen, juli 2013

Ved Dronningmølle Strand blev svømmevenlig frokost fisket op af havtaskerne og konsumeret (læs mere om langturs-forsyninger her), og så drog vi af sted igen. Forbi Villingebæk strand gik det og efter at have hilst på en skræppende skarv-koloni, fik vi øje på mål: Hornbæk Havn.

På grund af det stille regnvejr var der heller ikke mange på og i vandet omkring Hornbæk, men vandet var lunt og rigtig, rigtig dejligt at svømme i. På grund af det varme vejr de sidste uger viste vandet de første tegn på alge-forekomst. Dog på ingen måde alarmerende endnu, og der blev da også flaget med grønt badeflag ved både Dronningmølle og Hornbæk.

Efter godt 10 skønne kilometer gik vi i land der hvor Hornbæk Strand bliver til Hornbæk Havn.

Jens mødte rejer, ål, pighvar, rødspætter, krabber og tobis i stimevis, men ikke skyggen af gopler. Jeg havde vist for travlt med at følge med Jens til også at kigge efter fisk, men skarverne var det svært at overse … og overhøre.

Billedet herunder viser mit Garmin 91XTt’s opmåling af vores svømmetur. Som det fremgår svømmede vi tæt på kysten hele vejen. Klik på billedet herunder og opdag, hvor meget et Garmin 910XT kan fortælle om en svømmetur! Når du er kommet ind på Garminconnect-siden, så husk at klikke på “Vis i km/meter” i øverste højre hjørne for at se data udregnet med danske måle-enheder.

gilleleje-hornbaek_garmin-rute_bg

Har du fået lyst til at svømme mellem Gilleleje og Hornbæk, så husk: Svøm sammen, synligt og sikkert. Tjek vand- og vejrforhold, før du svømmer ud og vær særligt opmærksom på, at alge- og brandmandssituationen kan ændre sig lynhurtigt.

Svøm godt!

Vores sommervejr, 17. juli 2013

Det var lidt svært for solen at trænge igennem skyerne til morgen, men så, lige pludselig, mens vi stod ved Skovshoved Sogns Badebrolaugs fine bro, brød den igennem.

Det var intet mindre end dejligt, for så fik journalist Christina Rasmussen den smukkeste kulisse til sine optagelser til aftenens udgave af Vores sommervejr på DR1. Kig med på DR1 klokken 18.50 i aften, den 17. juli 2013, hvis du vil se, hvad Christina fik ud af sine optagelser af og sit interview om svømning i naturen: Det nye sort. I udsendelsen kan du se frem til at møde Vibeke Dalsgaard, Lisbeth Frey, Anders Rydahl – og 3 havtasker.  

dagensvejr_17072013_slider

Anholt, videoklip

Update: Jeg har fået nogle kommentarer om, at jeg svømmer meget forskelligt med højre og venstre arm. Før 2011 svømmede jeg min nuværende venstre arms vindmølle-svømmestil med begge arme udendørs, fordi det er mest effektivt. Indendørs svømmede jeg mere glidende og med højere albuer på begge arme, fordi sådan fungerer indendørs crawl bedst. I juni 2011 blev jeg kvæstet ved en cykelulykke og kan ikke bruge højre arm/skulder som før (14 knoglebrud sætter spor), jeg kan fx. ikke vedholdende lave møllevinge-tag med højre arm. Forskellen på højre og venstre arm er åbenlys på begge videoer, men nok mest synlig på video 2, hvor jeg har temmelig ondt i højre skulder og arm. Spontant vælger jeg (selvfølgelig!) at svømme, så det gør mindst muligt ondt, i stedet for at svømme den stil, der skaber mest fremdrift. 

Der kommer en længere beretning, men her en smagsprøve på, hvordan min svømmetur rundt om Anholt tog sig ud den 11. juli 2013. Videoerne er iphone-optagelser, håndholdt af min søster, Mary Garne Kjeldsen, der var om bord på følgebåden hele vejen rundt.

Første videoklip er optaget kl 9.28, dvs. ca. en time efter start, på nordkysten af Anholt. Blæsten kom nordfra, så på nordsiden var der en del bølger, der fik både følgebåden og mig til at gynge. Pga sidevinden fik havtasken lov at hvile sig på følgebåden imens. Bemærk venligst, at man ikke behøver tro på alt hvad de siger i følgebåden …

Telefonen melder, at video nummer 2 er optaget kl 14.43, dvs. den er optaget fra sydsiden af øen, hvor jeg lå lidt i læ for nordenvinden. På det tidspunkt havde jeg svømmet godt 6 timer, havde tilbagelagt ca. 21 kilometer og havde altså 7 ret hårde kilometer i vente. Hårde, fordi jeg var ved at være træt, men også hårde, fordi jeg den sidste del af turen svømmede mod nord og det blæste (så vidt jeg forstår) 6-7 m/ fra nord.

Rundt om Anholt er måske den smukkeste tur, jeg har svømmet i Danmark … man kan heldigvis også meget andet end at svømme, hvis man er på en lille ø i Kattegat:

Svøm rundt om Anholt: Done!

Afgang, Anholt havn 2013Det lykkedes!

Torsdag den 11. juli 2013 svømmede jeg rundt om øen Anholt, der ligger ude midt i Kattegat.

Jeg er en anelse flad, så indtil jeg får tid og kræfter til at dele en længere historie, må I nøjes med Janne Boisens smukke billede fra afgangen i Anholt Havn, Mary Garne Kjeldsens billed-rapporter fra turen på SwimOuts Facebook-side (afsendt fra den gyngende følgebåd, indtil min telefon løb tør for strøm) og kort over turen på GarminConnect.

Foromtale her:

SwimOut.dk

Dansk Svømmeunion

Politiken.dk

Svøm ud: Anholt

Der er bedårende smukt, idyllisk, lidt råt og meget, meget dejligt på Anholt. Vandet her, langt ude i Kattegat, er vidunderligt og krystalklart og der er smukke, hvide strande med den fineste sandbund næsten hele vejen rundt om øen. Selvom det blæser en del på den lille ø i Kattegat, er der aldrig langt til en strand i læ fra vinden. 

Sådan en lille ø, langt ude i Kattegat, er noget forblæst, så svømmeturen rundt om Anholt kommer ikke til at foregå i dag, onsdag den 10. juli, som jeg havde drømt om. I dag blæser det nemlig 10-12 m/s og det er lige rigelig blæst til en lang svømmetur. I morgen ser vejrudsigten meget bedre ud, og så gør vi forsøget. Hvis vinden først løjer af op ad formiddagen, vil en eftermiddags/aftentur være med i overvejelserne.     

Der bliver ingen livetiming fra turen, men Mary Garne Kjeldsen, min tålmodige søster, der sejler med i følgebåden og min søde datter, Eva Stahl Garne, der er hjemme på Sjælland, vil forsøge at lave opdateringer undervejs på SwimOuts Facebook-side. Om det lykkes er uvist, da mobil-netværket herude svinger en del. 

Mere om turen rundt om Anholt her.

Hvis du aldrig har været på Anholt, er der kun en ting at sig: Prøv det. 

Anholt, havnestranden, 2013

Rundt om Anholt

Update 13. september 2013: Det blev den 11. juli 2013, jeg svømmede rundt om Anholt. Og ja, jeg BLEV træt undervejs! Læs mere om turen her: Anholt 2, Svøm rundt om Anholt: Done!, Anholt, videoklip, Beretning: Anholt rundt 2013 og på SwimOuts Facebook-side.

”Det skal svømmes væk” har været mit mantra i mange år, men udtrykket fik en helt ny betydning, da jeg blev kvæstet ved en cykelulykke i 2011. Den foreløbige kulmination på mine anstrengelser for at svømme mine skader væk, bliver den 10. juli 2013, hvor jeg har tænkt mig at svømme rundt om Anholt. Så vidt jeg ved, er der ingen, der har gjort det før, men som Pippi siger: Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg nok godt.

Anholt fyr, 2002Hvis vejret vil, svømmer jeg fra Anholt havn den 10. juli klokken ca. 8.30, efter Anholt-færgen er stævnet ud. Jeg svømmer mod nord, forbi Flakket. Min fætter, Poul Anker Boisen, aka Polle, styrer følgebåden med sikker hånd. Han får selskab af min søster, Mary Garne Kjeldsen, der har lovet at række forsyninger fra båden ud til mig i vandet.

I svømmeafstand fra kysten er der 25-27 km rundt om Anholt. Strøm og vind afgør, hvor tæt på kysten jeg kommer til at svømme, det har Polle heldigvis god forstand på at finde ud af undervejs. Han har nemlig sejlet de syv have tynde, er vokset op på Anholt og kender vandet omkring øen som sin egen bukselomme.

Ud for Totten, den nordøstlige spids af Anholt hvor fyret stadig står, ligger et sælreservat, søfarende ikke må færdes i. Polle ved, hvor langt ud vi skal for ikke at genere sælerne i ynglesæsonen, og med følgebåden tæt på bliver det heldigvis ikke farligt for mig at svømme et stykke væk fra kysten.

Jeg forventer at passere Vesterklit sidst på eftermiddagen og nå Anholt Havn syd fra ved 17-tiden. Strøm og vind har dog stor indflydelse på, hvor lang tid det kommer til at tage.

Jeg ville gerne have sendt et link til livetiming på dagen med. Det er dog ikke på plads endnu, men det kommer forhåbentlig, FØR jeg svømmer ud.

Hvorfor svømme rundt om Anholt?
I sommeren 2011 var der stilhed på SwimOut, fordi jeg slog mig, ret meget, ved den cykelulykke. Jeg var indlagt i 7 uger på 3 forskellige hospitaler, og måtte igennem en lang rekonvalescens bagefter. I dag, to år efter ulykken, har jeg kunp;ét budskab til andre, der er kommet til skade: Bliv ved. Og ved. Og ved. Bliv ved med at træne. Bliv ved med at kæmpe. Bliv ved med at tro på, det kan blive bedre. Hjælp fra andre er guld værd, men det er dig, der skal lægge de største kræfter i. Giv aldrig op. Bliv ved.

I 2011 var læger og fysioterapeuter enige om, at skaderne i min højre skulder skulle skæres væk. Efter et par måneder ville de se mig igen og vurdere, hvor meget der var helet af sig selv, og så skulle jeg under kniven.

Jeg ville hellere svømme end skæres i, så jeg svømmede.

En kvæstet lunge, en forslået hofte, brud på kranium, skulderblad, kraveben og ribben går ikke upåagtet hen, så tre måneder efter ulykken kunne jeg dårligt bruge højre arm og kunne næsten ikke dreje hovedet. At trække vejret med 11 ribbensbrud under heling var også lidt af en udfordring, så jeg startede med at svømme forsigtige rygcrawlben og rygcrawl med én arm.

Der gik tid, før jeg kunne svømme crawl og i lang tid gjorde crawl bare ONDT, ja alt gjorde faktisk ondt. Rigtig, rigtig ondt. Der var bare det, at hvis jeg ikke kunne svømme, havde jeg ikke lyst til at være til. Så jeg blev ved. Og blev ved. Og blev ved. Resultatet er, at det eneste, der er skåret væk, er den kravebensskinne, jeg fik skruet fast på mit brækkede kraveben for at redde min kvæstede lunge. Så indtil andet er bevist, kan alt svømmes væk. Bortset fra titaniumskinner med 7 skruer.

Helt væk går den aldrig, min hjerneskade, men jeg holder aldrig op med at tro på, jeg kan få det bedre. Svømning har været et af de mest betydningsfulde redskaber i min stræben efter at rejse mig igen, efter jeg blev slået helt og aldeles til jorden i 2011. Så nu får Anholt en chance for at hjælpe med at svømme min hjerneskade væk. Selvfølgelig forsvinder den ikke helt, min hjerneskade, fordi jeg svømmer rundt om Anholt, men når livet tager en pludselig, uventet og ubehagelig drejning, må man få det bedste ud af det, man har tilbage og det man stadig kan. Jeg kan svømme. Jeg kan svømme langt. Så nu vil jeg svømme rundt om Anholt.